25-11-2016

Banko på den ene plade

* * * (tre stjerner af seks)

Juletiden byder på en mangfoldighed af juleunderholdning og -shows af enhver tænkelig karakter og oppe på Odsherred Teater i Nykøbing Sjælland hedder opskriften på et juleshow; Julebankovarieté.

Ingredienserne er: Sang, underholdning og banko, og de røres solidt sammen af en trio bestående af Mei Oulund, Anna Stokholm og Henrik Ipsen - med Jan Overgaard ved klaveret.

Hvad angår sangene er der banko på fuld plade. Mei Oulund har skrevet nye tekster til ni kendte sange, og samlet et afsluttende julemedley, og de er rigtigt morsomme, som for eksempel, når hun selv synger om de tolv ting ved julen, der pisser hende af, eller når Henrik Ipsen serverer "My Heart Belongs to Daddy" som en hyldest til den modne kvinde med lidt til både gården og gaden, tilsat denne juls mest afsindige 'fri dans'. 

Sangnumrene hitter stort, også fordi de synges så godt som de gør. 

Julebankovarietéen er bygget op omkring en grundhistorie om varieté-værtinden Lizzie, hendes håndgangne hjælper, Arne, der er hemmeligt forelsket i hende, og så den mystiske nye servitrice, Mimmi, der ikke alene kommer bærende med en tung sæk, men også bærer på en hemmelighed, hun end ikke selv kender. Ingen spoilere her, I må selv til Odsherred Teater, hvis I vil vide hvad hemmeligheden er.

Denne del af aftenen er mindre vellykket; men det starter ellers lovende. Mimmi ankommer forsinket og stakåndet til sin første arbejdsdag og bruger alverdens ulykker som undskyldning; de uhyggelige skræmmeklovne - Trump og Putin, Assad i Syrien, fugleinfluenza og det netop afholdte valg til Folketinget, som kun én eneste af landets vælgere opdagede var udskrevet og afholdt! Det er ikke bare satire, det er dagsaktuel satire. Anna Stokholm - helt nyuddannet fra skuespillerskolen i Odense, forestillingen her er hendes debut på teatret - leverer den med rablende energi, sødme og charme. Hende skal vi nok komme til at se mere til i fremtiden. Apropos 'se mere til', så kunne jeg da godt tænke mig at se både Henrik Ipsen og Mei Oulund på en sommerrevyscene på et tidspunkt, der tror jeg kunne blive lidt af et hit.

Desværre holder grundhistorien ikke hvad den lovende indledning lægger op til. Teksten er simpelthen ikke god nok, der mangler tempo, og det bliver i al for høj grad op til skuespillerne at hive den hjem. De gør hvad de kan, de gør det glimrende, men det bliver lidt op af bakke.

Og så hjælper det jo ikke ligefrem, når aftenens tredje ingrediens - julebankoet - også skal afvikles, oven i købet to gange, med spilleplader på alle bordene og med Henrik Ipsen som veloplagt opråber.

Enhver, der har prøvet at spille banko med børnene ved, at det kun er rigtigt sjovt for dem, der er lige ved at få pladen fuld, og uforudsigeligheden ved den tilfældige, elektroniske, udtrækning af tal, gør det mere end svært holde intensiteten i forestillingen. Det bliver for langtrukkent. Jeg kan ikke lade være at tænke på, om ikke bankocomputeren kan kodes til at finde vinderne hurtigere!

I sommer rykkede Odsherred Teater ind i nye rammer i et nedlagt supermarked midt på gågaden i Nykøbing Sjælland. Her kommer man meget tættere på publikum end tidligere, og den flytning er blevet taget godt i mod. Der var næsten fuldt hus i aftes til dagen efter premieren. Publikum var denne aften et modent, overvejende kvindeligt publikum, og jeg tænker, at forestillingen nok vil have glæde af når et mere feststemt julefrokostpublikum indtager salen og bliver en mere aktiv medspiller for solisterne på scenen.

"Bankovarieté 2016 - Ryst posen".

Tekst og sangtekster afMei Oulund. Instruktør: Sophie Lauring. Koreografi: Anna Stokholm. Pianist: Jan Overgaard.

Medvirkende: Mei Oulund, Anna Stokholm og Henrik Ipsen.

Spiller på Odsherred Teater til og med lørdag 17. december. 

Anmeldt 24. november.