Suffløren

Preben Kristensen leverer en intet mindre end vidunderlig præstation som teatrets anonyme eminence i sin 40-års jubilæumsforestilling på Folketeatret. ANMELDELSEN BRINGES OGSÅ PÅ BT.DK

* * * * * *

Hvor er han dog bare vidunderlig, udbrød herren på rækken foran mig spontant, da vi med stående applaus hyldede Preben Kristensen efter premieren på monologen ”Suffløren” i aftes på Folketeatrets lille scene. Han havde helt ret. Preben Kristensen er helt vidunderlig i sin 40-års jubilæumsforestilling.

Afdæmpet, lun, rørende. Morsom, fanden-i-voldsk og aldeles overlegen i rollen som en af teaterverdenens mest anonyme personager; suffløren. Det kan ligne koketteri af værste skuffe, når et af dansk teaters største skuespillernavne vælger en monolog om en grå, anonym mus, som sin jubilæumsforestilling, men nej, det er det slet ikke.

Monologen, skrevet af den svenske skuespiller og dramatiker Andreas T. Olsson, er en gave til en fremragende, moden skuespiller. Det er en hyldest til teatret, til kunsten og til dem, som vi aldrig rigtigt bemærker, men uden hvem, skuespillerne ville være ilde ude. Et af de små tandhjul i det store maskineri. Et tandhjul, hvis betydning det kan være nærmest umuligt at måle, og som derfor, i en verden styret af bundlinje-fikserede excel-ark drenge er i fare for at blive sparet væk. Suffløren på teatret er som korrekturlæseren på avisen; pernittengrynet, der kan sit sprog ned i de mindste detaljer, og som altid fanger de små – og store – fejl inden trykstart, og redder journalisten fra at tabe ansigt. Se bare hvor galt det er gået siden de blev sparet væk!

Vores sufflør har intet navn. Han er selve anonymiteten par excellence. Og han er en kunstner på sit felt. Historien om, hvordan han – for egen regning – specialimporterer sit eget 30 grams papir hjem fra Fortnum & Mason i London, i farven Yellow Buttercup, som ikke knitrer når han blader i manuskriptet og ikke giver genskin, er betagende. Og så kan han sine klassikere; hvert et ord. Vi fornemmer, at han har kunnet dem altid, læsehesten, der allerede tidligt i skoletiden skilte sig ud, ved hellere at ville læse poesi end at spille bold. Fra sin plads i siden – ikke længere i kassen – følger han, nogle gange med foragt, skuespillerens arbejde med de tekster, han elsker og forstår, ofte langt bedre end dem. Han har aldrig, aldrig drømt om selv at blive skuespiller. Jeg har ikke brug for at blive set, og man eksisterer jo alligevel, som han siger. Han søger ikke rampelyset, men er ved teatret på grund af ordene. Han elsker klassikerne, skrevet på Aleksandriner vers, fordi hvert et ord er der af en årsag, og har ikke meget til overs for den moderne dramatik af Lars Norén og Jon Fosse. Hvordan sufflerer man et ’hva’’?

Preben Kristensen spiller rollen med en legende lethed. Så tilbagelænet, at man næsten tror, at han står og improviserer, når han causerer om sit liv som sufflør, om kunsten at sufflere; det handler om at trække vejret i takt med skuespilleren. Og dybt rørende, når han beretter om sin ensomhed, og sin betagelse, ja, forelskelse, i skuespillerinden Amanda, og den nederdrægtige hån og spot, han bliver udsat for, da det bliver opdaget.  Han er virtuos, når lyset skifter og klassikernes ord tager over; En Skærsommernats drøm, Hellig Tre Kongers aften, Onkel Vanja, Tartuffe og helt centralt, Cyrano de Bergerac.  Den mest berømte sufflør i teaterhistorien, der i Andreas T. Olssons strålende tekst bliver selve bindeleddet mellem scenekunsten og virkeligheden.

Det store publikum kender vel bedst Preben Kristensen fra Linje 3, og fra de store musicals og komedier, der bestemt også har fyldt godt gennem den nu 40 år lange karriere. Preben Kristensen selv har altid vægtet balancen mellem komikken, musikken og det dramatiske teater højt, og har gennem årene skabt mange store øjeblikke på scenen. Dette er et af de absolutte højdepunkter.

Det er en pragtpræstation i en pragtfuld forestilling, hvor suffløren helt bogstaveligt får det sidste ord.

”Suffløren”. Af Andreas T. Olsson. Oversat af Niels Brunse.

Instruktion: Jacob Schjødt. Scenografi: Søren Glad.

Medvirkende: Preben Kristensen.

Spiller på Folketeatrets Hippodromen til 25. marts.

Anmeldt 15. februar (premiere).

Forestillingsfoto: Thomas Petri