12-01-2017

Livet er værd at leve

* * * * * (fem stjerner af seks)

Lærke Sanderhoff.

Et navn, der er værd at skrive sig bag øret og huske. Hun er en ung dramatiker, som allerede har en masse fine ting på CV'et, bedst kendt skuespillet "Klumpfisken", der blev til en prisbelønnet film.

Hun kan noget. Og sat sammen med den finurlige, skæve teatermand Hans Rønne, kan hun rigtigt meget. Deres "Lev menneske", der havde  premiere på Odense Teaters Værkstedet i aftes er i hvert fald en sand fornøjelse. Hun har skrevet, han har instrueret. 

Stykket er en lille melankolsk komedie på en god halvanden times tid. Længere behøver det ikke være.  Det er vel nærmest det man kalder en episodehistorie, hvor fem menneskers veje krydses mere eller mindre tilfældigt; Ægteparret Lis og Ove, der lever et egentligt lykkeligt, men alt andet end sprudlende samliv, hvor højdepunktet er at de læser den samme kriminalroman - simultant! Det er en dødssynd at læse forud, så når han blunder, slår hun bogen sammen.

Den unge Kamille, gravid og single.På jagt efter den eneste ene. Søren, den sødeste unge fyr, som speeddater Kamille, og vil mere end det, selvom det ikke ligefrem slår gnister mellem dem. Man kan egentlig godt forstå, at lille ufødte Gysses far ikke stod distancen.

Endelig er der Kaj, en halvgammel sømand med fire ægteskaber plus det løse bag sig, og en voksen søn, han stort set har forsømt og svigtet hele livet. Kaj skal have generhvervet kørekortet hos kørelæreren Ove, hvor Kamille også er ved at tage kørekort, men hun kan ikke betale, så hun tilbyder i stedet Ove lektioner i show dance, hvilket får Lis til at tro at Ove har en affære. At Kamille underviser i show dance er måske manuskriptets eneste lille svaghed. Hvem fanden tror på den!?

Lis skriver lejlighedssange og opsøges af Kaj, der vil have hende til at skrive en sang til sin søn, Sørens, 30 års fødselsdag, men ender i stedet med at sende hende ud for at finde sønnen, som han helt har mistet kontakten til. På den måde kan Lis udleve sin indestængte drøm om at blive som sin  kriminalromans helt, privatdetektiven Connor.

Der er ikke en præmie for at gætte at Kamilles Søren også er Kajs Søren, men selvom det lyder så såre banalt bliver det vittigt, varmt og kærligt.

Fordi Lærke Sanderhoff kan skabe karakterer og skrive replikker, fordi Hans Rønne kan det der med at få skæve personager til at leve på en scene, og fordi man har et flot castet ensemble, der alle spiller så fint, så fint.

Malene Melsen, Marie Mondrup, Martin Fredberg, Bo Stendell Larsen og Klaus T. Søndergaard giver alle deres karakterer liv og sjæl og først og fremmest varme. Det er, trods melankolikken, en komedie, så vi både smiler og lér, ofte og meget.

Læg dertil en vellykket scenografi og en spændende lydside med små stykker musik skabt af Søren Siegumfeldt.

I små korte, skæve hverdagssituationer krydses karakterernes veje og til sidst falder alle brikkerne på plads, i hvert fald nok på plads til at vi forlader salen med følelsen af en happy ending. Det er godt teaterhåndværk af en teknisk dygtig dramatiker, der ikke skriver fortænkt og forskruet, men skaber små, fine karakterer med enkle virkemidler.

"Lev menneske" er en samproduktion mellem TEATRET og Odense Teater og spiller i Odense frem til 8. februar, herefter rejser forestillingen på turné til Svalegangen i Aarhus, Esbjerg Musikhus, Mungo Park i Kolding, Baggårdsteatret i Svendborg og slutter på Folketeatret i København hen mod slutningen af marts.

Se den!

"Lev Menneske". Af Lærke Sanderhoff.

Instruktion: Hans Rønne. Scenografi og kostumer: Gitte Baastrup. Komponist: Søren Siegumfeldt og Lysdesign: Kisser Rosenquist.

Produceret af TEATRET og Odense Teater.

Anmeldt 12. januar (premiere).

Forestillingsfoto af Per Pedersen.

Kommentarer

15.01.2017 09:13

Morten Buckhøj

Kære Grethe,

"Lev menneske" spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus fra 21. februar til 4. marts. Det er umiddelbart det nærmeste de kommer Vesthimmerland.
Tak for din interesse.
Mvh.
Morten Buckhøj

14.01.2017 23:25

Grethe Buhl

jeg vil gerne vide, hvortil stykket kommer på turne ?
Jeg bor i Vesthimmerland, og der er langt til Odense.