CHESS

Xenia Lach-Nielsen triumferer stort i en fremragende dansk version af musicalen ”Chess”. ANMELDELSEN BRINGES OGSÅ PÅ BT.DK

* * * * *

Skak! Og mat!

Værsgo’ sådan skal det parti spilles. Den nye, danske version af den gamle koldkrigsmusical ”Chess” går rent hjem i Tivolis stort anlagte, visuelt flotte og vokalt ypperlige version.

Man kender en hel del af sangene, også selvom man aldrig har set musicalen før. Allerede inden den nåede Westend i London i 1986, var sange som ”I Know him so well” og dansegulvshittet ”One Night in Bangkok” blevet solide radiohits, båret frem af komponisterne Benny Andersson og Björn Ulvaeus’ fortid i 70’ernes største popband ABBA. Senere har hymnen ”Anthem” opnået en eller anden form for klassikerstatus.

På scenen har succesen været mere blandet. Den gik godt i London, og gik slet ikke i New York. En svensk musical med en russisk helt i 1980’ernes USA var måske også dødsdømt på forhånd. Herhjemme har ”Chess” været opført flere gange, alene med aftenens producent og kapelmester Mikkel Rønnow ved roret fem gange. Senest i 2012 på Aarhus Teater og i københavnske Falkoner, i en ikke specielt vellykket version.

Denne gang sættes alle sejl til. Alle syv hovedpartier er flot besat med rigtigt gode stemmer; i spidsen Stig Rossen som den russiske stormester Anatoly, Bjarne Langhof som hans amerikanske modsætning og Xenia Lach-Nielsen som amerikanerens ungarskfødte assistent, der falder for modstanderen, og bliver en brik i det storpolitiske spil. Koret – 16 meget velsyngende, dansende og flittigt agerende sangere og dansere – fungerer upåklageligt, og de giver forestillingen det liv og den vitalitet, som måske ikke ligefrem ligger lige til højrebenet. ”Chess” er dramatisk set lidt stillestående; bygget op nærmest som en opera; en arie her, en duet der. Indimellem en kvartet, hvor ordene desværre her drukner i stemmernes pragt. Det er så også den eneste lille svipser i en ellers flot forestilling. 

”Chess” handler om kærlighed og kold krig. Ved skakbordet kæmper Sovjetunionen og USA om verdensmesterskabet, men det egentlige spil spilles i kulissen. Især for russerne har det betydning at få skovlen under amerikanerne i et spil, der handler om at være klog og tænke strategisk. At amerikanernes mand, Frederic Trumper – jamen, ved Gud, det hedder han og det er skrevet i 1980’erne – er et gedigent røvhul er kun med til at tegne konflikten endnu tydeligere op. Han er en arrogant, overfladisk nar. Selv hans assistent/elskerinde Florence ved det. Hun er som barn flygtet fra Ungarn, og aner ikke om hendes far stadig er i live i en sovjetisk fangelejr et sted i Sibirien. Hun har al mulig grund til at hade russerne, men hun tiltrækkes også – af modstanderen, den stovte Anatoly. Han har ikke en assistent, men en sekundant, den udspekulerede og manipulerende Molokov, med en hær af KGB-agenter i ryggen. Anatoly vinder både Florence og verdensmesterskabet, og hopper straks af til Vesten, efterladende kone og søn hjemme i Moskva.

Ligesom den professionelle fodbold i dag styres af pengestærke tv-selskaber, styres skakmatchen også af tv-manden Walter, som nok ved hvad der sælger og giver seere. Han hyrer den slagne Trumper som sidelinjekommentator ved det efterfølgende års verdensmesterskab i eksotiske Bangkok, og Anatolys kone, Svetlana, og Florence’ far inddrages i spillet. Hvis afhopperen Anatoly vinder spillet må han forlade Florence og vende hjem til sin familie i Sovjet, mens Florence får sin far tilbage. Taber han, får ingen af dem deres familie at se igen. Et dilemma som taget lige ud af ”Mads og Monopolet”.

Både visuelt – en flot, skakternet scenografi og et voldsomt velkoreograferet ensemble – og især vokalt er denne opsætning helt i top. Og oven over alle stråler Xenia Lach-Nielsen, der begejstrer og triumferer stort som Florence.

At kalde det et gennembrud for Xenia Lach-Nielsen vil være en fornærmelse, for dertil har hun lavet alt for meget godt hidtil i karrieren, men man kan roligt sige, at hendes præstation her avancerer hende helt op på absolut øverste hylde i det danske musical-hierarki. Hun er absolut fremragende. Vokalt på et niveau, man vel knapt nok tidligere har hørt mage på en dansk musicalscene og med et fint nuanceret spil; både stærk og skrøbelig.

Overfor hende står Stig Rossen som en stenstøtte – bogstaveligt talt – af scenisk autoritet. Stemmepragten er ikke blevet svagere med årerne. Hans ”Anthem”, på dansk ”Mit hjertes land”, der afslutter første akt, får de små hår til at rejse sig i nakken. Jeg genhørte originalen med Tommy Körberg og helt ærligt, den når ikke Stig Rossens version til anklerne. De to, hver for sig sammen, synger taget af Tivolis Koncertsal, men det er synd, at Stig Rossen har så pokkers svært ved at bevæge sig på en scene. Hans fysiske stivhed smitter lidt af på resten af solisterne. Hans modsætning er Bjarne Langhof, et relativt nyt navn på musicalscenen, der så måske giver den lige lovlig meget gas som Frederic, men som også synger aldeles upåklageligt. Det samme må man bare sig om resten af ensemblet: Jakob Zethners dybe russiske bas som Molokov, Martin Lofts sleske Walter, Pernille Pettersons forsmåede Svetlana og Kristian Vetters korrupte skakdommer, meget passende iklædt boksepromotor-stribet habit. Hver og en leverer de hvad de skal og lidt til.

Det er første gang, at ”Chess” opføres i dansk oversættelse i en professionel opsætning, og generelt fungerer oversættelsen godt. Man har dog opgivet at oversætte ”One Night in Bangkok”, der åbner anden akt, og det er synd. Det forvirrer, og skaber en kortvarig ubalance i et ellers fremragende show.

”Chess”. Musical af Benny Andersson, Björn Ulvaeus og Tim Rice. Oversættelse: Jesper Malmose.

Instruktion: Mark Clements. Scenografi og kostumer: Peter McKintosh. Koreografi: Nick Winston. Lysdesign: Tim Mitchell. Kapelmester Mikkel Rønnow.

Medvirkende: Xenia Lach-Nielsen, Stig Rossen, Bjarne Langhof, Jakob Zethner, Martin Loft, Pernille Petterson, Kristian Vetter og et ensemble på 16 sangere og dansere.

Spiller i Tivolis Koncertsal den næste måned. Derefter spilles i Musikhuset Aarhus, Odeon i Odense, Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro.

Anmeldt 19. januar (premiere)

Foto: Rumle Skafte