Tremmer

Ungt københavnsk musicalteater tør at have store ambitioner og sætte barren højt. Det er modigt, og modet belønnes med den dystre, barske og tankevækkende musical "Tremmer".

* * * *

To musicals på to dage i København, og de to oplevelser kan ikke være mere forskellige; Onsdag det helt store udtræk i Royal Arena med verdensberømt musik og små 4.000 publikummer til Queen-hyldest. Torsdag aften på Folketeatrets 'store' turnéscene på Bellahøj, i selskab med 250 andre til en nyskrevet, dansk musical, skabt og fremført af et ungt amatørteaterkompagni.

Begge forestillinger har store, men helt forskellige, ambitioner. Den store vil underholde masserne, og har bevist sin underholdningsværdi med millioner af solgte billetter world wide; den lille vil fortælle en stærk historie fra samfundets bund, og kommer måske aldrig længere end multicentrets svedlugtende haller.

Ikke desto mindre er det Musicalteatrets "Tremmer", der gør størst indtryk. På godt og på ondt. Lad os tage hæfte os ved det gode.

"Tremmer" er nyskrevet, dansk musikdramatik. Forfatteren Rasmus Mansachs har i årevis tilhørt inderkredsen af Musicalteatret, og man kan se af programmet, at han ikke kan have meget tid til andet i sit civile liv. Kostumedesigner, PR- og webansvarlig, billetsalg og sågar plakaten har han en finger med i, og så spiller han selv én af de bærende roller. Hold da op for en energi for teatrets, for musicalens skyld.

"Tremmer" udspiller sig inden for murene i et fængsel for alvorligt kriminelle. Vi er blandt mordere, voldtægtsforbrydere, pædofile, ja tilmed en kannibal, er røget ind bag tremmerne. I et hav af scener og optrin får vi 12 af de indsattes historie. Vi kommer bag om forbryderne og forbrydelserne i flashbacks og som forestillingen skrider frem bliver moralen, at selv det mest modbydelige og afstumpede menneske er det af en årsag, og at skindet kan bedrage; De gode, er slet ikke så gode som vi tror, og de virkeligt onde, har også et sted derinde bag facaden et hjerte.

Det er store tanker, men det lykkedes vældigt godt for Mansachs, der skal have ros for ikke at springe over hvor gærdet er lavest, og måske også lige skal lære begrænsningens svære kunst. Trods kvaliteterne så er to en halv time lige lang tid nok.

Inspirationen kommer fra alle mulige steder. Tydeligst fra galeanstaltfilmen "Gøgereden" i den psykologiske magtkamp mellem den på facaden velmenende fængselspsykolog og den afstumpede, pædofile barnemorder Dan. Men også fra "A Chorus Line", ved at hver enkelt af de indsatte får fortalt deres lille, tragiske historie. Stærkest står så afgjort fortællingen om Karla, der har slået sine to små børn ihjel, fordi hun ikke kunne holde deres gråd ud. Det er hjerteskærende. Men også fortællingen om pedellen Frank, der har påtaget sig skylden for et bestialsk pigemord for at få lidt opmærksomhed, og hate crimeren Signe, der har kørt et homoseksuelt par ihjel, men i virkeligheden er drevet til det af en halvreligiøs sekt, sætter sig på nethinden. 

Til trods for at "Tremmer" er en musical, så står sangene svagere i helheden end spillescenerne og dialogen. Det skyldes til dels nok, at alt for mange af ordene i sangene forsvandt i lyden fra komponist/kapelmester Lars Rahbek Andresens potente band. Forhåbentlig kan lydmanden stadig nå at finde balancen mellem band og solist. De unge medvirkende er ganske udmærkede sangere, men når ambitionerne er så store, som de er, så er det kun naturligt, at enkelte lige er en tand overmatchet. Desværre er der i det trykte program ikke en sangliste, men især "Tre ord" og Hate Crimeren Signes "Hold mig fast" (tror jeg den hedder) skilte sig ud af mængden af sange, der lyder lige lovlig ens, og som er temmeligt forglemmelige.

Der er mere end 40 mennesker på scenen - imponerende - og opsætningen er meget professionel. Nu er Musicalteatret heller ikke de rene novicer. "Tremmer" er teatrets 18. opsætning på 11 år, og det har fra begyndelsen været ønsket at skabe forestillingerne fra bunden. Det er af underskov, som denne, at frodige træer kan vokse sig store.

Der er undervejs flere fine skuespillerpræstationer; Rasmus Mansachs pædofile Dan, Sara la Cour som fængselspsykologen, Louise Bjerre Bojsen som Signe, Stephanie Ravn som barnemordersken Karla og Edith Dahl Jacobsen som den favnende og stærke Patricia, hvis forbrydelse vi aldrig får afsløret, og Nadia Horn, som den frygtsomme Ellen, der til sidst udnyttes i det psykologiske magtspil bag tremmerne, er dem, der umiddelbart står stærkest. 

Skal "Tremmer" have et liv udenfor Musicalteatrets egne rammer - og hvorfor dog ikke - så kan et par af karaktererne/sidehistorierne med fordel skæres fra uden at det ændrer den grundlæggende stærke og vedkommende historie. Det er barske sager og bestemt ikke for de sarte, men det er tankevækkende og modigt, og godt musicalteater.

"Tremmer". Manuskript og sangtekster: Rasmus Mansachs. Musik: Lars Rabbek Andresen. 

Instruktion: Niels Lyfeldt. Koreografi: Kenneth Parsberg. Kapelmester: Lars Rahbek Andresen. Solistcoach: Jasmin Gabay. Korleder: Jacob Blegvad Stenz. Scenografi: Josefine Else Larsen. Kostumer: Rasmus Mansachs.

Produceret og opført af Musicalteatret. Spiller i Grøndalscentret (Folketeatrets turnéscene) til 6. maj.

Anmeldt 20. april (premiere).

Forestillingsfoto: Ole Overgaard.