Revisoren

Sprudlende velspillet og stjernebesat forvekslingskomedie om korruption og magtmisbrug på Nørrebro Teater.

* * * * *

Alt går godt i den lille afsides beliggende landsby. Borgmesteren styrer det hele med uoplyst enevælde, sekunderet af dommeren, skoleinspektøren, postmesteren og hospitalsforstanderen. De er rene nikkedukker, ja, lallende tåber, der sikkert ville have fejet gader eller samlet affald, hvis ikke de havde været på 'den rigtige side' af magten. 

På den 'forkerte side' står handelsstansforeningen, der må finde sig i borgmesterens luner, og sørge for at holde både ham, hans kone og forkælede datter både velnærede og godt klædt på, ellers vanker der. Modstand straffes hårdt; låsesmeden er således sendt i krig, så hans kone og de fire børn er efterladt alene uden en rubel på lommen eller så meget som en krumme brød på bordet, blot fordi han var den eneste, der ikke kunne betale sig til fritagelse, og sergentens enke bliver pisket på torvet for at gøre oprør.

Jo, det går godt - lige indtil rygtet når den lille by, om at en statsrevisor fra St. Petersborg er vej for at gennemgå byens papirer. Så går der panik i både borgmester og lakajer, og så kan det ellers nok være, at der kommer fut i fejemøget.

"Revisoren" er skrevet af den russiske forfatter Nikolaj Gogol i 1836 og blev uvist af hvilke årsager godkendt af zarens ellers strenge censur og opført til stor succes i St. Petersborg. Samme år forlod Gogol Rusland, og skrev sine resterende værker, herunder hovedværket "Døde sjæle", i udlandet. Tolv år senere vendte han tilbage til Rusland, hvor han døde i 1852, bare 42 år gammel af ukendte årsager. Gogol brændte angiveligt mange af sine værker, men "Revisoren" har overlevet. Det er nu ikke et skuespil, der opføres hver og hver anden sæson, men i 2001 blev det dog sat op i Aalborg. Nu har Nørrebro Teater taget handsken op i David Harrowers strålende bearbejdelse af Christina Wendelboes oversættesle og sat i scene af Madeleine Røn Juul.

Tak for det! "Revisoren" er en herlig amoralsk forvekslingskomedie om magtmisbrug og korruption. Hele den lille by er på den anden ende, da en ung mand og hans tjener fra St. Petersborg har indlogeret sig på den lokale kro. Manden, Khlestakov, er ganske vist embedsmand, men af laveste rang. Han er dybt forarmet, har spillegæld og må tigge krofatter om mad. Han og hans tjener Ósip er på vej til hans hjemby, og har intet med statens revisor at gøre, men det ved borgmesteren og byens borgere jo ikke.

En for en og i fælles front gør de hvad de kan for at indsmigre sig og bestikke magtmennesket, for egen vindings skyld, og selvom Khlestakov ikke helt forstår hvad der foregår, spiller han beredvilligt med på legen. Det lykkes ham da også at forføre både borgmesterens forsømte hustru med de store sociale ambitioner og den lettere infantile datter inden han har skrabet bestikkelsespenge nok sammen til at sige tak for denne gang og stikke af i borgmesterens vogn.

Det er Thure Lindhardt, der spiller den centrale rolle som Klestakov, og det gør han med både charme og spruttende energi, men det er ensemblespillet omkring ham, som for alvor er en fornøjelse. Hver og en af de mange personer i Gogols brogede persongalleri er en bedrager eller selvbedrager, og karaktererne står knivskarpt, som Benedikte Hansens og Sarah Bobergs stærkt karikerede godsejerinder, Josephine Parks giftesyge datter, Christiane Gjellerup Kochs liderlige borgmesterfrue, Jacob Webles snu tjener, 3-årseleven Anna Bruus Christensens spage postmester, Tina Gylling Mortensens dobbeltmoralske dommer og i særdeleshed unge Nicolaj Jørgensen som både skoleinspektør på randen af et sammenbrud og i et nærmest klovne-komisk showstopper-nummer som borgmesterens tjener. Mikael Birkkjær har fået skabt en strålende morsom figur ud af den sleske hospitalsforstander og så funkler og stråler Ole Lemmeke i rollen som Lars Løk....undskyld, som den korrupte borgmester, der som en anden konen med æggene drømmer om at hans datters giftemål med den magtfulde revisor vil bringe ham selv til tops i St. Petersborg politiske magthieraki. Ole Lemmeke er vidunderligt morsom.

Kan en gammel russisk komedie om korruption fra zartiden bruges til noget som helst andet end underholdning i et angiveligt næsten korruptionsfrit Danmark i 2018? Ja, i den grad. Historien holder forbløffende godt.

Omgiver danske politikere i dag sig ikke med sleske lakajer og forstår de ikke at bruge selve magten til at holde sig på magten? Mon ikke også vi både lokalt og nationalt oplever korruption i en eller anden form, måske ikke i kolde kontanter, men i form af vennetjenester, som når supermarkeder får byggetilladelser mod lige at fikse den kommunale rundkørsel eller når man sikrer sig lidt givtige fiskekvoter gennem ren og skær venlighed. Og mon ikke det også ville sende chokbølger gennem et par danske kommuner eller departementer hvis en ægte statsrevisor pludselig meldte sin ankomst? Ja, vi kan jo kun gætte, men det tror jeg nu nok.

Gogols tekst holder altså bestemt stadig især i denne glimrende, moderne og velkomponerede bearbejdelse, og eneste anke er vel at "Revisoren" er en ganske lang forestilling. Midtvejs i første akt mister den lidt kadencen, sådan er det jo ofte med forvekslingskomedier, men komedien kommer igen op i fulde omdrejninger efter pausen, ikke mindst takket være det strålende ensemblespil.

"Revisoren". Af Nikolaj Gogol. Oversat af Christina Wendelboe. Bearbejdelse: David Harrower.

Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi, kosumer og lysdesign: Sven Dahlberg. Koreografi: Esa Alanne.

Medvirkende: Thure Lindhardt, Ole Lemmeke, Mikael Birkkjær, Christiane Gjellerup Koch, Josephine Park, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Jacob Weble, Tina Gylling Mortensen, Nicolai Jørgensen og Anna Bruus Christensen.

Spiller på Nørrebro Teater til 8. april.

Anmeldt 17. februar (premiere)

Forestillingsfoto: Büro Jantzen.