Hjørring Revyen '17 - Hvad ka' der gå galt?

Hjørring Revyen tager en værdig afsked med Vendelbohus med en gennemmusikalsk revy, der morer og underholder og kun sjældent vælger den lette løsning.

* * * *

Der skal godt nok selvtillid til at kalde sin revy for ’Hvad ka’ der gå galt?’. For den ligger jo til højrebenet, hvis der skal sparkes nedad. Men selvtillid har de i Hjørring, for andet år med Tom Jensen i både instruktørstolen og på scenen, og med Henrik ’Baloo’ Andersen som direktør og musikalsk ankermand gennem mange år, og de har noget at have selvtilliden i.

Det ligger i Hjørring Revyens DNA, at være nyskabende og udfordrende, og Tom Jensen og Henrik ’Baloo’ er ikke i Hjørring for at lave mainstream-revy. De er her for at underholde, javist, men de vælger kun sjældent den lette løsning, og derfor bevæger man sig temmelig langt ud på isen; derud hvor det for alvor kan briste eller bære. Derud, hvor alt faktisk kan gå grueligt galt.

Det gør det heldigvis langt fra. Årets Hjørring Revy er æstetisk lækker, ja til tider nærmest ekstravagant i sin indpakning, og musikalsk aldeles overlegen. Jeg vil også mene, at den er morsommere i år end den var sidste år. Nok går Jensen og Baloo deres egne veje, men de er ikke for fine til også at lytte på vandrørene og give folket en bid af hvad de vil have. Ikke så få numre endda bevæger sig lidt under bæltestedet, men på en lidt mere sofistikeret måde end i så mange andre revyer. Det gælder for eksempel i sketchen ”Forspil”, med Lisbeth Gajhede og Karsten Jansfort som en halvtræt ægtepar hos hvem onsdag er både fiske- og sex aften. De serverer elegant deres tanker, der er nogle ganske andre end det ægtefællen går og tror.

Lisbeth Gajhede er også aldeles skøn som bramfri mor, der indvier sønnens unge veninde i familiens traditioner, fra uddannelse over sovsejævning til blowjobs uden kondom. Nummeret er sjovt, men pointen lidt fesen, for nu at citere direkte fra teksten.

De fesne pointer er der i øvrigt lidt for mange af, og for mange numre er lige en anelse for lange. Det er ikke alvorlige fejl og mangler, men en bygningssagkyndig ville sikkert kalde det en K1’r.

Tom Jensen har valgt have åbne, koreograferede sceneskift, og det er jo en elegant måde at gøre den slags på, men når der mellem de fleste reelle numre så også kommer både et radionyhedsindslag og en sponsorsang, risikerer man nemt, at det går ud over tempoet og flowet. Det går galt et par gange, hvor det så næsten er som om hele motoren skal startes op igen. Det er synd. Især fordi sponsorsangene faktisk er festligt pjattede og radionyhederne tilpas skøre. De er skrevet af Jacob Weble og Carsten Colling, der må sende en kærlig tanke med tak for inspirationen til Monrad & Rislund.

Det er et fremragende skuespillerhold, der er på scenen i år. Tom Jensen selv med sin uforlignelige kombination af galskab og absurdisme, som jo afspejles tydeligt i hele instruktionen, men sandelig også når han selv er på scenen. Det svinger lidt; fra det sublime i en strålende alvorlig vise om et Europa i opbrud og forandring, til det regulært kiksede i et fjollet nummer som pis-kunstner, der bogstaveligt talt pisser sine værker op på lærredet. Lidt fatalt ligger det som sidste nummer inden finalen.

Lisbeth Gajhede er en gevinst for revyen. To fine numre er allerede fremhævet og hun er vidunderlig, når hun synger festsang for sin mand til sølvbrylluppet. Alle vers handler om parrets syg- og dårligdomme, og alle gæsterne har også måtte melde fra på grund af sygdom. Det er revyens bedste nummer.

Bundsolide Karsten Jansfort sætter ikke en fod forkert. Han er perfekt som quizmanden bag de svære spørgsmål i danskhedstesten, og som utilnærmelig nabo, der ikke vil låne naboen en kop sukker. En besk kommentar til vores imødekommenhed overfor fremmede.

Pernille Sørensen er en glædelig positiv overraskelse. Hun er ikke det mest kendte navn i skuespillerhåndbogen, men leverer varen lydefrit. Både som benhård karrierekvinde, der fra magtens tinde hævner sig på dem, der mobbede hende i skolen, og som moderen, der forklarer sit bekymrede barn om livets barske realiteter.

Endelig er der revydebutanten Nikolaj Bjørn-Andersen, der har revy i blodet, ser godt ud, synger fedt og serverer Flemming Jensens slagkraftige 2017-version af ’Konen med æggene’ i en nyliberalistisk kontekst aldeles fremragende.

Første akts finale er et kapitel for sig, men det vil være synd at afsløre noget for det forhåbentligt store publikum, der den næste gode måneds tid skal ind og se den sidste Hjørring Revy i Vendelbohus. Til næste år rykker revyen ind i det spritnye Vendsyssel Teater.

Årets revy er en værdig afsked med et tempel indenfor den danske revytradition.

Hjørring Revyen ’17 – Hvad ka’ gå galt?

Tekst og musik af: Jacob Morild, Henrik Baloo Andersen, Richardt & Krogsgaard, Carl-Erik Sørensen, Morten Wedendahl, Jacob Weble, Gunvor Reynberg, Kjærbye & Christoffersen, Carsten Colling, Pernille Sørensen, Rasmus Søndergaard, Kasper Le Fevre, Mads Keiser, Flemming Jensen, Troels II Munk, Kjeld Thorbjørn, Nikolaj Bjørn-Andersen, Niels Hausgaard og Tom Jensen.

Instruktion: Tom Jensen. Scenografi: Kirsten Brink. Koreografi: Peter Friis. Kapelmester: Henrik Baloo Andersen.

Medvirkende: Lisbeth Gajhede, Pernille Sørensen, Karsten Jansfort, Nikolaj Bjørn-Andersen og Tom Jensen. Henrik Baloo Andersen og hans tre mands orkester.

Spiller på Vendelbohus indtil 14. juli.

Anmeldt 10. juni (premiere).

Forestillingsfoto Axel Søgaard

Anmeldelsen vil også kunne læses på bt.dk og i BT.