19-10-2017

Skattesagens helte

Politisk-satirisk farce om skattesagen mod Helle Thorning Schmidts mand har fokus på politisk råddenskab og manglende moral.

* * * * *

Man skal virkelig spidse ører.

For selvom "Skattesagens helte" er politisk slapstick komedie, så handler den sandelig om noget. Om politisk råddenskab og manglende moral, og om noget så kompliceret som SKATs tilflytterregler og fraflytterregler. Jo tak, 'vi' bliver skam 'hørt i dem', således at alle fra starten har forstået præmissen. Eller har vi nu også det?

For handler det i grunden ikke om, at vi aldrig rigtigt kommer til bunds i den slags sager; at der altid er nogen, der flyder ovenpå, kryber udenom?

Kristian Halken har skrevet teksten, der meget langt hen af vejen er taget direkte ud af virkeligheden, fra Skattekommissions digre 1700-sider lange rapport om skattesagen mod Helle Thorning Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnock. Han har haft politisk sparring med journalisten og forfatteren Marie Louise Toksvig, og de har været grundige. Det må have været et kæmpe arbejde, at grave sig så langt til bunds i kompliceret stof, at man efterfølgende kan benytte det til at skabe morsom, politisk satire.

Resultatet er blevet en godt to timer lang, til tider nærmest hæsblæsende forestilling. En tour de force for tre skuespillere, to musikere og en stum scenemester, der indgår i persongalleriet af diskrete embedsmænd i jakkesæt og neutrale, gule slips.

Ina-Miriam Rosenbaum, Andreas Jebro og Søren Bang Jensen spiller alle roller - på kryds og tværs, for at få kabalen til at gå op - i det omfattende persongalleri, hvor vi faktisk slet ikke møder den det hele handler om, Stephen Kinnock, og kun ganske kort Helle Thorning Schmidt. Forestillingens virkelige hovedpersoner er det embedsmandsværk, anført af Departementschef Peter Loft, der begynder med at trille en lille bold i sneen, som til sidst ender som en lavine og en af nyere tids største, politiske skandaler.

De er flittige på scenen, og morsomme, når parykkerne flyver fra hoved til hoved og handlingen eskalerer til et rablende crescendo. Selvfølgelig kan man ikke dy sig for at spille det fysiske kort; at Ina-Miriam Rosenbaum kun er omtrent halvt så høj som sine to langlemmede medspillere. Er det ikke også sådan, vi engang i mellem oplever 'systemet'? Som et uoverskueligt bjerg, der tårner sig op omkring os og lukker os inde?

Jens Korse fra DRs Selvsving har skrevet forestillingens indlagte sange, som vi vel ret beset godt kunne have undværet, men som omvendt giver et lille pusterum midt i virvaret. Bliver der brugt lige lovlig meget energi på, at råbe ud til publikum, at 'Stephen Kinnock er bøsse!'. Ja, det gør der nok, men rygterne, og sladderen, der i følge Halken/Toksvig starter hos Kinnocks egen revisor, og ender på den nærmest ekstatisk henrykte ministers bord - Andreas Jebro er aldeles herlig som Troels Lund Poulsen - er netop med til at understrege det groteske i hele sagen. Er det relevant? Ikke et sekund, men fjerner det fokus fra det, som det virkelig handler om? Ja, det gør det!

"Skattesagens helte" peger nok fingeren mod en sammenspist statsadministration, rådne politikere og kyniske spindoktorer, men her er ingen 'helte'. I sidste ende, går alle fri. Selv ministeren, der nærmest er på selvmordets rand, kan nøjes med en kort orlov fra Folketinget, så er alting glemt igen. Direktøren i SKAT, de juridiske konsulenter, spindoktorerne, departementschefen og skatteålene ender nok med ridser i lakken, men slipper for straf. Som Troels Lund Poulsen så rammende forsvarer sig i slutscenen, helliger målet midlet. Det er legitimint at tilsidesætte al moral, så længe man gør det for at fremme en større sag, noget man tror på. Det er politik!

"Skattesagens helte" er første del af projektet Glemmebogen, der tager udgangspunkt i politiske sager, der er gået i glemmebogen. Næste forestilling handler om Bjarne Corydon og salget af DONG. På baggrund af denne forestilling, så glæder vi os til næste kapitel.

"Skattesagens Helte". af Kristian Halken. Sangtekster: Jens Korse. Journalistisk konsulent: Marie Louise Toksvig. Musik og musikalsk ledsagelse: Anders Birk og Michael Andersen.

Instruktion: Anne Zacho Søgaard. Scenegraf: David Gehrt. Koreografi: Rebekka Lund.

Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum, Andreas Jebro og Søren Bang Jensen.

Producent: Off-Off/Produktion v/Ina-Miriam Rosenbaum.

Forestillingen turnerer rundt i Danmark, og spiller på Teater Grob til 2. november.

Anmeldt 18. oktober (Københavnerpremiere).

Forestillingsfoto: Andres Hjerming.