Kerteminderevyen ´17

Det er crazy humor på højt niveau i Kerteminderevyen, og når den er bedst, lurer alvoren bag latteren og smilet.

* * * *

Det er muligt, at lave et revynummer om terror! Hvad der synes umuligt bliver muligt i Kerteminderevyen, hvor tidens alvorligste verdensproblem, bliver kommenteret uden at det på nogen måde virker søgt eller upassende. Kan man virkelig grine af syge mænd med bombebælter, der slår uskyldige ihjel? Jo, det kan man på forunderlig vis, når Farshad Kholghi og Mads Nørby illustrerer kampen mellem Demokrati og Terror, som en grotesk boksekamp, hvor kamplederen vender ryggen til og lader terroren bruge ufine metoder, lusk og snyd, mens demokratiet forsøger, at holde fanen højt og kæmpe efter reglerne med åbent sind og ønsket om dialog.

Nummeret ”Kampen” er et højdepunkt i årets Kerteminderevy. Et nummer, der bedst af alle understreger revyens position i kulturbilledet, når den står allerstærkest. Javist handler det om at underholde, men lige bag smilet og latteren lurer alvoren. Sommerrevyen er nok et fristed, hvor vi hygger os med mad og drikke, skæg og ballade, men den er også en kommentar til og et billede af det samfund vi er en del af.

I Kerteminderevyen har man helt sin egen, nærmest anarkistiske stil. Nogle steder stikker det helt af, og vanviddet og crazykomikken tangerer til tider det nærmest uforståelige, for så øjeblikket efter at spidde tidsånden lige midt i bulls eye. Sidste år lykkedes det nærmest til perfektion, og revyen blev kåret som årets bedste. Igen i år lykkes meget, men ikke alt.

Vi tager det bedste først: Kim Hammelsvang og Farshad Kholghi er fuldkommen tåretrillende morsomme, som rumænske sigøjnertiggere, der til tonerne af noget, der til forveksling ligner Kim Larsens ’Midt om natten’ (her må musikpolitiet på banen, for kapelmester Peter Bom og Trine Gadeberg står krediteret for musikken!), synger de refrænet ’foran Brugsen’, hvor de tigger og stjæler – undskyld, låner – tomme flasker. Det er politisk ukorrekt så det basker, men ih guder, hvor er det morsomt.

Trine Gadeberg er skinger og skøn som Pelle, der er multiallergiker og ikke kan tåle hverken det ene eller det andet, og efter pausen leverer hun sin egen fine, poetiske tekst om det Postvæsen, der var engang. Smukt og nostalgisk, suppleret af et komisk skyggespil i baggrunden.

Christiane Bjørg Nielsen er ny på revyholdet, og bidrager med både tekster, musik og harmonikaspil, det sidste i den grad besværliggjort af, at hun en uge inden premieren faldt og brækkede venstre arm og et par fingre. Hun spiller langt fra ’som en brækket arm’ som byvartegnet Amanda, der snart står under vand fordi vandet i verdenshavene stiger, eller når hun sammen med Trine Gadeberg synger festligt og tvetydigt, at HPV er noget vi giver hinanden! 

Kim Hammelsvang mangler måske lige nummeret der cementerer hvorfor han sidste år blev årets mandlige revyskuespiller ved Charlies Revygalla, men han leverer en præcis parodi på Ghita Nørby og er ret forrygende som den portugisiske vinder af melodi grand prixet. Desuden er han en vidunderlig magtbegærlig lokalpolitiker i et af revyens snart faste indslag om ’Kladdeminde byråd’.

Revyen kommer vidt omkring; med skarpe kommentarer til Esben Lunde Larsens klimapolitik, curlingmødre og den omsiggribende sundhedsbølge. Man får sandelig også hyldet hele Danmarks Mor Lise (Nørgaard) i et første akts finalenummer om den nært forestående 100 års fødselsdag, og man præsenterer Europas stærke kvinder; Angela Merkel, Theresa May og Marine Le Pen, suppleret af Farshad Kholghi som USA’s virkelige magthaver, præsidentdatteren Ivanka Trump, der vil giftes med Daddy, for Daddy er så great!

Når det i år ’kun’ bliver til fire stjerner herfra skyldes det primært, at revyen kommer skævt fra land. Hele holdet åbner i mol som selvmartrende middelaldermunke, slår over i dur, som Robin Hood og hans lystige svende, der stjæler fra de fattige og giver til de rige, fint nok, men det er mest plat og ikke særligt sjovt, når Dronning Margrethe og Prins Henrik sidder på lokum og planlægger guldbryllup, og lader Henrik skide fois gras’en ud – kære venner, det er et serveringsteater og vi har lige spist et kilo stegt flæsk! 

Kholghi har to mimiske numre om kiksede rendezvous’er, der morer, men er alt for lange, og Trine Gadebergs ligeledes mimiske tryllenummer med politikerhoveder er også alt for langt. Endelig kunne det, der helst skal være den store latterkulmination, en sketch om en brevkasse for impotente mænd, godt trænge til et ordentligt skud viagra. 

Det er helt typisk for revyen i Kerteminde, at man tænker og agerer anderledes end alle andre. At revyens finalenummer er en smuk, smuk firstemmig udgave af Leonard Cohens ikoniske ”Hallelujah”, et smukt farvel til en stor kunstner, siger det måske tydeligst af alt. 

Kerteminderevyen er stadig helt sig selv. Ganske uforlignelig.

Kerteminderevyen ’17.

Tekst og musik: Mads Keiser, Peter Bom, Farshad Kholghi, Kasper Le Fevre, Charlie Chaplin, Christiane Bjørg Nielsen, Aksel Schwanenflügel, Trine Gadeberg, Kim Hammelsvang, Vase og Fuglsang, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen, Jacob Højlev Jørgensen, Rasmus Søndergaard, Ebb/Kander, Ely Buendia, Morten Holm-Nielsen, Aagaard og Jantzen og Leonard Cohen.

Instruktion: Geir Sveaas. Scenografi: Anders Vesterholm. Kostumer: Vibeke Valeur. Koreografi: Peter Friis. Kapelmester: Peter Bom. 

Medvirkende: Trine Gadeberg, Christiane Bjørg Nielsen, Farshad Kholghi, Kim Hammelsvang og Mads Nørby.

Spiller på Tornøes Hotel til 8. juli. 

Anmeldt 4. juni (premiere).

Forestillings foto: Emil Andresen.

Anmeldelsen vil også kunne læses på bt.dk og i BT.