01-02-2017

Blown away i Fredericia

* * * * * (fem stjerner af seks)

Man kan ikke andet end imponeres over det de præsterer på Fredericia Teater. Jeg er stadig helt svimmel efter den vildeste scenografiske oplevelse i oktober  til "Klokkeren fra Notre Dame", og  her til aften fik jeg så endnu en 5-stjernet teateroplevelse på teatret med rockmusicalen "Lizzie".

Det er en amerikansk undergrunds rock-splatter musical, som Fredericia Teater allerede satte op med stor succes for et par år siden, hvor det var intet mindre end en Europapremiere. Succesen var så stor, at det var den danske opsætning man ønskede at sætte op i London, så senere på måneden rykker "Lizzie" fra Fredericia til teaterbyen over dem alle. Det kan man kun være både stolt og imponeret over. Af samme årsag er denne genopsætning på engelsk og med et for 3/4 af de medvirkendes vedkommende britisk/amerikansk cast. Kun én fra den oprindelige Fredericia opsætning, Bjørg Gamst i titelrollen som Lizzie, der hakker sin far og stedmor ihjel med en økse - og slipper godt fra det - er genganger, og får fra den 24. i denne måned lov til at spille rollen på The Greenwich Theatre i London. Hun er så overbevisende god, at det da er et spørgsmål om hun behøver at købe en returbillet!

"Lizzie" er skrevet af Steven Cheslik-Demayer, Alan Stevens Hewitt og Tim Maner og er baseret på en sand historie om Lizzie Andrew Borden, som i 1892 dræbte sin far og stedmor med en økse i den lille by Fall River,  Massachussetts. Historien er blevet legendarisk i USA og er foruden i denne musicalversion blev dramatiseret i en tv-film fra 2014. Det er en grum historie om incest og psykisk vold, et bestialsk dobbeltdrab og en retssag, hvor Lizzie Borden frifindes på grund af manglende beviser. Den spilles og især synges af fire dejlige kvinder - de to af dem indleder tilmed en åbenlys lesbisk affære - og den hårde rock bliver leveret af et usandsynligt veloplagt seks-mands orkester og sunget aldeles fremragende af de fire solister. Udover Bjørg Gamst er det engelske Bleu Woodward, som naboen Alice, Jodie Jacobs, som tjenestepigen Bridget og amerikanske Eden Espinosa som storesøsteren Emma. De tre har alle bred erfaring fra et hav af større og mindre teateropsætninger, men det er første gang at de kaster sig ud i en musikalsk genre, så hårdtpumpet som denne.

Det er første akt, der har den største dramatiske tyngde. Det er mildt sagt intenst og skræmmende, når Lizzie i forestillingens begyndelse synger om faderens misbrug af hende i "This is not love", og når naboen Alice så skrøbeligt erklærer Lizzie sin kærlighed. En kærlighed, der skal vise sig særdeles kærkommen da politiet begynder at stille nærgående spørgsmål efter dobbeltdrabet. Lizzie søger tilflugt fra faderen i dueslaget hos sine elskede fugle og det er da han hakker hovedet af dem for at straffe hende, at dråben - blodsdråben, fristes man til at sige - får bægeret til at løbe over. 

I anden akt oprulles sagen for retten, og det er der ikke samme dramatiske dybde i, til gengæld har komponist/forfattertrioen til anden akt bygget noget fantastiske sangnumre op, med "Questions, Questions" og "Thirteen days in Taunton" som forestillingens musikdramatiske højdepunkter. 

"Lizzie" havde re-premiere 27. januar, og spiller kun indtil 12. februar på Fredericia Teater inden den rykker til The Greenwich Theatre på Londons West End Fringe. Fredericia Teater har tidligere med stor succes spillet deres store musicalopsætninger i København, og jeg vil virkelig ønske, at det på et tidspunkt kunne være muligt at se den også i København - hvadenten det så er i den engelske eller danske udgave.

"Lizzie". Musik af Steven Cheslik-Demayer og Alan Stevens Hewitt. Sangtekster: Steven Cheslik-Demayer og Tim Maner. Dialog: Tim Maner.

Instruktion: Victoria Bussert. Original koreografi: Greg Daniels/Lokal koreografi: Bjørg Gamst. Scenografi: Jens Frausing, Anders D. Jensen og Noemi Costa. Kostumer: Michael Nøhr/Anna Juul Holm.

Musikere: Martin Bergmann Konge, Steffen Schakinger, Jens Kokholm, Allan Nagel, Lars Daugaard og Jess Cox. 

Medvirkende: Bjørg Gamst, Bleu Woodward, Eden Espinosa og Jodie Jacobs.

Producent: Frederia Teater v/ Søren Møller.

Spiller på Fredericia Teater fra 27. januar til 12. februar. På The Greenwich Theatre i London fra 24. februar.

Foto: Malmose.com

Anmeldt 1. februar.