Bakkens Hvile 2017

Alt er ved det gode gamle i syngepigepavillonen på Bakken, hvor man denne sommer kan fejre et imponerende 140 års jubilæum.

* * * *

Vi bliver yngre, jo ældre vi bliver. Sådan synger Dot Wessmann i finalesangen, der runder den 140. udgave af syngepigeshowet i Bakkens Hvile af. 

Sandt nok, for showet har taget et stort og vigtigt skridt ind i en ny tidsalder. Ikke at man ligefrem sidder i den tætpakkede, saunavarme sal og på nogen måde fornemmer at være i det 21. århundrede, men forestillingen, showet...begivenheden, kald det hvad du vil, er blevet mere moderne i sit udtryk. Så moderne, at de nye feminister, de der unge afklædte, instagram-piger, der hævder af være den moderne feminismes fanebærere, får et kærligt hip med på vejen i et af første akts nye numre.

Jo tak, lidt moderne revy skal der til, men i afstemte doser, for det er ikke det stampublikummet kommer for at opleve i Bakkens Hvile. Det kan de få fra i aften ovre hos naboen i Cirkusrevyen.

Det er noget andet Bakkens Hvile kan, og kan så godt. De skaber en lille boble fyldt med nostalgi, hvor de gamle sange fra den 140 år lange historie får tid og rum. Hvor kostumerne, med enkelte afvigelser, stadig er de traditionelle syngepigeskrud, med pikante kig til både barm og lår. Store hatte, ødsel omgang med fjer og glimmer-glitterstads. Og hvor kønsrollerne er temmelig skarpt skåret. Jo, nok gør damerne sig til overfor herrerne i salen, men tag endelig ikke fejl, for det dem der bestemmer. Mændene er bare en slags livets krydderi - og så gør det ikke noget, hvis de stikker en hundredekroneseddel eller to i strømpebåndet. Herregud, man skal jo leve!

Hele 26 numre diskes der op med i år, så publikum skal ikke klage over ikke at få noget for pengene. Selvom der er en del nyt materiale, blandt andet et par veloplagte viser skrevet af den tidligere bakkesangerinde, foredragsholder og coach, Karen-Marie Lillelund, så er det de gamle travere, der står stærkest. Skønne, skønne Lone Jensen er så autentisk, at man kun kan elske hende, og trækker aftenens største bifald for sin "Lones Vals", og dygtige Sara Gadborg, der debuterede sidste sommer, tager især kegler med sin frække fortolkning af "Sommernatten". Det med at være ny i Bakkens Hvile er i øvrigt slet ikke så nemt, som Sara Gadborg får det til at se ud, og man må synes, at den nye pige i klassen, Hanna Henriksen - så ny, at hun slet ikke figurerer under medvirkende på Bakkens Hviles hjemmeside! - bliver ladt noget i stikken. De to erfarne damer, Tina Grunwald og direktøren for det hele, Dot Wessmann, trækker et stort læs som samlende led, og at dømme efter 'meningsmålingerne' i aftes, ville deres nye politiske parti, Liste BH, sikkert godt kunne sikre dem en ny karriere på Borgen, hvis det altså ikke bare var en spøg.

Sidst men ikke mindst, sørger pianisten Kenneth Sichlau for at det hele bogstaveligt talt spiller, og selv om det er en lidt for lang aften i selskab med de frivole damer og deres ofte sjofle sange, så er det knagme god underholdning. På den gammeldaws facon.

Bakkens Hvile 2017. Tekst og musik af: Bent Zinglersen, Kenneth Sichlau, Karen-Marie Lillelund, Mickey Pless, John Mogensen, Robert Arnold, Eric Christiansen, Børge & Arvid Müller, Kai Normann Andersen, Mogens Dam, Leif Maibom, W. Rantzau,Olivier Métra, Maury Yeston, Holger Bech, Vivian Ellis, Sune Gylling Æbelø, Frank Learn, Sigurd Barrett, Otto Andersen, Gideon Wahlberg, Carl Andersen, Leo Svendstrup og mange andre.

Medvirkende: Dot Wessmann, Tina Grunwald, Lone Jensen, Sara Gadborg, Hanna Henriksen. Pianist: Kenneth Sichlau. Koreografi: Susanne Breuning.

Spiller i Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken indtil 26. august.

Anmeldt 17. maj (premiere)

Foto: Natasja Tiara Rydwald