Entourage - Wallmans

Kært og næsten rørende gensyn med artisten Benny Schumann i Cirkusbygningen, hvor Wallmans byder på et energisk, flot og lidt overfladisk popshow med glimrende mad.

* * * *

Siden 2004 har den svenske underholdningskoncern Wallmans drevet den historiske Cirkusbygningen i København med sit faste koncept med Dinner & Show, hvor de unge artister ikke alene synger og danser, men også mellem shownumrene render rundt i salen og serverer mad og drikke for publikum. Det er utvivlsomt et hårdt arbejde, men de går til opgaven med smil, overskud og en imponerede energi. Tjener-entertaineren ved vores bord ved premieren på sæsonens nye show "Entourage" var en høj, langhåret svensker, Robin Blomgren, med en rå rockstemme og et smittende smil. En 'hunk' kalder man vist hans type på ny-dansk.

Han og kollegerne, i alt seks sangere og fem dansere, slider forbilledligt i det hele aftenen, der består af fire serveringer, seks shownumre og tre artistentréer. 

Særligt én artist går rent hjem.72-årige Benny Schumann er nærmest vokset op i Cirkusbygningen, som var vinterhovedkvarter for den nu hedengangne Cirkus Schumann i mere end 20 år tilbage i 50'erne og 60'erne. I 1967 skabte Benny Schumann sit tallerkenjonglørnummer, hvor han styrer 12 roterende tallerkner på én gang, og det har han optrådt med siden overalt i verden fra berømte cirkus og variéteer til butikscentre og markedspladser. Nummeret har 50 års jubilæum i år, Schumann selv har optrådt i 67 år - og kan stadig gå i spagat samtidig med at han snurrer en tallerken på en lang pind - og han har selv skrevet til Wallmans og tilbudt sig. Selvfølgelig tog de i mod tilbuddet! Hans nummer, der ligger tidligt i showet, er et næsten rørende gensyn med en skøn gammel artist, og reelt også aftenens eneste indslag, der byder på mere end blot glat, overfladisk, men bestemt også lækker og veludført underholdning.

Wallmans er mere end et show; det er en helhedsoplevelse. En aften, der kan strække sig fra kl. 18 til langt ud på natten, afhængigt af om man orker at fyre den af på dansegulvet når artisterne er færdige. Der serveres en fire-retters menu, som i hvert fald på premiereaftenen var glimrende; en stærkt krydret suppe med chili, tre små, delikate spanske tapas, den klassiske hovedret Beef Wellington (indbagt oksemørbrad) med rødvinssauce og kartoffelpuré samt en gedigen dessertkage på hindbær. Serveringen fungerede med militærisk akkuratesse.

Der er show mens man spiser; to dygtige polske akrobater byder tyngdeloven trods i et reb, der hænger ned fra kuplen midt i salen, en noget fersk finsk linedanser, der var havnet i desserten på bord 5, hvis hun ikke havde haft redningsline på, ovennævnte Benny Schumann og så altså aftenens egentlige hovedpersoner; sangerne og danserne. 

Det er unge musicalperformere, de fleste fra Sverige, og de er dygtige. Som nævnt er de energiske, men de kan også synge; især synes jeg mændene var gode. Danserne bevæger sig lækkert, selvom det ikke er verdens mest spændende koreografi, og så er indpakningen uhyre flot; tre scener og et podie midt i salen. Flot scenografi baseret på videografik og lys, elegante kostumer.

Der er kun sparet ét sted; på musikken. Allerede i aftenens første nummer "Rockstar" var det mærkbart, at den indspillede musik slet, slet ikke kan det samme som et levende orkester. Det blev kun tydeligere som aftenen skred frem. Ja, nærmest et irritationsmoment for undertegnende. Uanset hvor dygtigt der synges, så bliver det med båndmusik ikke til meget mere end blot en dygtig omgang karaoke. Ingen nerve, ingen sjæl. Kun kold, overfladisk professionalisme. Godt, at sangerne er så gode som de er, for ellers havde det været pinefuldt. 

Til trods for at de 11 unge mennesker er både smukke og lækre, så er showet bemærkelsesværdigt usexet. Det nærmeste man kommer noget 'sexet' er når showets to mandlige dansere i et af shownumrene kun er iført 'penispung' og fjerboa, og det lykkes faktisk at fremføre såvel Marilyn Monroes 'Diamonds are a girl's best friend" og Madonnas 'Like a Virgin', og et helt nummer inspireret af Baz Luhrman-filmen "Moulin Rouge" uden den mindste snert af sex og erotik. Det er i sig selv en præstation.

Dette til trods er der gang i gaden, knald på festen og showet er et visuelt festfyrværkeri. Man keder sig bestemt ikke. Den del af Walmanns konceptet lykkes til perfektion.

"Entourage", Dinner & Show på Wallmans i Cirkusbygningen.

Instruktion og produktionsdesign: Johan Espeland. Musikalsk instruktør: Figge von Wachenfeldt. Koreografer: P. M. Andersson, Linus Svenheimer, Therese Carlsson og Andrea Ulvenstål. Kostumedesign: Karen Christoffersen. Lysdesign: Mikael Kratt. Film & Animation: Peter Andrén Production. Scenografi: Ljus & Dekor i Halmstad. Backtrack produktion: Johan Röhr, Dan Bornemark, Per Björling, Martin Landström og Mikko Paavola.

Medvirkende: Sangere: Anniela Andersson, Elin Öhgren, Jessica Berge, Robin Blomgren. Jean Michel Bay Helgason og Robert Lukian. Dansere: Andrea Ulvenstål, Hannah Ohlsson, Rebecka Eklund, Magnus Emanuelson og Jacob Wiboltt Sibirzeff. Artister: Benny Schumann, Zbigniew Sobierajski, Michal Nowosadko og Veera Kaijanen.

Spiller i Cirkusbygninge, København.

Anmeldt 20. september (premiere).