Tempo, Timing og Tju-hej

Veloplagt lagkage-forestilling om en revy, der bliver til - og med flødeskum på toppen.

* * * * *

Det er synd. Synd, at det hele næsten er slut. Synd for de teaterforeninger, der ikke fik "Tempo, Timing og Tju-hej" på  plakaten, og synd for dem, der ikke greb muligheden, da de havde chancen for at se forestillingen, da den besøgte deres by.

For mens disse linjer skrives er det lille turnéensemble på vej ud til de sidste to forestillinger.

Hvorfor så skrive en anmeldelse, kan man jo med god ret spørge? Jo, når dette site nu er så dedikeret til netop revyen, er det vigtigt at se det hele indenfor genren - eller i hvert fald så meget som muligt, for der er et par revyer, der er glippet.

"Tempo, Timing og Tju-hej" er i øvrigt ikke en revy. Den må i hvert fald ikke kaldes for revy. Årsagen skal findes i Kulturstyrelsens tilskudsregler om, at man ikke må turnere med revyforestillinger. Og uden tilskud, ingen turné. 

Derfor har teaterproducent Louise Schouw og instruktør Jeanne Boel valgt at lave en forestilling, der handler om en revy, der bliver til. Dermed får revyen en ydre ramme, der overholder reglerne, og det er endda en ramme, der i denne sammenhæng fungerer ganske godt.

Selve forestillingen er stykket sammen primært af numre, der har været afprøvet og benyttet før, men altså bundet op omkring hvordan man strikker sådan noget sammen. Så efter en åbningssang om at revyen er vores religion og tro og med den meget sigende linje: Der er dem, der si'r det ik' er finkultur, men hva' gør det hvis bar' det dur, så spoler vi tiden fire uger tilbage til første prøvedag. Skuespillerne er i privat tøj, nogle kender hinanden lidt, andre er nye for hinanden, der er lige nogle ego'er der skal pudses af. En synger hvinende falsk og en anden har et problem med sit store solonummer. Der er både nerver og forventninger.

I takt med at forestillingen skrider frem, tager numrene mere og mere form. Gang på gang afbryder Rasmus Krogsgaard med et forstadie til en parodi; Blachman, Ole Henriksen, Ulf Pilgaard, Anders Fogh....men delvom de duer, så duer de ikke...Kollegerne kan ikke genkende ofret, men vi kan...

Pludselig udvikler prøven på et potpourri over kendte revyklassikere sig til en helt virtuos kakafoni af viser, der er viklet, snoet og strikket sammen så de fire solister synger i munden på i handen. Det nummer må være pianist Thomas Pakulas primære fortjeneste, for det er dælme en musikalsk bedrift. 

Christian Damsgaard har et nummer som præst, der giver bryllupsritualet noget af et moderne boost; og nu må brudeparret give hinanden det ondetse snav... Og vielsen skal selvfølgelig konfirmeres ved et klik på mobilen. Er det ikke på Instagram, er det ikke sket!

Med Rasmus Krogsgaard og Christian Damsgaard som backing på kontrabas og pizzabakke, synger Anne Karin Broberg og Vicki Berlin om, at det søreme ik' er sjovt, at være en lillebitte bange gris. Rammen er morsom, men teksten faktisk dybt alvorlig. Den handler om tremmesvin og dyrevelfærd. Et glimrende nummer.

Inden pausen optræder alle som underbetalte polske håndværkere i velhaver-ghettoen Klampenborg, og nu er der også kommet kostumer på. 

Anden akt er stort set den 'færdige forestilling', nu med færre mellemspil. Christian Damsgaard leverer den fineste  komik i et næsten stumt nummer om at rejse verden rundt, tilsat morsomme lyde og pudsige arketyper, og så bliver vi beriget med to af de allerbedste numre fra sommerens revyer som flødeskummet på toppen af lagkagen; Anne Karins mesterlige monolog om Tessie, en fortinnet 60-årig enke, der vender hjem fra sit skatteeksil i Spanien og bliver meget skuffet over serviceniveauet herhjemme. Nummeret indbragte hende fuldt fortjent prisen som Årets Revykunstner sidste sommer. I erkendelse af, at parodierne ikke slår, an, leverer Rasmus Krogsgaard igen-igen sit ligeledes mesterlige "Give me a Break", hvor han på imaginære trommer, jammer sig igennem de største begivenheder i 2017. Et musikalsk mesterværk af et revynummer - også femte-syvende gang man oplever det.

Et gammelt nummer om "50 shades of Grey", der er ligeså kedelig som at læse op af Silvan-kataloget - så det gør de! - har fået fornyet aktualitet af den seneste film, og så er Vicki Berlin sød som syvårig lommefilosof; i stedet for opmærksomhed, får jeg kvalitetstid... Tag den, forældre! Der serveres også en klassisk vrøvlesketch om to politifolks besvær med at modtage en anmeldelse, vi skal jo have det hele med, og et komisk Vild med Dans-nummer.

Inden finalen afslører Rasmus Krogsgaard de viise ord, at det kræver ligeså meget blod, sved og tårer, at lave en fiasko som at lave en succes, og han og Anne Karin frygter for anmeldernes dom. Vi får nok fire stjerner - én i BT, én i Ekstrabladet.....

Bare rolig! Så galt går det slet ikke. Langt fra. "Tempo, Timing og Tju-hej" har præcis det den lover, skuespillerne er gode, rammen fungerer og pianisten fås næppe bedre. 

Og så var de gode til at klæde om....de får én stjerne - hver....

"Tempo, Timing og Tju-hej". En forestilling om en revy, der bliver til.

Idé, manuskript og tekst og musik af: Rasmus Krogsgaard, Jeanne Boel, Vicki Berlin, Leif Maibom, Thomas Pakula m.m.fl. (der var ikke noget trykt program med kredits).

Instruktion: Jeanne Boel.

Medvirkende: Vicki Berlin, Anne Karin Broberg, Rasmus Krogsgaard og Christian Damsgaard. Pianist: Thomas Pakula.Og Jeanne Boel (speak).

Produceret af Louise Schouws Teater.

Anmeldt 14. februar i Ishøj KulturCafé. Spiller kun to gange mere på turné.