Into the Woods

Forførende opførelse af Stephen Sondheims magiske og eventyrlige musical i Tivolis Glassalen.

* * * * *

Der er ikke revy i Tivolis Glassalen i år, hvor forskellige producenter i stedet kan kan leje sig ind med forestillinger og shows. Og tak for det. For havde man givet Tam-Tam en runde mere i manegen, så havde der jo ikke været plads til Peter Langdals sprudlende og forførende opsætning af musicalklassikeren "Into the Woods" af Stephen Sondheim og med manuskript af James Lapine.

Pladsen i den ikoniske sal er der blevet tryllet med. De forreste rækker er alle fjernet - det må være første gang nogensinde det er sket  - og har givet scenografen Benjamin La Cour mulighed for at udvide scenen ud i salen. Her er drejescener i den rå træstruktur, og et podie, der kan hæves mod himlen, når Jack kravler op af bønnestagen til kæmpernes land, og bag podiet et proceneum med imponerende dybde, hvor skoven fortsætter i det nærmest uendelige. Omkring scenen sidder orkestret; jeg talte 13 mand m/k (alle i farverige kjoler), men i følge det trykte program er der 15. Dirigenten Mikkel Gomard vandrer frem og tilbage fra sin plads og bliver nærmest en del af handlingen.

"Into the Woods" er skabt i 1986 og har gået sin sejrsgang på Broadway. Historien er bygget op om figurerne fra Brødrende Grimms eventyr og handlingen kan synes lige så kompliceret som musikken, som så dog alligevel er ganske lige til. Et barnløst bagerpar drømmer brændende om at få et barn, men får at vide af den onde heks, at der er kastet en forbandelse over dem. For at bryde forbandelsen skal de skaffe fire magiske ting til hende: En ko så hvid som mælk, en hætte så rød som blod, et hår så gyldent som korn og en funklende sko af guld. Bagerparret drager ud i den dybe skov for at bryde forbandelsen, og møder her Rødhætte, den fattige dreng Jack, der er på vej til marked for at sælge sin elskede ko Mælkehvid, der ikke kan give mælk, Askepot, der er flygtet fra det bal på slottet hvor hun har truffet sin prins, og endelig Rapunzel, der opsøges af den anden smukke prins i det høje tårn, hvor heksen har anbragt hende. 

Hele forestillingens meget morsomme første akt handler om bagerparrets desperate jagt på de magiske ting. De vil gøre alt for at få et barn, men de er ikke de eneste, der har drømme, og vi møder både ulven, en mystisk fremmed mand, Askepots mors genfærd og selvfølgelig hendes onde stedmor og dennes utålelige døtre. Alle trådene bindes sammen af fortælleren, og som i alle gode eventyr ender alting godt, forbandelsen brydes, heksen forvandles til en smuk kvinde og mister sine magiske kræfter og alle får de deres ønsker opfyldt. Men Sondheim vil det anderledes, så i anden akt bryder helvede naturligvis løs, for vi er alle ansvarlige for vores handlinger og skal være parate til at betale prisen for dem. Jack er kravlet op af sin magiske bønnestage til kæmpernes land, hvor han har fundet rigdom, men han har også slået kæmpen ihjel og nu kommer kæmpens ikke mindre kæmpestore enke for at få hævn, og under kæmpens hærgen brydes alting ned og de, der ikke tager ansvar for deres handlinger dør - selv fortælleren bliver ofret undervejs. Til sidst står kun de få rene sjæle tilbage; Bageren, Rødhætte, Askepot og Jack.

Lyder det langt og kompliceret? Måske på skrift, men bestemt ikke i denne opsætning, hvor Peter Langdal har tryllet med musik og det imponerende persongalleri af glimrende skuespillere og sangere. Flemming Enevold er det samlende midtpunkt som fortælleren og den fremmede i skoven, Johannes Nymark er bageren, Maria Wickman en smukt, smukt syngende og charmerende Askepot, Christina Elisabeth Mørkøre dæmonisk og fængende som heksen, Silke Biranell sød som bagerens kone og Sandra Elsfort kvidrende skøn som Rapunzel i tårnet. Blot 15-årige Sofie Amalie Kronborg Christensen er den helt perfekte Rødhætte og så laver Joachim Knop og Henrik Launbjerg den herligste slapstick komedie som et uhyre velsyngende, liderligt prinsepar. Der er mere end 20 personer på scenen, så alle kan ikke nævnes her, men de gør det glimrende.

Stephen Sondheims fantastiske musik er formentlig et af de bedste musicalscores, der er skrevet, men bortset fra den gennemgående "Skoven er dyb/Into the Woods" er det ikke musik man sådan umiddelbart går og nynner. Det er krævende og avancerede sange og stor respekt til det gemmemmusikalske hold for at beherske alle de flerstemminge arrangementer så smukt. Eneste lille anke herfra går på at lyden i Glassalen har en uheldig tendens til mudre teksten så den i perioder bliver vanskelig at tyde. Det problem har man oplevet samme sted før, så det er næppe denne produktions fejl.

Som nævnt er scenografien skabt af den unge Benjamin La Cour, der også skabte den fuldendte magi på Fredericia Teater med scenografien til "Klokkeren fra Notre Dame". Man skal passe meget på med at kalde unge mennesker for geniale, men det ligger og vipper lige på tungespidsen...

"Into the Woods" er et pragtfuldt stykke musicalteater og fortjener et stort publikum i den lille måned forestillingen spilles.

"Into the Woods". Musik og sangtekster af Stephen Sondheim. Manuskript af James Lapine.

Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Benjamin La Cour. Kostumer: Karin Betz. Koreografi: Peter Friis. Oversættelse af dialog og sangtekster: Thomas Bay og Mads Æbeløe Nielsen. Dirigent: Mikkel Gomard.

Medvirkende: Flemming Enevold, Christina Elisabeth Mørkøre, Johannes Nymark, Silke Biranell, Maria Wickmann, Mikkel Moltke Hvilsom, Joachim Knop, Henrik Launbjerg, Sofie Amalie Kronborg Christensen, Sandra Elsfort, Hanne Uldal, Mikkel Vadsholt, Britt Meland, Nicoline Siff Møller, Astrid Højgaard Lundgreen, Sandra Kassman, Oliver Lundqvist, John Michael Olsen, Jacob Svensmark Møller, René Wormark og Ghita Nørby (Kæmpens stemme), samt syv børn og et 15 mands orkester.

Produceret af Heltemus Productions Aps. Spiller i Tivolis Glassalen til 17. juni.

Anmeldt 19. maj (premiere)

Forestillingsfoto: Martin Mydtskov.