Den, der ler sidst, ler bedst...

**** (Fire stjerner af seks)

I ti år har en lille kvintet af erfarne, dygtige skuespillere drevet turnéteatret Comedieteatret, med den klare mission at bevare folkeligt appellerende komedieteater på danske scener. Om lidt er det slut. For lidt udbytte af for meget arbejde er den plausible forklaring på, at Comedieteatret lukker og slukker, når deres sidste produktion ”Far’ på færde” spiller sidste gang 14. marts i Odense efter ca. 40 opførelser.

Det er en skam. Gennem årene har Comedieteatret leveret et par gode håndfulde forestillinger til de danske teaterforeninger indenfor en genre, der er elsket og efterspurgt af publikum, men sjældent har haft kulturelitens bevågenhed; farcen.

Comedieteatret opstod af asken fra farceteatre som AmagerScenen og ABC-Teatret, men trods ubetinget succes, må også de nu erkende, at arbejdet er større end lønnen berettiger. Tilbage står vi så i store træk uden et egentligt morskabsteater i Danmark. Fra tid til anden tager andre teatre genren til sig; dels landsdelsscenerne, af og til Folketeatret, mens ellers er genren ved at uddø.

Ikke alle Comedieteatrets forestillinger gennem årene har været lige vellykkede. Farcen er en særdeles vanskelig kunstart, hvor man balancerer på en knivsæg mellem det sublime og det helt kiksede. Timing betyder alt, og den samme forestilling kan den ene aften være et perlende champagneknald af en fest for den næste, at minde om en livstræt bænkevarmer et godt stykke efter kl. 24.

Heldigvis slutter Comedieteatret på toppen med ”Far’ på færde”. Farcen er skrevet af den engelske maestro udi komediens kunst, Alan Ayckbourn, som i 70’erne og 80’erne var den mest spillede udenlandske dramatiker herhjemme. Jeg kan simpelthen ikke huske, om ”Far’ på færde”, med originaltitlen ”Relatively Speaking”, er blevet spillet herhjemme tidligere, her har selv Google måttet give op, men mon dog ikke at det har. Stykket er fra 1965 og var Ayckbourns store gennembrud. Noget siger mig også, at jeg for mange, mange år siden har set stykket før, men hånden på hjertet, forviklingsfarcer er skåret over samme læst, og skabelonen med fire personer, der ryger ind og ud af scenen mens forviklingerne  og misforståelserne og problemerne hober sig op, er flittigt brugt. Jeg kan have oplevet den før, men jeg kan også sagtens forveksle den med andre i samme genre.

Henrik Lykkegaard har oversat og bearbejdet denne udgave, som han har fået lov til at henlægge til Danmark i sommeren 1965. Hanne og Peter er et ungt, forelsket par. Peter vil gerne giftes med Hanne, men hun har flere skibe i havnen, blandt andet den ældre, generøse Jørgen, som er gift med Inger, og bor i et fint hus i Humlebæk. Hanne har planer om at tage op til Jørgen for at gøre en ende på affæren, men Peter kommer hende i forkøbet i den tro, at Inger og Jørgen er Hannes forældre. Han vil bede dem om lov til at gifte sig med hende, men Jørgen forveksler Peter med den elsker, han tror Inger har, og da Hanne også dukker op, forsøger hun at redde sig ud af kniben ved at lade Peter forstå, at Jørgen er hendes far. Inger, derimod, har ingen anelse om hvad der foregår.

Det er meget morsomt skrevet, måske ikke helt så sprudlende oversat/bearbejdet, og for at være helt ærlig, så kunne man lige så godt have ladet stykket foregå hvor det er skrevet, fordanskningen gør ingen nævneværdig forskel. Men pyt med det.

Som det ofte er tilfældet med denne slags farcer, så skal motoren lige løbes i gang. Den første halve time er lidt tung, vittig uden at være decideret morsom, men så går det ellers over stok og sten, og det bliver sjovere og sjovere. Ikke mindst på grund af de fire medvirkende: Karsten Jansfort og Jeanne Boel som det midaldrende ægtepar, der i den grad er kørt fast i ægteskabet, og Christine Gaski og Paw Henriksen, som det unge par; den ene lidt mere uskyldig end den anden.

De spiller alle fire glimrende, men det er Boel og Jansfort, der har pointerne. Og de har den ovennævnte timing, der er så vital for kunsten at spille en farce som denne. De er begge medstiftere af Comedieteatret, og deres kærlighed til genren har med årene udviklet sig til noget nær virtuos kunnen, der kulminerer smukt her. Jeg håber virkelig, at vi ikke helt skal undvære dem på teaterscenerne i deres rette element, selvom Comedieteatret lukker og slukker.

Flittige Anders Lundorph har instrueret med god sans for farcens tempo og timing, og Klaus Kristensen har skabt den fikse, turnéegnede dekoration, som man fornemmer kan klemmes og udvides alt efter forholdene i de enkelte teaterforeninger.

Det er trist, at Comedieteatret lukker, men i det mindste glædeligt, at det sker med en så vellykket og morsom forestilling som denne. Den, der ler sidst, ler bedst!

”Far’ på færde”. Af Alan Ayckbourn. Bearbejdet af Henrik Lykkegaard.

Instruktion: Anders Lundorph. Scenografi: Klaus Kristensen. Kostumer: Henrik Børgesen.

Medvirkende: Karsten Jansfort, Jeanne Boel, Christine Gaski og Paw Henriksen.

Produceret af Comedieteatret. Premiere i aften (16. januar) i Viborg. Turné frem til 14. marts. Turnéliste kan ses på www.comedieteatret.dk.

Forestillingsfoto: Anders Hjerming.

Anmeldt: 14. januar i Albertslund Musikteater (forpremiere)