Komedien, hvor alt går galt

Folketeatret drager på turné med løssluppen engelsk teater-i-teatret farce, som ved pressepremieren blev spillet med håndbremsen trukket.

* * *

Det er Murphy's Lov: Alt, der kan gå galt, går galt. 

Det er præcis det, den løsslupne engelske teater-i-teatret farce "Komedien, hvor alt går galt" handler om, hvis den da overhovedet handler om noget. En amatørteatertrup skal opføre et klassisk britisk whodunnit krimidrama, og forventningerne er store, men allerede inden det kommer i gang aner man uråd. Sceneteknikerne, der gør scenen klar til aftenens forestilling har i hvert fald deres udfordringer; en kaminhylde vil ikke sidde fast og en dør vil ikke lukke. Et maleri i dekorationen kan ikke hænge fast og skiftes ud, og minsandten om ikke også de leder efter en hund.

Da man først kommer i gang, går det for alvor galt. Det er sådan set det, farcen handler om, at alt, der kan gå galt, går galt. Rekvisitterne mangler, replikkerne leveres i den forkerte rækkefølge og teknikken går bananas.

Det er set før, ikke mindst i Michael Frayns ekvilibristiske "Larm i kulissen", som faktisk kan opleves lige nu på Aalborg Teater, men derfor kan det jo være morsomt nok endda. Meldingerne lyder på, at den aktuelle opsætning i London er meget, meget morsom.

Helt så sjovt var i det ikke tirsdag aften, da Folketeatrets danske turnéudgave i Henrik Lykkegaards oversættelse havde pressepremiere på turnéscenen i Grøndal Multicenter - den egentlige premiere er i Randers på torsdag. Ganske sjovt et langt stykke hen af vejen, men ikke sjovt nok.

Det er selvfølgelig skæbnens ironi, at teaterchef Kasper Wilton måtte gå på scenen og fortælle, at skuespilleren Kristian Holm Joensen har pådraget sig et slemt hold i ryggen, så han ikke, som planlagt i stykkets anden akt, kan slæbe rundt med en chaiselonge. I stedet må han improvisere scenen uden møbel. Når jeg overhovedet nævner det, er det fordi, den slags pokkers ærgerlige uheld går ud over timingen. Og i en farce som denne, er timing og tempo alfa og omega. Lige så paradoksalt er det, at Rikke Rottensten i en programartikel i det trykte program netop skriver: "Det er tempoet, der gør, at farcen ikke er en tragedie". Og senere: "Farcen har et højt tempo. Det holder os på kanten af sædet, og gør os lige så forvirrede nede i salen, som personerne i stykket er det. Men med hurtigheden kommer også et krav om knivskarp præcision i skuespillernes aflevering. ....Slækkes der på tempo og præcision, kan det slå de sjoveste situationer og mest saftige pointer ihjel."

Jeg citerer fra programmet, fordi jeg ikke selv kan formulere det bedre, hvad det var, der var denne farces problem denne aften; tempo og timing. Det skal suse af sted, så vi knap nok kan nå at fordøje den ene absurde situation, før den næste rammer. Det gjorde det ikke tirsdag aften på Bellahøj. Men det kan det sagtens være, at det gør på torsdag i Randers og hver eneste aften på hele den lange turné rundt i landet. 

Netop i en forestilling, hvor alt skal gå galt, skal alt sidde minutiøst præcist i forhold til timing; et halvt sekunds forsinkelse i afleveringen af en replik eller effektueringen af et stunt eller en teknisk narrestreg, kan føles som dræbende minutter. Og til trods for at "Komedien, hvor alt går galt" blot varer to timer inkl. pause, så føltes den langstrakt her til aften. 

De otte skuespillere slider ellers behjertet i det i Geir Sveaass' instruktion og i Søren Glads til lejligheden faldefærdige scenografi, og jeg var især begejstret for Jesper Riefensthals henrivende idiot af en amatørskuespiller, der selvfølgelig spiller to roller, og slet ikke kan forme en karakter. Der skal talent til at spille så dårligt. Det gør han meget morsomt. 

På denne aften var det ellers som om, der blev spillet med håndbremsen trukket det meste af tiden. Mest gas giver Marie Mondrup som regissøren, der først modvilligt må træde ind i den smukke divas rolle, siden, da divaen vågner efter at være blevet slået bevidstløs, nægter at afgive rollen igen, så kampen om scenens midte udvikler sig til en ren bitchfight. Patricia Schumann er divaen, der helt i den britiske farces ædleste tradition spiller hele anden akt i undertøj. Troels Malling, Gordon Kennedy, Jakob Højlev Jørgensen, Peter Schlie Hansen og den rygskadede (hvilket han nu skjulte fint) Kristian Holm Joensen farer ind og ud af døre og vinduer uden at man for alvor på noget tidspunkt overraskes. Vi sidder og klukler, men den befriende latter udebliver.

Åh, det lyder så negativt, og det er i virkeligheden ærgerligt, for farcens væsen er jo sådan, at ikke to forestillinger er ens. Når tempoet kommer op hvor det skal være, og timingen sidder lige i skabet, og det gør det forhåbentlig allerede fra på torsdag, jamen så er "Komedien, hvor alt går galt", en rigtig sjov og løssluppen farce. En glad grineaften, hvor man kan lade hverdagens små sorger og problemer blive liggende derhjemme og bare slippe latteren løs over alt det, der går så grueligt galt.

"Komedien, hvor alt går galt". Af Henry Lewis, Henry Shields og Jonathan Sayer. Oversat af Henrik Lykkegaard.

Instruktion: Geir Sveaass. Scenografi: Søren Glad. Staging: Jeanette Binderup-Schultz. Stunts: David Owe.

Medvirkende: Troels Malling, Gordon Kennedy, Patricia Schumann, Kristian Holm Joensen, Jesper Riefensthal, Jakob Højlev Jørgensen, Marie Mondrup og Peter Schlie Hansen.

Produceret af Folketeatret og turnerer landet rundt til 21. november.

Anmeldt 19. september (pressevisning) på Turnescenen i Grøndals Multicenter, Bellahøj.

Forestillingsfoto: Thomas Petri.