02-12-2017

Han, hun, vov og igen!

Det vrimler med skæve karakterer og skøre indfald i Bodil Jørgensens og Jens Jacob Tychsens komplet vanvittige juleshow på Republique.

* * * 

'Et gakkelak comedy juleshow!'

Sådan beskriver Bodil Jørgensen og Jens Jacob Tychsen selv deres nye show "Han, hun, vov og igen!". 'Igen', fordi parret lavede et meget rost show tilbage i 2011, og altså nu gentager succesen i december på Østerbro.

Det er i hvert fald ikke falsk varebetegnelse. Showet er virkelig helt gakkelak. Det vrimler med skøre indfald og skæve karakterer i en sådan grad, at det næsten er både for meget - og for lidt.

Siden de to sidst optrådte sammen er der sket en del. Bodil Jørgensen har bare lagt på og lagt på sin folkelige popularitet i film, på teatret og i tv. Jens Jacob Tychsen har spillet en af de bærende roller i "Badehotellet" og er gået fra 'hvor er det lige vi har set ham før'-kategorien til at være kendis i A-kæden, som det kaldes på ugebladsredaktionerne.

Det skulle være en god garant for 14 udsolgte aftener på Republique, og måske har den forventning i nogen grad været en sovepude. Jeg ved det ikke, men "Han, hun, vov og igen!" virker altså langt hen af vejen som om man er sprunget en fase i produktionen over. Den fase, hvor en skør idé videreudvikles og raffineres, så den både morer, overrasker og har en pointe, når den præsenteres for publikum.

Ideerne har de jo. Og karaktererne. Blandt andet parret Kirsten og René, der går igen tre gange, og fortæller vennerne om de mest intime detaljer i deres liv; fra eksperimenter med analsex, over anskaffelsen af et 'lokum alrum', så de kan holde samtalen kørende når han har diarré, til at dette ærkedanske, gennemsnitsforstadsægtepar har meldt  sig ind i Naizstpartiet. Pletvist sjovt, men ikke stramt nok - og da slet ikke til tre numre!

Bodil Jørgensen ser forrygende ud som 'skosigerske', der 'læser i sko', men teksten savner simpelthen indhold, og det samme kan man sige om et ultra kort nummer om 'hvem vil ikke være Bodil Cath' og skrive kendis biografier, eller når hun optræder i en kort monolog om hvad humor er.

Der er mere kød på Jens Jacob Tychsens numre; som spritbilisten, der forsøger at snige en julebrandert hjem bag rattet - "Jeg er en go' bilist - kører fint på sprit - li'som sidst', eller når han bag flyglet synger en smægtende kærlighedshyldest til kvinden i sit liv, der oser af mandschauvinisme og besiddertrang. Det er numre med fylde og substans.

Efter pausen bliver det også meget morsomt, når en sagesløs mand i publikum skal agere bugtalerdukke i et nummer om komplimenter. #MeToo kampagnen berøres med et strøg over rumpetten, bag tæppet, hvor Bodil skiftevis forarges over at blive rørt og ikke blive det - 'der er sgu aldrig nogen, der rager på mig', klager hun. I slutnummeren tager de tykt gas på selv sig som aldrende tv-seere, der synes at "Badehotellet" er det værste lårt.... Selvironisk og morsomt, men lige langt nok i spyttet.

Ind i mellem alt det nævnte, får vi tre beslægtede video-indslag, der handler om hvordan almindelige mennesker reagerer overfor kendte i det offentlige rum. Fornemmer man, at historierne bunder i egne oplevelser? Ja, det tror jeg nok, man gør. Vi får Jens Jacob Tychsen i nøgendragt og Bodil Jørgensen på ski, og et utal af andre karakterer. Tychsen danser med en kylling og parret optræder som talentløse tryllekunstnere. Det er nok den mest fortærskede idé i dansk revyhistorie, og nej, den er heller ikke sjovt udført her.

Alt i alt bliver "Han, hun, vov og igen!" til et af den slags shows, hvor ideerne er sjovere end slutproduktet. Jeg har ledt og ledt efter den fjerde stjerne, men jeg fandt den desværre ikke.

"Han, hun, vov og igen!".

Idé og koncept: Bodil Jørgensen og Jens Jacob Tychsen. Tekster af Bodil Jørgensen, Jens Jacob Tychsen, Anette Toftgaard, David Rousing, Jens Korse, Niels Olsen og Louise Mieritz.

Instruktion: Joy Maria Frederiksen. Scenografi: Rasmus Rahbek. Grafik på scenen: Liv Løvetand.

Medvirkende: Bodil Jørgensen og Jens Jacob Tychsen.

Spiller på Republique til 16. december.

Anmeldt 1. december (premiere).

Foto: Per Morten Abrahamsen.