En nitte i lotteriet

* * (To stjerner af seks)

Ætsende samfundssatire.

Sådan beskriver Nørrebro Teaters direktør Mette Wolf Gustav Wieds klassiker "Livsens ondskab". Romanen udkom i 1899 og beskriver netop med ætsende præcision småborgerligheden i den lille fiktive by, Gammelby, der på mange måder var en forløber for det Korsbæk, Lise Nørgaard skabte til 'Matador'.

Mange vil huske Palle Skibelunds tv-serie fra begyndelsen af 70'erne med Keld Markuslund som Emanuel Thomsen og Carl Ottosen som toldinspektør Knagsted. Det var slow tv par excellence fra monopol tv'ets tid, men det kunne alligevel noget.

Mette Wolf har selv dramatiseret romanen til denne opsætning, og lagt instruktionen i Christoffer Berdals hænder. Han har fået ni skuespillere at 'lege med' og det sætter naturligvis sine begrænsninger, når man skal beskrive en hel købstads brogede persongalleri fra ovennævnte hovedpersoner til de fede borgermænd i ædedolkenes klub og deres sladrende og fisefornemme koner, til elskelige Mor Karen og mølleren Mortensen, der holder skansen på den gamle Møllegården, som Emanuel og hans mor måtte sælge da faderen døde og som Emanuel hver eneste dag siden har drømt om at købe tilbage når han engang kommer til penge.

Skuespillerne må spille et hav af roller, og det bliver desværre en fæl omgang overgearede og overspillede karikaturer, der kun understøttes af Palle Steen Christensens minimaliske scenografi og groteske kostumer. 

Mens tv-serien var tidstypisk slow tv, så er teateropsætningen lige så tidstypisk på speed. Emanuel styrter rundt med sin kost, og jonglerer behændigt med fadede fra de riges bord. Når Knagsted promenerer med den gamle Mørck, så foregår det i småløb. Kvikt skal det gå, og kvikt er det. Så kvikt, at nuancerne ganske fortoner sig. De fine nuancer, antydningerne, finesserne og poesien i Wieds fortælling er ganske enkelt ikke-eksisterende. Og samfundssatiren? Tja, den har jeg oprigtigt talt også svært ved at få øje på.

Peter Zandersen spiller rollen som Emaunel Thomsen med imponerende fysisk energi. Desværre også helt uden sjæl og varme. Hans Emanuel er ikke en vi får den mindste medlidenhed med, hverken som fattig eller rig, og som anden akt skred frem tænkte jeg kun på om han dog ikke bare kan få købt den gård tilbage så vi kan blive færdige.

Ditte Gråbøl har ikke meget at gøre med som Mor Karen, men lyser dog op med sin vidunderlige mimiske timing, Peder Holm Johansen har sine øjeblikke som den dødsmærkede Mørck, der plages af Knagsteds infame ondskabsfuldheder, og Tom Jensen i rollen som Knagsted er den eneste, der ind imellem får skabt en karakter, der træder ud af karikaturens kløer. Resten er absolut stilhed.

Hvo intet vover, intet vinder. På Nørrebro Teater vover de, men denne gang uden at have samme held i lotteriet som 'Thummelumsen'. Det blev desværre en nitte, denne gang.

"Livsens ondskab". Dramatiseret af Mette Wolf efter roman af Gustav Wied.

Instruktion: Christoffer Berdal. Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen. Koresgrafi: Christel klan Stjernebjerg.

Medvirkende: Peter Zandersen, Tom Jensen, Ole Lemmeke, Ditte Gråbøl, Peder Holm Johansen, Laura Kvist Poulsen, Jeanette Lindbæk Birk, Johanne Dal-Lewkovich og Marie Knudsen Fogh.

Spiller på Nørrebro Teater til 12. april.

Anmeldt 18. februar (premiere)

Ps/ En dag ved lejlighed, er der en der skal forklare mig hvorfor Knagsted kun er iført hvide knæstrømper og underhylere under tolderfrakken, og hvorfor han fra tid til anden tager skæg og paryk af. Det dramaturgiske twist forstod jeg ikke en skid af.

Foto: Ulrik Jantzen