Sjov og opfindsom teaterleg

* * * * (fire stjerner af seks)

Fire skuespillere, der deler 130 roller (sådan circa, det er hvad der står i programmet, men jeg fik aldrig talt efter), i en komedie baseret på en gammel thriller fra 30'erne. Det lyder hæsblæsende og som noget, der enten brister eller bærer.

"De 39 trin" i Tivolis Glassalen bærer. Det er ganske vist ikke som sådan thriller-spændende, men det er vældigt morsomt. Sjovt nok er det slet ikke så hæsblæsende, som man skulle tro. I hvert fald ikke at overvære - det er formentlig en helt anden snak at medvirke i. Tempoet er fint afbalanceret, der er plads til både at fortælle en historie og gøre vildt grin med den.

Handlingen kort fortalt. En velhavende ungkarl i London går i teatret af kedsomhed, møder en mystisk og dragende kvinde, som inviterer sig selv med hjem. Næste morgen er hun myrdet, og vor helt, Richard Hannah, bliver selvfølgelig efterlyst for mordet. Hun når dog at fortælle en sær historie om spioner, en national hemmelighed om lydløse fly, og nævner navnet på en lokalitet i Skotland. Vor helt rejser derfor med toget til Skotland - med politiet og spionerne lige i hælene - for at løse gåden og rense sit navn. Her møder han en ung, smuk kvinde, en ussel professor, et hav af sære typer, og ender tilbage i selvsamme teater, hvor det hele startede, og hvor historien får en happy ending.

Stykket er skrevet på baggrund af den legendariske Alfred Hitchcock-film fra 1935, som igen er baseret på en spion-roman af John Buchan, og det ikke svært at forstå hvorfor teaterparret Joy-Maria Frederiksen og Niels Olsen faldt pladask for det da de for år tilbage så det opført i London.

Langt de fleste roller spilles af Niels Olsen og Thomas Mørk, der skifter karakter og køn i ét væk, fra varietéoptrædende over spioner, handelsrejsende, skurke, skotske kroværter til politimænd på evig jagt. Rollerne synes som skrevet til makkerparrets energiske komiske udtryk, som de især har foldet ud sammen i Cirkus Montebello og i et hav af revyer, både sammen og hver for sig. Man kan vælge at tage de meget kritiske briller på, og hævde, at de ikke har nuancer nok i deres mange roller. Man kan også hævde, at det er lettere på originalsproget at skifte mellem de forskellige dialekter; briter kan jo vitterlig høre forskel på en højlandskskotte og byskotte, selvom ingen af dem er til at forstå. Her må Olsen og Mørk ty til forskellige afarter af fynsk og skraldejysk, og det er omend ganske morsomt selvfølgelig ikke helt så raffineret. Lad det ligge. "My Fair Lady" har altid haft samme problem, uden at det har gjort noget.

Mads Knarreborg og Kristine Yde har det lettere. Han har kun én figur at forholde sig til, vor helt på flugt. En skødesløs dandy, der godt nok først og fremmest forsøger at redde sit eget skind, men som dog hen ad vejen alligevel viser sig at have moral nok til at tænke på nationens sikkerhed. Hun er både tysk femme fatale, skotsk bondekone med storbydrømme og historiens yndige engenue. 

Den opmærksomme publikummer vil bemærke op til flere fine referancer til andre af Hitchcocks berømte film; Psyko, Menneskejagt og Fuglene, og selvfølgelig dukker Alfred Hitchcock også selv op i al diskretion, som det jo var en tradition, at han altid gjorde i sine film. 

Opfindsomheden er stor, trods ganske små og enkle midler. For eksempel turen med bumletoget til Edinburgh, eller den susende vind fra vest i højlandet. Fire stole og en talerstol bliver med et snuptag til spionernes bil, og en enkelt dør på hjul giver et meget klart billede af et uendeligt stort hus med mange, mange værelser og gange. På den måde er "De 39 trin" også en herlig leg med teatrets virkemidler.

Instruktionen er effektiv, scenografien opfindsom og spillet er hele raden rundt veloplagt, morsomt og til sidst, ganske og aldeles ekvilibristisk, når Thomas Mørk som Mr. Memory rabler hele den for nationens sikkerhed så vitale hemmelige formel for lydløse fly af sig.

"De 39 trin" er god, gedigen underholdning , der varmer op på en kold vinteraften. Og så kan jeg ikke lade være at tænke på hvor godt et turnépotentiale denne forestilling har.

"De 39 trin". Af Patrick Barlow efter originalt koncept af Simon Corble og Nobby Dimon. Oversat af Joy-Maria Frederiksen.

Instruktion: Joy-Maria Frederiksen. Scenografi: Marianne Nilsson. Lysdesign: Nicolaj 'Guf' Hommelhoff. Lyddesign. Steffen Hansen og Morten Frank.

Produceret af Helgi Sigurdsson og Tivoli.

Spiller i Glassalen i Tivoli til 12. marts med mulighed for forlængelse.

Anmeldt: 9. februar (Premiere)

Fortestillingsfoto: Chris Campbell.