Jeanne D'arc

Prisværdige præstationer af Danica Curcic og Peder Holm Johansen på Teater Republique.

* * * * 

Stafan Valdemar Holms stramme enakter-version af den klassiske myte om Jeanne D'arc er visuelt betagende og djævelsk godt spillet af Danica Curcic og Peder Holm Johansen på Republique.

Hun som den franske bondepige, en uskyldig jomfru, der på et tegn fra Gud går i krig for Frankrig, befrier Orleans fra de grumme englændere, men ender at blive dømt til at blive brændt på bålet for kætteri og for at 'gå i mandsdragt', for så kort tid derefter at blive ophøjet til helgen.

Han, Peder Holm Johansen, fungerer i alle de andre roller; som Jeannes far, som hærfører - både fransk og engelsk - som fimset tronarving til den vaklende franske trone og som biskoppen, der betvivler Jeannes pagt med Gud og dømmer hende.

Begge skuespillere leverer prisværdige, ja strålende, præstationer, der er en sand fornøjelse at overvære. Mindre vellykket er selve opsætningen, som på en eller anden nærmest udefinerbar måde ikke rigtigt fungerer. Hvad er det, der er galt? Jeg ved det ikke!

Er det mandskoret, de 25 kutteklædte mænd, der omkranser scenen? Er de for stillestående? Er dette græske klagekor simpelthen for banalt, selvom de så afgjort bidrager til at gøre forestillingen visuelt betagende. 

Måske er der noget galt med teksten, forfattet af den svenske dramatiker Lucas Svensson. Den er dygtigt skruet sammen, og fungerer godt med et fortællerspor, når det er nødvendigt, men det bliver aldrig for alvor vedkommende. Vi, eller jeg, må jeg vel retfædigvis skrive, sad aldrig med den der klump i maven, som man får når noget virkelig rammer. Det bliver en mærkeligt uforløst forestilling, de glimrende præstationer til trods.

I centrum står selvfølgelig Danica Curcic som denne purunge kriger jomfru. Hun er en blændende dygtig skuespiller, i krop og sjæl. Hun går ubesværet fra at være den uskyldsrene hyrdepige, der på marken får sin første menstruation, til at blive en frådende amazone. En moderne feminist, i en gammel fortælling, der skærer i sit eget køn, to gange ovenikøbet, i håb om at blive en del af den patriarkalske elite, som trods hendes bedrifter på slagmarken, ikke vil anerkende hende. Handler denne "Jeanne D'arc" i bund og grund om, at kvinder skal blive ofre før de kan blive anerkendt? Og at intet åbenbart har ændret sig siden 1400-tallet. Ja, måske. 

Rollen som Jeanne kræver en stor skuespiller, og den opgave løser Danica Curcic til fulde.

Ligeså imponerende er Peder Holm Johansen i alle de andre roller omkring hende og som korleder. Det er bestemt ingen nem opgave, men han løser den upåklageligt. Med fine nuancer fra den indavlede, svage tronarving, der vimser fjollet rundt ved hoffet, mens landet bryder sammen om ørerne på ham, til den dæmoniske biskop, der til sidst bliver Jeannes banemand. 

Visuelt er denne opsætning også en fornøjelse, med Bente Lykke Møllers enkle scenografi. En helt nøgen scene med en stor bunke sorte skærver i midten, omkranset af en fæstningsmur af bare, grå vægge. Smukt!

Det var i øvrigt glædeligt, at sidde sådan tirsdag aften i en pænt fyldt sal med et langt yngre publikum end sædvanligt i teatret.

"Jeanne D'arc". Af Lucas Svensson.Oversat af Johanne Lykke Holm.

Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen.

Medvirkende: Danica Curcic, Peder Holm Johansen og et 25 mand stort kor.

Spiller på Republiques Store Scene til 7. april.

Anmeldt 6. marts.

Foto: Per Morten Abrahamsen.