SYNG DANSK

"Syng dansk" er en musikalsk komedie om jagten på en ny dansk sang, der beskriver hvad der er danskhed. 

* * * (tre stjerner af seks)

Det er rablende vanvittigt og indiskutabelt morsomt, hvad Line Knutzon og det gamle hold fra "Guitaristerne" tilbage i 2005 har strikket sammen til Bellevue Teatret under titlen "Syng dansk". Holdet; udover dramatikeren er det komponisten Jens Hellemann og instruktøren Nikolaj Cederholm, følger tråden fra dengang meget godt op. Det er samme skæve, skøre humor. Ja, men kan vel næsten sige, at Carsten Bjørnlund i rollen som sig selv, her spiller på mange af de samme tangenter, som jeg erindrer ham spille på i rollen som den principfaste Hesselhud i "Guitaristerne". Det er rablende vanvittigt, og når det er bedst også vanvittigt morsomt, og det er meget musikalsk, men så hører lighederne også op.

For var "Guitaristerne" en lille dramatisk genialitet, så er "Syng dansk" snarere en dramatisk parantes. 

Rammen er en radiotransmitteret koncert, som kulminationen på en konkurrence om at finde en ny dansk sang, der kan tegne et billede af Danmark i dag og indgå i den hæderkronede danske sangskat. Carsten Bjørnlund og Jesper Lohmann er aftenens værter, svenske Aksel Morisse er kapelmesteren og orkestret består af tre meget musikalske kvinder; Maggie Björklund, Eva Malling og Lisbeth Diers.

En efter en piller de 15 sange op af to 'bøvler', sådan udtaler Jesper Lohmann konsekvent og grusomt irriterende, de to glasbowler, der sammen med kreativt brug af draperede scenetæpper og lys, udgør scenografien. Sangene beskriver hver især - mere eller mindre vellykket - noget ærkedansk, og de er hele ideen med forestillingen og dens absolutte omdrejningspunkt.

Mellem sangene ligger så en række scener, der veksler mellem det rent slapstick pjattede og det direkte syrede, og det er her i mellemspillene, at "Syng dansk" ganske enkelt ikke kan leve op til hverken "Guitaristerne" eller til de forventninger, man må have til en skarp satiriker med en krøllet hjerne, som Line Knutzon.

Bevares, flere af scenerne er morsomme, men de fleste er for lange, for dårligt timet og først og fremmest for højtråbende og så energiske, at man sidder og tænker: Jamen, så fald dog ned!

Jeg kan rigtigt godt lide 10-12 af de 15 musikalske numre. Teksterne er morsomme; igen, skæve og vanvittige. Dygtigt serveret af både orkestret, der pjatter med,  og skuespillerne, der ikke holder sig tilbage for selv at spille instrumenter. Jeg var i perioder ret vild med Carsten Bjørnlunds figur, der for eksempel simpelthen ikke kan acceptere, at der er en svensk kapelmester til en 'syng dansk'-aften, og i øvrigt insisterer på at være sin egen minoritet. Jeg var mindre begejstret for Jesper Lohmanns karakter; sådan en omgang Bingo-vært i et provins forsamlingshus, og ærligt talt temmeligt irriterende. Aksel Morisse kan både synge og spille, men bliver også for karikeret for karikaturens skyld. Balancen er hårfin, og jeg skal ikke afvise, at hele forestillingen på sine bedste aftener kan finde sin rette balance. 

Musikalsk er den ganske imponerende; man spænder bredt fra decideret dansktop til den vildeste punkrock, og der er fine, veludførte ideer bag de fleste af fremførelserne. Havde man skåret en god halv time væk allerede inden premieren havde der været en ekstra stjerne fra mig.

Nu bliver det sådan lidt la-la. Blød middelvare med øjeblikke af stor fornøjelse. 

I virkeligheden er det jo meget, meget dansk. Men det er dog trods alt næppe helt bevidst.

"Syng dansk". Musikalsk komedie af Line Knutzon. Komponist: Jens Hellemann.

Instruktion: Nikolaj Cederholm. Kostumer og visuelt koncept: Line Bech. Koreograf: Anja Gaardbo. Lys- og lyddesign. Brian Njie og Anders Stadelund.

Medvirkende: Carsten Bjørnlund, Jesper Lohmann og Aksel Morisse. Orkester: Maggie Björklund, Eva Malling og Lisbeth Diers.

Spiller på Bellevue Teatret til 2. april.

Anmeldt: 9. marts (premiere).