12-12-2017

God jul & godt nytår

Kære læsere,

I aften skulle jeg egentlig have set dette kalenderårs teaterforestilling nummer 76, men jeg er desværre blevet forhindret. Da det samtidig var planlagt at være årets sidste teatertur, så bliver det 'kun' til 75 anmeldelser i 2017 på www.mortenbuckhoj.dk.

Det har været et fantastisk år. Jeg har fået rigtigt mange besøgende; rigtigt mange, der fast 'kigger forbi' for at læse mine anmeldelser og jeg er meget stolt, glad og beæret over den respekt og anerkendelse jeg møder i branchen. Det er noget, der betyder virkelig meget for mig.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle gribe så meget om sig, da jeg i maj 2016 besluttede at kaste mig ud i et site med revyanmeldelser. Tak fordi I har fulgt, læst og delt mine ord. Det varmer.

I sommer lavede jeg en aftale med BT om at de benytter nogle af mine anmeldelser. Det blev til 19 anmeldelser på BT siden 1. juni, og det har jeg været rigtigt glad for, og jeg håber bestemt, at samarbejdet kan fortsætte i 2018. Lige p.t. foreligger der ikke nogen aftale - hverken om at fortsætte eller om at stoppe samarbejdet.

Aftalen med BT har betydet større opmærksomhed på mine anmeldelser - og nok så væsentligt, så har den jo også bidraget til sitets trængte økonomi. Af begge årsager håber jeg afgjort, at den fortsætter. Ellers må jeg jo til at se mig om efter andre indtægtskilder, for helt omkostningsfrit er det ikke at tage i teatret rundt om i landet, selvom billetterne er gratis... jeg har således krydset Storebælt 26 gange.

Men uanset at der er en del udgifter forbundet med anmeldersitet her, så fortsætter jeg ufortrødent efter nytår. De første forestillinger er allerede plottet ind i kalenderen. Den første 4. januar på Folketeatret.

Indtil da trækker jeg stikket og holder lidt jule- og nytårsferie. 

Jeg ønsker alle læsere og hele teaterbranchen en rigtigt god jul og et godt nytår. Tak for opbakningen i 2017 og på gensyn i 2018!