25-10-2017

Made in Aarhus - Teaterkoncert

Teaterkoncerten ”Made in Aarhus” er et overflødighedshorn af hits med det ene til fælles, at de alle er skrevet af Aarhus-kunstnere. Den dramatiske ramme er lidt løs i det, men der synges og spilles flot af et 10-mands orkester og fem dygtige sangere. ANMELDELSEN BRINGES OGSÅ PÅ BT.DK.

* * * *

Det hævdes, at alle popsange handler om kærlighed.

Det er måske ikke helt sandt, men der er nok noget om snakken, og kærligheden og dens vildveje er da også den røde tråd, der fletter mere end 40 af de mest kendte popsange sammen fra de seneste fire årtier godt og vel. Alle sange, der har én ting til fælles; at de er skrevet eller originalt fremført af kunstnere fra Smilets by.

Vi kommer vidt omkring i den knapt to timer lange teaterkoncert fra Flemming Bamse Jørgensen til Kliché, men med en hovedvægt på sange fra TV-2 og Steffen Brandts iørefaldende sangskat.

Instruktøren Anders Lundorph har sammen med kapelmester og medproducent Mikkel Rønnov udvalgt sangene og gennem dem skabt den ramme, forestillingen er bygget op omkring. En ramme, der i al sin enkelthed handler om mennesker, der mødes, forelsker sig, mister gnisten, skilles og forsones igen.

Ud fra den ramme er det faktisk lykkedes, at få de fleste sangtekster til på en eller anden måde, at danne en samlende fortælling. Ok, sine steder lidt søgt, men slet ikke dårligt.

Det giver for eksempel ganske god mening at lade Trine Pallesen og Xenia Lach-Nielsen mødes til Anne Linnets klassiker ”Smuk og dejlig”, finde sammen til Poul Krebs’ ”Sådan nogle som os” og skilles igen til Tina Dickows ”Pigen ud af Århus”. Ligesom TV-2’s ”Kys bruden” giver anledning til at lade Tomas Ambt Kofod forsøge at stikke af med bruden, Annette Heick, der netop er blevet gift med ham den anden, hun mødte ved stoppestedet, Kris Herman.

Fire forskellige musikalske arrangører står bag hver af handlingsforløbets fire faser, uden at det ligefrem skinner tydeligt igennem. De fire faser kredser om mødet, bruddet, savnet og en ny start – tilsat en ekstra krølle i form af fem ekstranumre til at klappe i takt til.

Det er interessant at opleve især teksterne på en ny og anderledes måde i forhold til hvordan man normalt kender sangene, og et par gange efter pausen har Lundorph og Rønnow stort held med at lade to forskellige sange flette sig ind i hinanden og af den vej få en helt ny mening. Simon Kvamms ”Gå med mig” flettes elegant med Medinas ”Kun for mig”, Helmigs ”Det er mig der står herude og banker på” flettes med ”Nu hvor du har brændt mig af”, og rigtigt sjovt bliver det da Jacob Haugaard og Finn Nørbygaards sang om en skalling fra ”Malling” mikses med Helmigs ”Gotta get away from you”, når Xenia Lach-Nielsens bondske pige speeddater en fortvivlet Tomas Ambt Kofod med kærestesorger.

Den dramatiske ramme er lidt til den løse side, og generelt mangler showet ganske enkelt noget ramasjang. Det bliver lidt for pænt og poleret, grænsende til det lettere kedsommelige, men der synges knaldgodt over hele linjen, og orkestret spiller fedt. Allestedsnærværende Benjamin La Cour har skabt en enkel, men meget effektiv scenografi og et lækkert lysdesign, til gengæld er hans valg af kostumer kikset. Enten er det kedeligt almindeligt eller også er det direkte uklædeligt. Instruktionen er kvik og letløbende, og Lundorph får meget godt ud af både sangvalget og solisterne, der alle hver især står stærkt, og sammen skaber masser af velklingende vellyd.

”Made in Aarhus” er langt fra perfekt, men ganske vellykket og med et overflødighedshorn af hits, som man skal have været tonedøv de seneste 40 år for ikke at kende og kunne nynne med på, skal det nok blive et hit ude på den landsdækkende turné.

”Made in Aarhus – Teaterkoncert” med tekst og musik af Steffen Brandt, Thomas Helmig, Anne Linnet, Tina Dickow, L.O.C., Flemming Bamse Jørgensen, Jacob Haugaard, Simon Kvamm, Gnags og mange flere. Sammensat af Anders Lundorph og Mikkel Rønnow.

Instruktion. Anders Lundorph. Scenografi: Benjamin La Cour. Koreografi: Karina Dichov Lund. Vokal arrangør: Line Groth Riis. Orkesterarrangement: Jørgen Lauritsen, Per Ekdahl, Nikolai Bøgelund og Jesper Riis. Kapelmester: Mikkel Rønnow.

Medvirkende: Annette Heick, Xenia Lach-Nielsen, Trine Pallesen, Tomas Ambt Kofod og Kris Herman.

Spiller på Docken i København til 29. oktober. Derefter landsdækkende turné til 26. november.

Anmeldt 24. oktober på Docken (premiere).

Foto: Brita Fogsgaard

Tilføjelse: Skal man se forestillingen på Docken, så vær opmærksom på, at serveringen inden forestillingen af den mad, en ikke særligt spændende tapas tallerken, som kan/skal bestilles i forvejen, er ekstremt langsom og utjekket. Kom i god tid, vær tålmodig eller spis hjemmefra.