West Side Story

En af verdens bedste musicals præsenteres i strålende og energisk udgave på Aarhus Teater.

* * * * *

Udgangspunktet er noget af det bedste musikdramatik, der nogensinde er skrevet. "West Side Story" med musik af Leonard Bernstein, tekst af Stephen Sondheim og konceptueret af Jerome Robbins er og bliver et mesterværk. Intet mindre.

En barsk Romeo og Julie historie hensat til New Yorks fattige slum i slut 50'erne, hvor bander af fremtidsløse unge hvide med europæisk baggrund udkæmper en magtkamp mod stolte, men uglesete unge Puertoricanere. Nok er historien skrevet for 60 år siden, men det gør den ikke det mindste uaktuel. Det er ikke mere end en uges tid siden, at et ungt bandemedlem blev fundet dræbt i en park i København. Måske havde han også forelsket sig i den forkerte - sådan som Tony og Maria gør det.

"West Side Story" er ikke let at opføre. Værket er kompliceret; musikken udfordrende, sangene nok i ørefaldende, men svære. Og så skal det unge hold på scenen også kunne danse; jazz, ballet, street-dance. Og de skal være gode skuespillere, for nok er det Maria og Tony, der har det største og naturlige fokus, men hver enkelt af de mindre roller har også deres lille historie, at stå inde for. 

Det lykkes næsten til perfektion at forløse "West Side Story" på Aarhus Teater, hvor man har slået sig sammen om produktionen med Aalborg Teater, hvor forestillingen skal spilles efter sommeren. Det er en strålende idé at samle sine kræfter om én produktion af høj, høj kvalitet fremfor at de to teatre stod med hver deres musical-produktion, og måske var nødt til at gå lidt mere på kompromis.

Denne opsætning har netop denne høje kvalitet, som vi efterhånden har vænnet os til fra Det Ny Teater, fra Fredericia Teater og fra nogle af de større københavnske opsætninger. Et hold af skuespillere, dansere og sangere, der magter opgaven. Et orkester, der spiller musikken som den fortjener, og en scenografi og instruktion, der mere end bare fungerer.  Kort sagt: Denne opsætning af "West Side Story" er en fornøjelse fra start til den sørgelige slutning.

I centrum står det unge par; købmandsassisten Tony, der er fornuftig nok til i det mindste at forsøge at lægge bandelivet bag sig og turde tro på en fremtid, og den purunge puertoricanske Maria, netop hentet til New York, for at bo med sin bror, bandelederen Bernardo og hans kæreste, Anita, der arbejder i en bryllupsbutik. Bernardo slås for retfædighed. Han og hans slæng er nok nogle rødder, men de kæmper først og fremmest for anerkendelse i et samfund hvor deres slags simpelthen ikke er velkomne. Den hvide bande, Jets, anføres af Riff. Han og hans slæng er vokset op på livets skyggeside, i arbejdsløshed, misbrug og prostitution. De har reelt ingen fremtid, men de er hvide, og så er de da 'noget' i modsætning til puertoricanerne. Hvis der er nogen, der er lavere i samfundets hieraki, så  er man da ikke røven af fjerde division. 

Det er i denne konflikt, som jo desværre stadig er aktuel - både i det moderne Amerika, tænk bare på Trumps udfald mod mexikanerne, og til en hvis grad også herhjemme i de store byers ghettoer - at dreng møder pige, Tony møder Maria, og lynet slår ned. Bum!Det er ægte kærlighed. Den rene vare. Og det er dømt til at mislykkes. Tonys forsøg på at mægle fred mellem grupperne ender katastrofalt. Bernardo dræber Riff, Tony dræber Bernardo. Maria tilgiver ham, men hendes forlovede, Chino, skyder  Tony i armene på Maria. Men måske har det hele ikke været forgæves. Mens Maria knuger den døde Tony i sine arme, smider banderne deres tørklæder. Og så er det slut. 

Mathias Flint,  næsten nyuddannet fra Scenekunstskolen, er en glimrende Tony. Måske lige fersk nok af ydre, men med nerve, sjæl og en stemme, der mestrer sangene. Han har også oversat sangteksterne, og man mere end fornemmer, at det er hjerteblod det her. Overfor ham står purunge Isabel Schwartzbach som Maria. Blot andetårselev fra en teaterskole i New York. Hun er sød og kær, og sitrende i sin sorg og desperation. Hendes stemme er tindrende klar, smuk og sikker i mindste detalje. Eneste lille problem, er at tekstudtalen i de store sangnumre drukner i hendes fantastiske klang, men ellers en strålende og lovende præstation.

Lise Koefoeds Anita har al den latinske energi, sex og charme, hun skal have, og hun holder også i den vanskelige anden akt, hvor hun forsøger at hjælpe de ulykkelige unge, men ender med at blive mishandlet af de unge Jets. Simon Mathew er stærk som Riff og Jacob Madsen Kvols en tilsvarende solid Bernardo, men ud fra deres fysiske udseende burde rollerne vel strengt taget være byttet om. Endelig er Anders Baggesen glimrende som købmand Doc og Michael Brostrup tilsvarende stærk som den racistiske politikommissær Schrank. Næsten hele vejen rundt spilles der glimrende, og sangene og dansene er i topklasse. Især  må da lige fremhæves Kristine Marie Brendstrup, der synger klassikeren "Somewhere", på dansk "plads til os", tindrende smukt.

Rune David Grue og koreografen René Vinther har skabt en opsætning af format. Især koreografien af slagsmåls- og voldsscenerne er vældigt raffineret løst. De kan være stolte i både Aarhus og Aalborg, hvor der altså spilles efter sommerferien.

"West Side Story" af Leonard Bernstein (musik) og Stephen Sondheim (tekst). Koncept: Jerome Robbins efter Arthur Laurents roman. Oversættelse: Mathias Flint (sange) og Kasper Hoff (dialog)

Instruktion: Rune David Grue. Koreografi: René Vinther. Scenografi og kostumer: Karin Gille. Musikalsk arrangement: Niels Søren Hansen. Kapelmester: Henrik Svenning.

Medvirkende: Isabel Schwartzbach, Mathias Flint, Lise Koefoed, Jacob Madsen Kvols, Simon Mathew, Kristine Marie Brendstrup, Anders Baggesen, Michael Brostrup, Mathias Sprogøe Fletting, Ashok Peter Pramanik m.fl.

Spiller på Aarhus Teater til 19. maj og på Aalborg Teater fra 29. august til 13. oktober.

Anmeldt 26. marts i Aarhus.

Forestillingsfoto: Emilia Therese