Mig og Ulf - The mini-musical

Ungt talent møder moden rutine i munter generationsrevy-komedie, der er mere hyggelig end hip.

* * * *

Flemming Jensen er en af dinosaurerne i dansk revy. I mere end 30 år har han skrevet til og optrådt i revyer over hele landet. Han er en ægte humorist af den go'e gamle skole. En af den slags modne mennesker, der gør en dyd ud af at være ældre og erfaren på en måde, så de næsten virker ældre end de er. Lige netop det har han skrevet en forestilling om.

"Mig og Ulf" er lidt af hvert; lidt revy, lidt show, lidt generationskomedie. I en ramme, der handler om at et planlagt show med revy-højdepunkter fra Flemming Jensens og Ulf Pilgaards lange karrierer lider skibbrud fordi Ulf ikke møder op, springer suffløsen, Amalie Fjeldmose,  ind på scenen og der skabes dermed et møde mellem to kulturer, ældrebyrden og Ipad-generationen. De to generationer mødes, og finder ud af, at de trods alt godt kan kommunikere med hinanden, selvom det lige kræver lidt tilvænning.

Det er en sjov idé, og den lykkedes også langt hen af vejen ganske godt. Ikke mindst fordi unge Amalie Fjeldmose viser sig at være lidt af et fund. Hun er sød og charmerende, har et dejligt glimt i øjet og en herlig uimponeret udstråling. Hun har det ikke fra fremmede. Hendes far er den lune, gennemmusikalske musiker og revypianist Lars Fjeldmose, og hun er sin unge alder til trods heller ikke uvant med scenen. Hun spillede med stor succes og autoritet titelrollen i de to store musicals baseret på ungdombøgerne om Skammerens Datter på Østre Gasværk.

Amalie Fjeldmose er et oplagt revytalent, og hende vil vi gerne høre og se meget mere til i revy-, musical- og teatersammenhæng i fremtiden.

Flemming Jensen har skrevet og sammensat det hele og han trækker på al sin rutine og erfaring. Han benytter flittigt de virkemidler, han ved fungerer; de uafsluttede sætninger, og den ekvilibristiske leg med ordene og sproget. Det er ikke vanvittigt opfindsomt, men det er unægteligt ganske virkningsfuldt, selvom et nummer på delvist grønlandsk til sidst i første akt ærligt talt virker en anelse søgt. 

Der bliver meget charmerende og med megen dygtighed leget med klassiske revysketches, der vendes og drejes, og mens Flemming Jensen på fineste vis foredrager et par klassiske revyviser, giver Amalie Fjeldmose den gas i et par sangnumre af musical-møder-melodi-grand-prix-typen. Den politisk bevidste Jensen kan selvfølgelig ikke dy sig for at servere et piskesvirp af en Inger Støjberg-joke, og så fremfører han - ligesom i sommerens Stand Up-Revy - Børge Müllers fabelagtige vise "Tapesererens testamente", der er skrevet i 1947, efter Hitlers død, og som trods 71 år på bagen står som var den skrevet i går. Det er skræmmende. Og skræmmende godt.

Generationstemaet bærer desværre lidt for tydeligt præg af, at det er den ældre generation, der har skrevet det hele. Ikke at det ikke er gjort med stor selvironi, og med en pointe i, at selvom vor tids unge kan virke overfladiske og overdrevent materialistiske, så er de grundlæggende helt i orden, og det er jo ikke deres skyld, at de skal redde hvad vi ældre har spoleret. Men det er unægteligt mere hyggeligt end hipt.

Det havde været en kæmpe fordel for forestillingen, hvis der havde været tale om en generations ping-pong både på tekst- og idéplanet og på scenen. Ikke desto mindre er "Mig og Ulf" en ganske udmærket forestilling, og både det grå guld, der søndag aften fyldte Taastrup Teater, og min 20-årige ledsager, var godt underholdt.

"Mig og Ulf - The mini-musical". Af Flemming Jensen med lidt lån fra Børge Müller og Woody Allen. Musik af Lars Fjeldmose, Alen Menken, Thomas Pakula, Joan Javits, Gershwin, Ulf Fleischer, Flemming Jensen, Cole Porter og John De Pres.

Instruktion: Lars Knutzon. Scenografi: Kirsten Brink. Musik: Lars Fjeldmose (indspillet).

Medvirkende: Flemming Jensen og Amalie Fjeldmose.

Premiere 1. februar på Aveny-T. Turné foreløbigt frem til 15. april.

Anmeldt 11. februar på Taastrup Teater.