08-09-2017

Menstrup Revyen - og så er der bal bagefter

Menstrup Kro byder på et stærkt revyhold, der har for svagt materiale at arbejde med.

* * * 

Det er et på papiret fremragende revyhold, det er lykkedes at få til Menstrup på Sydsjælland for at lave sensommer krorevy. Anne Karin Broberg blev for nyligt - fortjent - hædret med Årets Dirch, som årets bedste revyskuespiller for sin indsats i Revyperler. Samme pris modtog Anne Herdorf for bare to år siden for en tilsvarende sublim præstation i Ganløse. De to gæve, morsomme og ikke mindst musikalske damer er så flankeret af revyens kunstneriske leder Jesper Søgaard og den meget dygtige alt-mulig-revymand Michael Hasselflug. Det er et revyhold af høj kvalitet. 

Læg dertil at instruktionen er lagt i hænderne på Joy-Maria Frederiksen, som i tre år lavede Tivolis store revysatsning Tam-Tam. Hun har hele sommeren rejst rundt og set alle landets revyer som producent af Revyernes Revy, så man kan tillade sig at have forventninger til, at hun kan samle en fint bundet revybuket til denne sensommer - og godt ind i efteråret - revy, hvor det jo traditionen tro er helt i orden, at man genbruger flittigt.

Det gør man også her; genbruger. Det ældste nummer er 25 år gammelt, men sådan set stadig aktuelt. Der er stadig spejdere til og det er fortsat møgvejr. Der er et par numre, i mere eller mindre omskrevet udgave, fra Jesper Søgaards Gillelejerevy tidligere på året, og lidt til, altsammen blandet med nye, aktuelle revynumre.

Hele fire gange præsenteres vi således for 'Prins Henrik på Facebook'. Hver og en tager solisterne udgangspunkt i 'Jeg vil ikke begraves sammen med Dronningen'-sagen i hvad er tænkt som et Facebook opslag, der selvfølgelig kører ud af en helt anden tangent; indvandrere, ligestilling, zapper samfund og dyrevelfærd. Idéen er sjov, men numrene bliver for lange. Burde det ikke bare have været fire ultrakorte vignetter, som på Facebook?

Efter en veloplagt åbning, der blandt andet præsenterer de medvirkende på samme måde som i introen til den gamle tv-klassiker "De uheldige helte" - dansk revypublikum anno 2017 kan nemlig stadig huske 70'er serien med Roger Moore og Tony Curtis! - går det lidt for meget i tomgang kvalitetsmæssigt i 1. akt. Jeg undrede mig især over, at man ikke udnytter Anne Karin og Anne Herdorfs evner bedre end i et kækt, men smålummert cup cake-nummer. De to kommer bedre til deres ret i første akts finale, der efter en gumpetung folkedanser-intro udvikler sig til et festligt potpourri over pophits fra Aarhus. 

Det bliver bedre efter pausen. Michael Hasselflug leverer fin fuldemandskomik til generalforsamling i EU-foreningerne F.U.P. og F.U.S.K. - når han ene mand, skal agere tørstige repræsentanter for hele seks nationer. Det er så absolut aftenens bedste indslag, fuldt op af Anne Karin og Anne Herdorf, der synger sig gennem en række gamle, danske revy- og grand prix sange, blandt andre deres egne gennembrudssange, der ligger 35 og 30 år tilbage. Det er musikalsk nostalgi, der serveres med både musikalitet, charme og elegance.

I Revyperler brillerede Anne Karin som bedugget overklassefrue; her har hun  skrevet et nummer om 'finere overgangsalder for elegante kvinder', som hun selv fremfører, assisteret af Michael Hasselflug. Forfængelig kan man ikke beskylde hende for at være og serveringen af nummeret er glimrende, men man kunne godt have ønsket sig en bedre og mere elegant tekst.

Heldigvis sluttes der godt af. Anne Herdorf er meget morsom i et godt Niels Olsen-nummer om en nydelig ældre dame med et aflivende temperament (jeg mindes det fra en Cirkusrevy for år tilbage, muligvis med en anden tekst) og finalenumrene er elegante i fin musikalsk indpakning af Christian Dahlbergs velspillende trio.

Desværre lever tekstmaterialet og til en vis grad valget af numre, ikke op til de forventninger, man godt kan tillade sig at have til så stærkt et skuespillerhold. Det er synd, for årets Menstrup Revy har potentiale til mere end den leverer.

Menstrup Revyen - og så er der bal bagefter.

Tekst og musik: Niels Olsen, Christian Dahlberg, Jantzen/Aagaard, Jesper Søgaard, Joy-Maria Frederiksen, Michael Hasselflug, Anne Karin Broberg, Jacob Morild, Kjeld Torbjørn, Peter Oliver Hansen, Jørgen Buckhøj, Anka, Reveux, Søren Anker Madsen, Morton, Berry, Greenwich, Vase/Fuglsang, Peter Holst, Brooks/Warren m.fl.

Instruktion & koreografi: Joy-Maria Frederiksen. Scenograf: Søren Ulriksen. Kostumer: Tina Grunwald. Kapelmester: Christian Dahlberg.

Medvirkende: Anne Karin Broberg, Anne Herdorf, Michael Hasselflug og Jesper Søgaard.

Spiller på Menstrup Kro frem til 18. november.

Anmeldt 7. september (premiere).