28-07-2017

Gilleleje Revyen 2017 - Mod fjerne kyster

Gilleleje Revyen er landets mindste revy, men har den smukkeste udsigt og i år morer man sig fint, mens det kniber med musikaliteten.

* * * 

Udsigten fra Fyrkroens terrasse er ganske enkelt enestående, og på en smuk sommeraften som i aftes, kunne man fristes til at ønske, at kroens lille Gilleleje revy blev spillet udendørs med Øresund som verdens smukkeste scenografi.

Det gør den så ikke. De tre skuespillere og to musikere optræder på en diminutiv scene i hjørnet af restauranten, hvor scenografien alene består af et bagtæppe og en enkelt disk, der et par gange tages frem og benyttes i den klassiske 'disk sketch'. Den første en meget veloplagt vrøvlesketch, om noget så jordnært og dog så abstrakt som booking af en badminton-bane, den anden en noget mindre vellykket politi-sketch, hvor den emsige betjent har arresteret både Ole Lukøje, Julemanden og Prins Henrik.

Inden revyen går i gang har vi indtaget en udmærket tre-retters menu; gravad laks med rævesovs, mør kalveculotte med svampesauce og årstidens grønt og en trifli på rabarber. Altsammen meget velsmagende, så grunden er lagt til en hyggelig aften.*)

Og det bliver det så også. Hyggeligt. Ind i mellem ganske morsomt, især før pausen, men ikke udpræget musikalsk. Hvis man en gang i mellem er i tvivl om vigtigheden af en revykapelmesters funktion, så giver Gilleleje Revyen et meget godt eksempel på det. Det lyder og flyder ikke særlig godt, desværre. Kun i et enkelt nummer; "Pengene flyver", på Bent Fabricius-Bjerres 50 år gamle "Duerne flyver", men her om de mange milliarder, der fordufter fra Skat's kasse som dug for solen, fungerer samspillet mellem tekst, musik, musikere og skuespillere som det skal og bør.

Det er ti år siden at Peter Holst -Beck startede den nye Gilleleje Revy-tradition. Siden har Jesper Søgaard overtaget roret. Begge er med på scenen i år, suppleret af en af dansk revys vel nærmest legendariske skikkelser, Ulla Jessen. Et på mange måder solidt og velfungerende hold, der forstår at levere det, en traditionel kro-revy skal kunne levere; gedigen underholdning med fokus på det morsomme. Jesper Søgaard kan mange gode ting på en revyscene og er den, der trækker de fleste stik hjem i årets revy. Både i den grovkornede ende af skalaen, som aldrende stripper, og i den klassiske stil, i en fin vise om at det er blevet trendy at være uvidende; Det er os, der styrer showet; os med ekko under låget!

Han er også sjov i anden akts åbningsnummer, som kvindelig efterskoleleder, der går i rette med pædagogvikarens (Ulla Jessen) sang til den årlige julefest, selvom han gentagne gange klart udtrykker, at det er Susanne, der kører løbet i år! Det er det så ikke helt alligevel.

Ulla Jessen er bundsolid som humørcoachen Herdis, der nærmest uden at fortrække en mine er rejsende i smittende smil og vittigheder, og når hun i det afsluttende pop-hit potpourri med noget nær dødsforagt kaster sig ud i parodier på Madonna, Amy Winehouse og poptøsen Cisilia. Også her tager Jesper Søgaard de sikreste stik som bl.a. den lokale original Lille-Palle, Troels Trier og Donald Trump, der minsandten synger Pink Floyds "We don't need no education" ("Another brick in the Wall"). 

Peter Holst-Beck er bedst i nummeret som faderen, der fortæller sit lille barn i barnevognen nogle artige sandheder om moderen og resten af familien, med en både helt overraskende og samtidig ganske indlysende pointe. 

Tekstmaterialet er pænt sagt af varierende kvalitet, og holdet har selv instrueret, hvilket måske er en af årsagerne til, at lidt for mange numre får lov at blive for lange - det er i sådanne tilfælde, at 'et par friske øjne udefra' kan gøre underværker - men Gilleleje Revyen er nu alligevel ganske underholdende og det er i hvert fald et par hyggelige timer i godt selskab, som ingenlunde er spildt.

Gilleleje Revyen 2017 - Mod fjerne kyster.

Tekst og musik: Peter Holst-Beck, Christian Dahlberg, Jan Elgaard, Ulla Jessen, Jesper Søgaard, Lars Kjærby & Ib Christoffersen, Daniel Vognstrup, Michael Slebsager, Bent Fabricius-Bjerre, Morten Holm-Nielsen, Christian Damsgaard, Susanne Overgaard, Lasse Holy, René Jensen m.fl.

Instruktion. Holdet. Kostumer: Lasse Kümler. Musikere: Lasse Holy og René Jensen.

Medvirkende: Ulla Jessen, Peter Holst-Beck og Jesper Søgaard.

Spiller på Fyrkroen uden for Gilleleje indtil 19. august. (Revyen havde premiere 29. juni, og spillede tre gange, derefter genoptaget fra 27. juli). *) Om torsdagen er menuen stegt flæsk.

Anmeldt: 28. juli