De lystige koner - i det vilde vesten

Shakespeares lystige komedie er flyttet fra Windsor til the Wild West. Det kunne være lystigere, men Tom Jensen morer som den liderlige Falstaff.

* * * 

Det gode ved Shakespeare er, er man kan så meget med det. Herunder flytte handlingen i tid og sted. Næsten intet er helligt. Næsten alt er muligt. Shakespeares værker er som ler i hænderne på dygtige dramaturger og instruktører og det er selvklart den slags, der skaber klassikere.

"De lystige koner" er en sædekomedie om moralsk fordærv. Oprindeligt udspiller komedien sig i 1500-tallets England, nærmere bestemt i Windsor, men i Frede Gulbrandsens version, som Folketeatret lørdag sender på turné hele landet rundt - og som siden runder af med en god måneds tid på Store Scene i Nørregade - er handlingen henlagt til det vilde vesten, engang efter Borgerkrigen hen mod slutningen af 1800-tallet.

John Falstaff er veteran fra krigen, en pensioneret og temmeligt falleret fupmager. Fordrukken er han også. Han er ærligt talt ikke noget sympatisk menneske. Men han synes selv, han er en fandens karl og udspekulerer en snedig måde at komme til penge på. Han vil simpelthen forføre ikke én, men to af borgerskabets fruer, som han mener har sendt ham lystige blikke. Fru Fjord og Fru Pagh er da heller ikke umiddelbart helt uden for rækkevidde, men det kommer de hurtigt, da de opdager, at han har den frækhed at kurtisere dem begge. Derfor lægger de en plan om at narre Falstaff i stedet, så han kan komme ned med nakken. 

Hvad er egentlig forskellen på Windsor og The Wild West? Jo, man kan vel sige, at der er elegancen til forskel. Ved at henlægge historien til en støvet by på prærien, behøver man ikke søge efter den britiske elegance i komedien og lægger i stedet vægten på en gedigen omgang screwball-komik, anført af Tom Jensen i den centrale rolle som narren Falstaff. 

Han er virkelig meget morsom og slider behjertiget i det, men forestillingen som helhed kunne bestemt være lystigere. Der er et eller andet ved western-komedier; jeg ved ikke hvad, men det bliver altså hurtigt noget 'klædt-ud-til fastelavn-agtigt'. Her opstår der også en underlig ubalance mellem Shakespeares replikker, der grundlæggende gengives i Niels Brunses oversættelse og så den, fornemmer man, lidt skødesløse bearbejdelse så det passer ind i cowboy og indianer-rammen. Det fungerer ikke rigtigt. Det ligner det vilde vesten, men det lyder ikke som det vilde vesten. Man har simpelthen ikke taget skridtet fuldt ud. Havde man dog bare valgt en total nyoversættelse/gendigtning af komedien, så tror jeg, at man kunne være havnet det rigtige sted. 

Det er en stor opsætning med mange medvirkende og en stærk rollebesætning. Lisbeth Gajhede spiller koblersken Madam Rap som livsklog indianer-sqauw. Det er hende, der sørger for at alle intrigerne og  forviklingerne bliver sat i sving, og som sidehistorie skal hun sørge for at få fru Paghs kønne datter giftet med den 'rigtige' blandt de mange bejlere; fru Paghs favorit er den koleriske franske læge, hr. Paghs yndling er svæklingen Tyndsak og pigens egen udkårne er Fenton, som her er en ung indianer. Dette kulørte persongalleri er mildt sagt ikke særligt interessant. Så er der mere komisk kød på Jesper Asholts skinsyge hr. Fjord, der forklædt som mexicaner, får hele affæren serveret på et sølvfad, men stadig ikke fatter en brik.

Mette Horn og Camilla Bendix er lystige som de lystige fruer. Sidstnævntes fru Pagh med så god varme i underlivet af Falstaffs tilnærmelser, at det nok er meget klogt, at det er den anden, fru Fjord, der bliver lokkedue. 

Latteren får først rigtigt frit løb med Falstaffs stævnemøder med fru Fjord, hvor Tom Jensens falde-på-halen-komik folder sig ud, og hvor Frede Gulbrandsen ikke været bleg for at bruge de mest klassiske virkemidler; det er altid sjovt når mænd taber bukserne, slår en syngende prut mens de kurtiserer fruen og ender i dametøj som var det Charles' tante. Det forekommer at være lidt for lidt af det gode.

"De lystige koner - i det vilde vesten". Af William Shakespeare. Bearbejdet af Ninette Mulvad og Frede Gulbrandsen efter Niels Brunses oversættelse.

Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Koreografi: Tine Salling.

Medvirkende: Tom Jensen, Mette Horn, Camilla Bendix, Lisbeth Gajhede, Jesper Asholt, Kristian Halken, Asger Reher, Søren Hauch-Fausbøll, Jakob Højlev Jørgensen, Sarah Juel-Werner, Niclas Wessel Kølpin, Jesper Riefensthal, Thomas Diepeveen og Emil Blak Olsen.

Turnépremiere 20. januar i Sønderborg. Turnerer til 16. marts. Spiller fra 22. marts til 26. april på Folketeatret i København.

Anmeldt 18. januar (pressevisning i Grøndalscentret).

Forestillingsfoto: Gudmund Thai.