Forside Anmeldelser 2023 MØDRENES HUS

MØDRENES HUS

259
0

Skuespilleren Rikke Westi gennemspiller på imponerende vis alle den komplicerede fødsels skiftende stadier i monologen ”Mødrenes hus” på Mungo Park.

* * * * *

På vej ud af teatret Mungo Parks nye, biografagtige teatersal, efter ”Mødrenes hus” støder jeg på en ung, højgravid kvinde. Hun ser ikke helt så lykkelig ud som man ville forvente af en kvinde i hendes tilstand, men det tror da pokker. Hun har netop overværet en time og tyve minutter lang teaterforestilling om en fødsel, der går helt galt. Set skuespilleren Rikke Westi gestalte den fødende Rosa med gribende indlevelse gennem alle den komplicerede fødsels skiftende stadier, fra den muntert og forventningsfulde forberedelse til hvad der er planlagt som en naturlig fødsel i trygge ramme, uden brug af medicin, til hvad der ender med at blive et mareridtsagtigt fem dages helvede frem mod kejsersnittet.

Lad mig bare være ærlig; forestillingen er måske ikke den helt ideelle adspredende fødselsforberedelse for unge, førstegangsfødende kvinder og deres samlevere.

”Mødrenes hus” er dramatiseret og instrueret af Nina Rudawski på baggrund af Liv Nimand Duvås anmelderroste roman af samme navn, som udkom så sent som i 2022. Romanen og forestillingen tager udgangspunkt i Liv Nimand Duvås personlige oplevelser som førstegangsfødende, og sætter et sjældent set fokus på selve fødslen. Uden det sædvanlige spring mellem nu kommer det til se mit smukke barn, men med al den smerte, frygt og frustration en fødsel også indebærer. Tilsat en kras kritik af et offentligt sygehusvæsen, der presset til sit maksimum på ressourcer, synes blottet for det måske vigtigste af alt i sådan en situation – empati.

I sin fortælling lader Liv Nimand Duvå den unge kvinde føre ud i en medicin-hallucinerende drøm, hvor hun møder sin egen, gravide bedstemor, som guider hende gennem en mørk skov mod mødrenes hus. Et sted, hvor kvinders generationslange erfaring med at føde og hjælpe andre kvinder til at føde, fremstår som den diametrale modsætning til det offentlige sygehusvæsens kliniske og kolde fødefabrikker.

Rosa spilles af Mungo Parks unge ensembleskuespiller Rikke Westi, som muligvis ikke selv har født, men som synes at have inddraget alle aspekter i den gravide og fødende kvindes psyke i sin udtryksfulde karakter. Hun er charmerende morsom i indledningen, som den frie, ubekymrede kvinde, der synes at tage dagen som den kommer. Med et glimt i øjet, og en sarkastisk humor, sorterer hun genbrugsbabytøjet, og flytter med den højgravides besværede krop rundt på hendes og kæresten Gilberts åbenlyst få ejendele. Hun skal jo have tiden til at gå med et eller andet, for hun er gået ni dage over termin, og kan ikke længere  sove. I modsætning til Gilbert, som får rigeligt med søvn, så han kan være udhvilet til det store øjeblik.

Fødslen er planlagt til at foregå i trygge rammer på en privat klinik med lyserøde vægge og en omsorgsfuld jordemoder, men komplikationerne, der opstår, sender i stedet Rosa i pendulfart frem og tilbage mellem klinikken og sygehuset, og i takt med at den smertelindrende morfin forgifter hendes krop, altså også ud i de vilde, mareridtsagtige drømme.

Rikke Westi er gennem hele følelsesregistret; vreden, som selvfølgelig går ud over kæresten på skamlen i hjørnet af stuen, angsten, modløsheden, frustrationerne over ikke bare at kunne føde sit barn som alle andre, frem imod forestillingens barske klimaks, hvor hun sidder uforløst, fysisk smadret og skuffet tilbage efter kejsersnittet. Med tårerne trillende ned ad kinderne, mod sin opskårede, blodige bug, fortæller hun rørende om bedstemoderens døde barn, og om at befinde sig i et vakuum, hvor hendes gråd hverken er af lykke eller sorg. Det er meget smukt fortalt, og det er meget smukt spillet.

Jeg har ikke læst romanen, og skal derfor ikke kunne sige om teateropsætningen yder den respekt, men Nina Rudawskis nænsomme instruktion forekommer at behandle materialet respektfuldt. Teksten er overraskende morsom, men det er alvoren, der bærer fortællingen. Sofia Staal har skabt en meget enkel scenografi, bestående af kliniske vægge, som kan belyses så de reflekterer de skiftende steder og stemninger, og lyddesigner Emil Sebastian Bølls jordskælvs- og dommedagsagtige lydunivers beskriver meget malerisk de buldrende veer, der flår i både krop og sjæl.

Af helt naturlige årsager har jeg aldrig selv prøvet at føde, men jeg har da et par gange ’været med på en taburet i hjørnet’, og kan derfor berolige publikum med, at det ikke altid ender så galt som beskrevet. ”Mødrenes hus” er glimrende teater, effektfuldt, vedkommende, morsomt og meget velspillet. Men som nævnt, måske ikke ligefrem den teaterforestilling jeg vil anbefale unge førstegangsfødende at se lige inden de skal have gang i veerne. For så kan det godt være, at søvnløsheden vil skyldes andet end en omfangsrig, gravid mave.

—-

”Mødrenes hus” baseret på Liv Nimand Duvås roman.

Bearbejdelse og instruktion: Nina Rudawski. Scenografi: Sofia Staal. Kostumier: Sofie Winther. Lysdesigner: Casper Døi. Komponist og lyddesigner: Emil Sebastian Bøll.

Medvirkende. Rikke Westi. Stemmer: Henrik Prip, Nana Morks, Sara Fanta Traore, Søren Birch Plum, Alexander Mayah Larsen, Casper Døi, Trine Wisbech og Michelle Bak.

Spiller på Mungo Park til 11. januar, samt senere i Gladsaxe.

Anmeldt 16. november (premiere)

Foto: Rumle Skafte.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her