Saturday Night Fever - The Musical

Silas Holst stråler i den store diskofest på Falconer, der bliver sendt til ombygning med et ordentligt knaldfyrværkeri.

* * * * * (Fem stjerner af seks)

Til sidst står han der, forrest på scenen, omgivet af lilla røg og peger mod stjernerne. Anderledes kan det naturligvis  ikke være. Silas Holst er det alt overskyggende omdrejningspunkt og den absolutte stjerne i "Saturday Night Fever - The Musical", og han lever til fulde op til forventningerne om at kunne levere varen, primært som danser, men også som sanger og skuespiller i hovedrollen som den rodløse discodreng Tony Manero.

Det er fra første til sidste taktslag ham det hele står og falder med. Han er bogstaveligt talt kun af scenen for at skifte skjorte, og det må være som at løbe et maratonløb hver aften at gennemføre den pragtpræstation han leverer. Man må virkelig håbe, at kroppen kan klare det helt frem til 29. april i Falconer - og igen fra 19. maj til 16. juni i Musikhuset Aarhus.

"Saturday Night Fever" er jo nærmest kult. John Travolta-filmen fra 1977 var på mange måder med til at definere en hel generation, min generation, og musikken, primært af Bee Gees, er forlængst blevet ikoniseret og kanoniseret. Den har vist sig at være langtidsholdbar i modsætning til langt det meste, der blev produceret og indspillet i discobølgen sidst i 70'erne. I musicalen følger man så vidt jeg lige kan erindre filmens forløb ganske slavisk. Det er vel egentlig mere en teaterkoncert end en musical, for selvom et par af sangene er forsøgt indarbejdet i den dramatiske ramme, så er det primært de to dygtige sangere Ilang Lumholt og Line Krogholm, der synger for, oftest gemt af vejen op hos musikerne på begge sider af den i øvrigt særdeles vellykkede og flotte Brooklyn-scenografi, og ofte som underlægning til det, det hele drejer sig om; dansenumrene.

Silas Holst danser bedst, men han er sandelig ikke alene om det. Hele ensemblet leverer et knivskarpt og topprofessionelt stykke arbejde. Der bliver ikke sat en fod forkert. Det er fremragende, seksstjernet Broadway-klasse danserne leverer sammen med frontmanden.

Hvorfor så 'kun' fem stjerner, sidder du måske nu og tænker? Ja, hvorfor. Først og fremmest fordi "Saturday Night Fever" som musical nok bare ikke er til mere. Spillescenerne mellem sang-og dansenumrene er i hele første akt nærmest bare vignetter, der kommer lidt mere substans bag efter pausen, hvor den tragiske sidehistorie om vennen Bobby, der har gjort en pige gravid rører en. En anden sidehistorie om storebroderen, der alligevel ikke vil være præst og kaster skam over familien, og den sporadiske flirten med racehad mellem Brooklyn-drengene og latinoerne, får ikke rigtigt luft under vingerne.

Tony er en omsværmet herre. Damerne vil gerne både danse og knalde med ham, men i takt med at han selv forelsker sig i den snobbede Stephanie inde fra Manhatten, udvikler han sig som menneske. Er der et håb og en fremtid for Tony? Ja, det er der da bestemt. Problemet er bare, at vi måske i virkeligheden er lidt ligeglade; vi vil bare gerne se ham danse.

Det lykkedes ikke for instruktøren Anders Lundorph at gøre "Saturday Night Fever" til mere end blot et overfladisk, men sindsygt flot show. En stor del af æren for det flotte show skyldes koreografen Tim Zimmermann, scenograf- og kostumedesigner Simon Higlett og Nick Richings, der har sat det lækreste lys. Joachim Pedersen får det lille orkester, bare seks mand, til at lyde af meget mere.

I de andre roller omkring Silas Holst' Tony Manero, fylder Amalie Dollerup selvfølgelig mest som dansepartneren Stephanie. Hun spiller rollen fint, men man kan altså godt se, at hun kommer til kort i dansescenerne. Christine Astrid er knalddygtig, men også sært overfladisk som veninden Annette, og af Tonys tre venner, er Mathias Augustine, den der træder stærkest i karakter som Bobby C.

Bodil Jørgensen i rollen som Tonys mor kan ikke have taget mange prøvetimer fra den hårde dansetræning. Hun dykker ned  i posen med 'Bodil Jørgensen classic', serverer rollen på sin helt egen, uforlignelige facon så salen skraldgriner og det er så det; og endelig skaber Christian Tafdrup en fin figur som den frafaldne præst, der agerer som en kejtet hund i et spil kegler på diskoteket, men måske alligevel ender med at frelse i hvert fald én, når det nu alligevel ikke var hans lod at frelse verden.

"Saturday Night Fever - The Musical" frelser ikke verden, men de to en halv time showet varer er i hvert fald i en fest uden bekymringer, og den slags skal man huske at værdsætte.

"Saturday Night Fever - The Musical". Historie: Nik Cohn. Overført til scenen af Robert Stigwood, Bill Oakes og Ryan McBride. Musik: Bee Gees, Harry Casey og Richard Finch, Leroy Green og Tyrone Kersey, David Shire, Walther Murphy, Albhy Galuten og Wild Cherry.

Instruktion: Anders Lundorph. Koreograf: Tim Zimmermann. Scenografi og kostumer: Simon Higlett. Lysdesign: Nick Richings. Lyddesign: Casper Ravn og Anders Dalmose. Kapelmester: Joachim Pedersen.

Medvirkende: Silas Holst, Amalie Dollerup, Christine Astrid, Bodil Jørgensen, Allan Olsen, Runi Lewerissa, Ann Hjort, Christian tafdrup, Mathias Augustine, Teit Samsø, Emil Birk Hartmann, Morten Kjeldgaard, Patricia Tjørnelund, Frederikke Maarup Viskum m.m.fl. Sangere: Ilang Lumholt og Line Krogholm.

Spiller på Falconer indtil 29. april (hvorefter hele centret lukkes for ombygning og genåbner som musicalteater og hotelkompleks i efteråret 2018). Spiller i Musikhuset Aarhus fra 19. maj til 16. juni.

Anmeldt 17. marts (premiere).

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.