25-06-2017

Rødvig Revyen - Revyperler 2017

Veloplagt og morsom retro-revy med et stjernegodt skuespillerhold i Rødvig på Stevns.

* * * * *

Det kan nogle gange være lidt af en udfordring, at skulle sammenligne revyer og vægte dem og deres kvaliteter op i mod hinanden. Kan man for eksempel overhovedet med nogen som helst rimelighed sammenligne Cirkusrevyen med Revyperler i Rødvig? Danmarks største overfor en af de mindste revyer.

Nej, det kan man vel egentlig ikke, men så er det, at det er morsomt, når der til Revyperler er valgt numre, der tidligere har været med i Cirkusrevyen, og som - i hænderne på andre skuespillere, og i helt anderledes omgivelser faktisk fungerer endnu bedre end de gjorde oprindeligt.

Det er en af de - mange - kvaliteter som revykonceptet Revyperler har og lever højt på. Man skal bestemt ikke tro, at det er nemt at samle en revy som denne, selvom det måske ser sådan ud udefra; herregud, man tager vel bare de 20 bedste numre man kan finde, ryster posen og fordeler dem. Nej, så enkelt er det ikke. Numrene skal stadig være holdbare, de skal klæde skuespillerne, og så skal de fungere i en sammenhæng.

Den opgave har Max Hansen stået med ansvaret for de senere år, og det har han gjort godt. I år er ingen undtagelse. Revyperler 2017 er, som det var tilfældet i 2015 og '16, en lille perle af en revy. Gammeldags uden at være museumsteater, veloplagt, morsom og til tider overraskende fræk.

Er det at gå for vidt når Anne Karin Broberg i forestillingens sidste nummer som angstterapeuten Bente præsterer os for en 'gå væk muslim-spray' der skal sikre mod indbrud? Det er i hvert fald til kanten, men nummeret illusterer meget godt, at selvom man mest vil hygge og underholde, så er man ikke bleg for også at udfordre.

Det er samme revyhold som sidste og forrige år; Anne Karin Broberg og Max Hansen, de to erfarne rotter i faget - hun fejrer tilmed 30 års jubilæum i år - overfor Christine Gaski og Kasper D. Gattrup, de unge og energiske. Hele holdet sprudler af spillelyst så det er en fryd og deres spilleglæde forplanter sig til salen. Det er et stjernegodt revyhold.

Christine Gaski har en charmerende sødme og udstråling. Hun er djærv og dejlig i den gamle "En, sikken en" fra Helsingør Revyen i 1948, og i Knud Pheiffers "Det er så lige til (der må en pige til)" fra 1949, et nummer, der her lige får et ekstra højaktuelt twist i et nyt vers om asylstramninger og en vis pige og en kage.... Det gør der i flere af de ældste numre, teksterne er skrevet af Rasmus Krogsgaard.

Kasper D. Gattrup er super dygtig og meget morsom, når han synger pivende falsk som kikset scorekarl - et af de nyere perlenumre fra Nykøbing F. Revyen for bare tre år siden, eller når han fremfører gamle tekster i tidstypiske musikalske genrer i "Institut for teoretisk revy", eller rabler ord af sig i et gammelt Linje 3-nummer til musik af Chopin. 

Sammen med Max Hansen folder han sig ud som vagabond i "En gang i mellem", en Epe/Amdi Riis sag fra 1963, men nænsomt restaureret, som man vist kalder det.

Max Hansen, der også har instrueret, holder sig selv behørigt i baggrunden, men viser hvor fin en visefortolker han er i klassikeren "I dit korte liv", og er brandsjov som jysk nabo i forviklingssketchen "Med på en 4'er", som netop er ét af de numre der stammer fra en Cirkusrevy, men her, helt ærligt, er sjovere og bedre end orignalen. Hele holdet er charmerende og musikalske, når de hylder Otto Brandenburg er første akts finalepotpourri.

Det er en ensemblerevy, men alligevel ender Anne Karin Broberg med at stråle som aftenens stjerne. I første akt leverer hun stilsikkert og flot en moderne version af Osvald Helmuths "Brev til Bulganin", hvor hun som fortvivlet damefrisør skriver mail til Trump og beder ham om at slække lidt på mærkesagerne, så hun kan slippe af med sin svigermor. Efter pausen folder hun sig ud i den komiske afdeling, først som stangvissen udlandsdansker, der vender hjem til Danmark, blot for at blive skuffet over servicesektoren. Det er svært at nøj's med bingo og banko, når man er vant til Flamengo og tango!.

Derefter i et crazykomisk nummer med Christine Gaski i ført de mest absurde heldragter og til sidst som angstterapeut i et morsomt nummer af Carl-Erik Sørensen. Hun er, som resten af kvartetten, strålende.

Scenografien på den lille scene er spartansk, men der  er hverken sparet på kostumer eller lækkert lys, og Stuart Goldsteins lille trio  spiller flot op til de mange musikalske perler.

Revyperler kan igen på det varmeste anbefales, og husk, at der er mulighed for at spise godt inden forestillingen, enten på restaurant Harmonien, hvor revyen spiller, eller på den charmerende Rødvig Kro lige ovre på den anden side af gaden.

Rødvig Revyen - Revyperler 2017.

Tekst og musik af: Stuart Goodstein, Kent Bovin, Hans Jørgen Hansen, Anker Hansen, Morten Wedendahl, Carl-Erik Sørensen, James & Adam Price, Amdi Riis, Epe, Mickey Pless, Rasmus Krogsgaard, Kasper D. Gattrup, Thomas Pakula, Leif Maibom, Vase & Fuglsang, Chopin, Preben Kristensen, Henry Mayer, Susanne Palsbo, Kai Normann Andersen, Poul Henningsen, Martin Jantzen, Peter Spies, Endor, Aage Stentoft, Herman D. Koppel, Bernhard Kristensen, Mogens Dam, Sven Møller Kristensen, Anne Karin Broberg, Christine Gaski, Max Hansen, Knud Pheiffer, Aage Stentoft og Poul Erik Sørensen med flere.

Instruktion: Max Hansen. Koreografi: Jeff Schjerlund, Scenografi: Michael Møller Larsen, Kostumer: Tina Grunwald/Amorin. Kapelmester: Stuart Woodstein.

Medvirkende: Anne Karin Broberg, Christine Gaski, Kasper D. Gattrup og Max Hansen.

Spiller i Kulturhuset Harmonien i Rødvig, Stevns til 12. august.

Foto: Claus Wolsing