Forside Anmeldelser 2023 DON JUAN

DON JUAN

420
0

Anna Balslev famler febrilsk i værktøjskassen med virkemidler, så hendes ”Don Juan” ender med at være ganske morsom, men alt andet end forførende.

* * *

Instruktør Anna Balslev benytter alle virkemidlerne i værktøjskassen for moderne instruktører i sit arbejde med Molières ”Don Juan” på Det kgl. Teaters Store Scene i Skuespilhuset.

Her spilles både kammerspil foran fortæppet, og tegnes store tableauer med hele teatrets maskinrum på bagscenen som baggrund. Der danses erotisk dans, kvinder ses i manderoller, mænd i kvinderoller. Der er klassikeren med at løbe rundt i vanvid for efterfølgende at fremstamme replikkerne i forpustet staccato, og naturligvis inddrages også salen og publikum i Don Juans erotiske frigørelsesspil. Regnen siler ned over scenen, og Don Juan og hans tjener Sganarelle pjasker legesygt rundt i pytterne. Der er et homoerotisk tema, der er veloplagt komik og dyb alvor. Og ingen Anna Balslev forestilling uden nøgenhed, man har vel et trademark som man vist kalder det på moderne corporate dansk.

Problemet for denne ”Don Juan” er blot, at vi ikke som publikum forføres. For nok er Morten Hee Andersen en flot mand, og nok er Molières ord (i Per Aage Brandts oversættelse) smukke og velskrevne, men det er som om Anna Balslev i sin søgen efter at skabe en ny, anderledes og mere moderne Don Juan, har løbet hovedet mod sin egen mur af virkemidler. Har hun – og teatret – frygtet, at Don Juan ikke fylder nok til Scene Scene med sine seks skuespillere og en vel knapt nok eksisterende scenografi?

Er det fordi de unge, moderne skuespillere – alle deres mange kvaliteter til trods – ikke har den fornødne sprogbeherskelse til formidle Molières skrevne ord fra så stor en scene? For lad mig bare være ærlig, Morten Hee Andersen hverken agerer eller taler her som en fransk adelsmand, der kan tale trusserne af hvilket som helst individ med puls, og det selvom han som nævnt både er en flot mand, og spiller sin Don Juan med et snedigt rævesmil og al den selvoptagede narcissisme rollen umiddelbart kræver. Jeg er ret pjattet med talentfulde Mathilde Arcel, men hendes diktion og meget særegne spillestil synes ikke rigtigt at egne sig til klassikerrepertoiret, og det samme kan man vel egentlig sige om Ellaha Lack, som ellers giver den svigtede Donna Elvira et furiøst temperament og forrådt feministisk energi. Det klikker ikke mellem dem, så vi for alvor bliver forført.

Ikke overraskende så har Karen-Lise Mynster den autoritet i spillet, som de yngre skuespillere savner. Hendes lille rolle som Don Juans mor er et lille studie i klassisk skuespilkunst, og Ena Spottag skaber på egen hånd et par herligt komiske bukseroller som både den naragtige Pjerrot, der er forlovet med Don Juans seneste erobring, og som Donna Elviras hævntørstige bror, der alligevel ikke kan få sig til at hævne Don Juans udåd overfor søsteren. Kristoffer Eriknauer er ladt helt i stikken som Charlotte, og aner tilsyneladende ikke hvordan han skal forløse Balslevs idé med at koble et homo-tema ind i fortællingen uden at ændre karaktererne. Man forstår ham godt. Jamen, så lad da for pokker Don Juan forføre en mand, det er der rigeligt belæg for, og lad mandens forlovede være en kvinde! Hvor svært kan det være?

Til trods for et ocean af forbehold overfor iscenesættelsen, så har denne ”Don Juan” bestemt også sine kvaliteter, for det er i perioder faktisk rigtigt morsomt spillet, og det er interessant at anskue ”Don Juan” med tidens syn på samliv, parforhold og ægteskab. Vi er jo unægtelig et andet sted end på Molières tid, når det kommer til at sætte jeg’et og sig selv i første række, og leve ud fra en teori om egen frihed fremfor alt. På det område har tiden fuldstændigt ændret præmissen for forståelsen af Don Juan. Det gør det relevant at spille ”Don Juan” i dag, men det er som om Anna Balslev i denne opsætning er løbet sur i sin egen bearbejdelse og i sin iver for at skabe noget spektakulært teater, har famlet så febrilsk i værktøjskassen at hun er endt med at hælde det hele ud på scenegulvet.

—–

”Don Juan” af Molière. Oversættelse: Per Aage Brandt.

Bearbejdelse: Anna Balslev og holdet. Instruktion: Anna Balslev. Scenografi og kostumer: Karin Gille. Komponist: Viktor Dahl. Lysdesign: Jonas Bøgh. Lyddesign: Jonas Vest.

Medvirkende: Morten Hee Andersen, Mathilde Arcel, Ellaha Lack, Karen-Lise Mynster, Ena Spottag og Kristoffer Eriknauer.

Spiller i Skuespilhuset Store Scenen til 29. november.

Anmeldt 12. oktober (premiere)

Foto: Camilla Winther.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her