Enetime

Skarp og aktuel udgave af Ionescos klassiker "Enetime" på Teatret ved Sorte Hest.

* * * *

Det er næsten skræmmende aktuelt, når Professoren hen mod slutningen af Ionescos enakter "Enetime" tager sin unge, smukke elev med vold. En vold så voldsom, at hun dør af den.

Aktuelt set i relation til sagerne om seksuel chikane, der er blusset op via Weinstein-sagen fra Hollywood, og har fået tusindevis af også danske kvinder til at skrive #MeToo på deres sociale medier netop i disse dage.

Magt og herskertrang er kernen i den rumænskfødte dramatiker Eugène Ionescos absurde klassiker fra 1951, som teaterchef og instruktør Maria W. Vinterberg har sat op på sit lille, intime teater ved Sorte Hest på Vesterbro. Eleven og professoren udspiller deres lille, intense magtkamp under en enetime. Hun med koket ungdommelighed og måske et godt øje til ham, der har alder og intellekt. Han med en overlegenhed og arrogance, der bliver udfordret og sat på prøve. Men også med en magt, der trods advarslerne fra hans concierge, ender med at tage netop magten fra ham.

Er det sådan filmmogulen Weinstein har følt det, når en ung skuespillerinde har besøgt ham og bedt om råd, vejledning og nå ja, en rolle? På én og samme tid overlegen og magtfuld, og ydmyget. I en sådan grad, at han er gået til yderligheder og over grænsen.

Replikkerne er absurde. Det giver reelt ingen mening, at den unge magisteraspirant undervises i hvad 4 minus 3 er, men ordene skaber de billeder vi danner os, skaber en struktur, en handling, en fortælling. Hen af vejen giver alt det sære og absurde alligevel mening.

Absurd teater kræver en skarp instruktion og gode skuespillere, og det har denne fine, lille opsætning, som både er meget morsom og foruroligende grum. Maria Vinterberg har skabt en tæt og stram forestilling. Mads Wille har i følge det trykte program lært 5.728 ord udenad (jeg indrømmer, at jeg ikke har tjekket om det er sandt), og er en glimrende professor i al sit psykopatiske vanvid. Han har både den charme og den farlighed, der skal gøre hans karakter  interessant . Sarah Boberg spiller conciergen Marie (ordet minder lidt om det engelske conscience, der betyder 'samvittighed') med en farlig afdæmpet kulde. Observerende, advarende og resignerende. Har hun også et godt øje til magtmanden? Er hun direkte medskyldig? Ja, mon ikke.

Rosalinde Mynsters kokette lillepige, der genert kigger væk, og stråler af forventningsfuldhed, har i begyndelsen svært ved at få sin replik til at virke naturlig, men hun bliver bedre i takt med at hun flåes i stumper og stykker af den psykiske og fysiske vold. Med mascaren løbende ned af kinderne og spyttet hængende ud af munden med de smertende tænder, leverer hun en rå og uforfængelig præstation.

Marianne Nilsson har skabt en enkel og velfungerende scenografi til den lillebitte scene, og altsammen bidrager det til en god teateroplevelse på blot en time og godt 15 minutter.

"Enetime" af Eugène Ionesco. Oversat af Christian Ludvigsen.

Instruktion: Maria W. Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson. Lysdesign: Søren Kyed. Kostumer: Mikael Jensen.

Medvirkende: Mads Wille, Rosalinde Mynster og Sarah Boberg.

Spiller på Teatret ved Sorte Hest til 2. december.

Anmeldt 20. oktober (premiere).

Foto: Robin Skjoldborg.