06-04-2018

"Mod Lyset" og "Vi maler byen rød 2"

To ambitiøse amatørforestillinger, der meget tydeligt afslører forskellen på godt og dårligt materiale. Jeg giver ikke stjerner, da det er amatører, men nøjes med at kommentere.

To aftener i træk har jeg set ambitiøse amatørforestillinger. Det er ikke noget jeg gør meget, men nogle gange kan det være uhyre interessant at se hvad der ligger og ulmer i undergrunden i dansk teater.

Siden 1985 har Espergærde Ungdomsskole haft en tradition med at opføre en stor musical hvert år, og gennem årene har Ungdomsskolen fostret en hel del senere succesfulde skuespillere og manuskriptforfattere, og man har været en reel fødekæde til teaterlivet. 

Musicalteatret er 20 år yngre, og har siden 2005 været base for en lang række unge teaterglade mennesker, der har sat en til to årlige musicals op. Om der er kommet nogle ud af Musicalteatrets base, som har skabt professionelle karrierer, skal jeg lade være usagt, men det skulle ikke undre mig.

I år spiller Espergærde Ungdomsskole den ti år gamle musical "Mod lyset", der er skrevet af bl.a. Sune Svanekier og Lasse Aagaard, som jo bl.a. har stået for det store musicalsucces "Jordens Søjler" på Østre Gasværk og som har fået stor, professionel succes. Forestillingen er skabt til Ungdomsskolen, og har måske ikke kvaliteter til professionel opførelse på de store scener, men er som skabt til et ungt ensemble. Der er kun to ud af det 79 m/k store ensemble, som kun har én rolle, og sangene er iørefaldende, ambitiøse, men ikke sværere end at ikke professionelt skolede stemmer kan være med.

Det er blevet til en glimrende forestilling, der med en spilletid på lige over de to en halv time på intet tidspunkt keder, og der er blandt de mange purunge medvirkende absolut nogle, som man godt kan forestille sig gøre karriere indenfor teaterfaget.

Musicalteatret har sin faste husdramatiker i Rasmus Mansachs, der også medvirker som skuespiller. Årets forestilling "Vi maler byen rød 2" er som titlen indikerer, en opfølgning på en tidligere forestilling, der ligesom denne er baseret på en lang række af gamle Melodi Grand Prix-sange. I modsætning til Ungdomskolens professionelle dramatiker/komponistteam, er Mansachs også hvad man vel kan kalde en dygtig amatør. Han har bestemt evner, og sidste års forestilling "Tremmer" var både ambitiøs og vellykket i sit stærke dramatiske udtryk, men han falder for nemt i den fælde, at ville for meget og forfalder også til at være for social i sin tilgang til stoffet. Her er der ikke grænser hvor mange, der skal have solistroller, og det bliver simpelthen for meget af det gode. "Vi maler byen rundt 2" har en alt for lang, omstændig rammehistorie, og et utal af ærligt talt uinteressante sidehistorier. Spilletiden er på mere end tre timer, og så længe kan man jo knap nok holde ud at se på fagets bedste professionelle skuespillere, så i selskab med amatører, omend ambitiøse og talentfulde amatører, bliver det noget af en ørkenvandring. 

Hvor "Mod lyset" giver de unge amatørskuespillere et godt materiale at arbejde med, byder "Vi maler byen rød 2" de medvirkende på et meget mere tvivlsomt materiale, og det er mærkeligt at det ellers ambitiøse musicalteater ikke har større ambitioner når det kommer til materialet. Instruktøren burde havde skåret hårdt i både sange, som bestemt ikke hører til cremen af danske grand prix-sange, karakterer og spillescener, og burde have skåret længden ned med mindst en time. Det har John Holmgren desværrre ikke formået, men det er selvfølgelig heller ikke nemt, når forfatteren er med i ensemblet, og når alle nu gerne vil være solister. Den hårde hånd, har de bedre styr på i Ungdomsskolen end i Musicalteatret, og det er jo i sig selv utroligt.

"Mod lyset". Espergærde Ungdomsskole. Spiller sidste gang i aften på Kulturværftet i Helsingør.

"Vi maler byen rød 2". Spiller til 21. april på Folketeatrets turnéscene i Grøndals centret.

Forestillingerne set hhv. 4. og 5. april på Kulturværftet og Grøndals centret.

Foto er fra Musicalteatrets forestilling.