Røde Orm

Kæmpesatsningen "Røde Orm" har flotte ydre rammer, men savner dramatisk dybde og bliver til en omgang temmeligt anstrengende råbeteater på Moesgaard Museums enorme friluftsscene.

* * *

Flot ser det ud. Meget flot endda, det store strandede vikingeskib, der ligger for foden af det nye, smukke Moesgaard Museums skrånende, græsklædte tag, og danner en funktionel scene for vikingedramaet om "Røde Orm". Foran scenen et kolossalt publikumspodie med plads til hen ved 3500 tilskuere, ikke så underligt at det fine trykte program flere steder i interviews med både dramatiker og instruktør bærer referencer til fodboldkulturen i forhold til de vikinger, som "Røde Orm" handler om. Man sidder faktisk der i aftenkulden på tribunen og har samme fornemmelse som når man er taget til fodbold i Parken og nok kan man følge spillet, men ikke rigtigt få detaljerne med. Dertil er der simpelthen for langt mellem os og dem på scenen.

"Røde Orm" er en kæmpesatsning. Et samarbejde mellem Det kongelige Teater, med rige erfaringer fra stadionteater i Ulvedalene (hvor forestillingen genopføres næste sommer) og Aarhus-2017, den europæiske kulturhovedstad.

At benytte netop Moesgaard som den ydre ramme for et vikinge-epos giver ganske god mening. Naturen omkring er ikke lige så smuk som rammerne i Dyrehaven, men det store skrånende tag bliver taget effektivt i brug og skaber især efter mørkets frembrud nogle flotte billeder.

Læg dertil en bevidst karikeret tilgang til kostumerne - den får ikke for lidt - og man får en voldsom visuel oplevelse. Så langt så godt. Desværre bliver "Røde Orm" aldrig en stor teateroplevelse.

Det kan der selvfølgelig være mange årsager til. Manuskriptet er ikke godt nok, instruktionen benytter ikke i tilstrækkelig grad de fysiske rammer og så er spillet i de fleste af rollerne simpelthen bare ikke godt. Der råbes så det runger hult og buldrer tomt, som de ankre med mjød der trilles ind når Harald Blåtand og hans folk drikker jul, selvom danekongen har ladet sig selv og sit hof kristne.

Dramatikeren Henrik Szklany har valgt en nærmest tegneserieagtig stil, der først og fremmest skal underholde i store tableauer uden for lange, kedelige dialoger, men måske har han og instruktøren Frede Gulbrandsen ikke fået afstemt forventningerne, for allerede forestillingens allerførste scene rammer helt ved siden af skiven. Jo, jo, flot ser det ud når Røde Orm og hans folk 'sejler' ned af Moesgaards tag i deres vikingeskib, men det går ikke ligefrem hurtigt og vel fremme i ingenmandsland mellem tribune og scenen, gennemføres så en lang spillescene, hvor mytteriet ulmer ombord blandt de forkomne vikinger. Desværre foregår det blandt ti mennesker i bunden af et 'lille' skib, og det udtryk er ganske enkelt for småt og intimt til at det overhovedet fungerer i de store omgivelser. 

Bedre bliver det når den slagkraftige kongedatter Ylva til hest håner de mænd, der er langt under hendes standard, og siden, når den korpulente kong Harald med pine i den blå tand, holder gilde og Røde Orm bidrager til underholdningen til det kongelige taffel med en rask tvekamp mod den stygge Siggtryg. 

Figurerne er karikerede til det groteske. Ikke mindst Lars Lohmanns bristefærdige Harald og siden den fimsede engelske barnekonge Ethelred og hans ærkebiskop. Er de sjove? Ja, ind i mellem, ligesom den bramfri kongedatters replikker ind i mellem sidder lige i øjet. Men det meste af tiden er det anstrengt og overspillet. Det skal det måske være for at nå ud til alle 3500 publikummer, men det bliver alt for hurtigt trættende og værst af alt, så mister man interessen; for historien og for karaktererne, der bare aldrig bliver vedkommende.

De to bærende roller; Andreas Jebros Røde Orm og Christine Gjerulff Ylva er ellers dem, der gør det bedst og mest troværdigt, og Lars Simonsen som vikingehøvdingen Thorkil Høje er jo altid god.  Det er de tre, der trækker den sidste stjerne i hus herfra. Det meste af det øvrige ensemble overlades til næsten tåkrummende overspil.

Når "Røde Orm" overhovedet glider ned, skyldes det de ydre rammer. Effekterne, det store kor, der fylder godt ud og det store, flot koregraferede slag mellem de gæve vikinger og den engelske hær mod slutningen. Det ender naturligvis lykkeligt. Kun tiden vil vise, om den store satsning også ender lykkeligt. Der skal sælges mange billetter, så man må håbe, at vejret i det mindste bliver godt så længe "Røde Orm" spiller.

"Røde Orm". Vikingedrama af Henrik Szklany. Baseret på Frans G. Bengtssons romaner om Røde Orm (1941/1945).

Instruktion: Frede Gulbranndsen. Scenografi: Eilev Skinnarmo. Kostumedesign: Maria Gyldenhoff. Musik: Hedningarna. Koreografi: Peter Friis. Stuntkoregrafi: Søren Poppel.

Medvirkende: Andreas Jebro, Christine Gjerulff, Joen Højerslev, Martin Hestbæk, Allan Helge Jensen, Michael Brostrup, Jens Andersen, Stig Reggelsen Skjold, Rasmus Botoft, Lars Lohmann, Lise Koefoed, Lars Simonsen, Steffen Eriksen, Søren Poppel, Thomas Jacob Clausen, Christina Marie Skodborg, Linette Stamp Christensen samt et stort antal statister.

Spiller foran Moesgaard Museum indtil 1. juli. Genopsættes næste sommer i Ulvedalene i Jægersborg Dyrehave.

Anmeldt 24. maj (premiere)