Den lille revy i Helsingør gør et friskt forsøg på at disrupte selve revygenren, og selvom bestemt ikke alt lykkes, så kommer man alligevel i mål med projektet.
* * * *
Det er set før i landets revyer, at ’revyens unge mand’ introduceres som det friske pust, der skal give den aldrende og gammeldags revygenre fornyet ilt og nyt liv. I ét nummer.
Men det er sjældent set så konsekvent som i Revyen i Helsingør, der i år lader revydebutanten William Jacobsen Halken være forestillingens gennemgående disrupter – fra start til slut.
Det er ham, der går forrest i revyens opgør med sin egen genre. Både på scenen som skuespiller, og som tekstleverandør, af adskillige tekster. Meget naturligt også en tekst, som han skriver ved hjælp af en ChatGPT, altså en kunstig intelligens, som holdet har fodret med input til at skrive en omdelt fællessang.
Revyens hjerte er satiren, og i Helsingør bliver revyen en satire over revyen selv som genre. Unægtelig et modigt greb. Balancegangen er knivskarp og hårfin, og selvom det bestemt ikke lykkes lige godt hele vejen i gennem, så kommer man alligevel i mål med projektet til sidst.
De første to tredjedele af første akts ikke færre end 17 numre af varierende længde, byder på tre åbningsnumre, og op til flere anti-numre, hvor klassiske begreber som ’Den store forvekslingssketch’ og tidens uundgåelige krænkelsestema vendes på vrangen og så at sige, siger sig selv i mod. En sketch bliver simpelthen aflyst, fordi den krænker sine egene vittigheder. Det er originalt, men også vanskeligt at gennemføre uden at trække tempoet ud af forestillingen, og holde stemningen oppe i Industriforeningens hyggelige sal. Og man synes helt at glemme at udnytte forestillingens pianist, Nicolai Majland, som blot må til tangenterne fire gange inden første akts finale – som er et sjovt take på musicalgenren; ”Den store bagedyst – The Musical” – og det til forudindspillede musikalske tracks.
Men hen mod pausen løfter niveauet sig betragteligt. Først med William Halken som glat konsulent fra Visit Elsinore, der med sydende lokal satire spidder Helsingørs til tider misforståede selvbillede og kommunens mange lortesager på byggeri-området, og siden i endnu et nummer med syleskarp lokalkolorit, om det dårlige kommunale arbejdsmiljø, og borgmesterens ikke specielt flatterede whistleblower-sag. Byens borgmester Benedikte Kjær (som sad i salen til premieren) kaldes for Sandedigte Ukær og præsenteres af Mette Ladekarl som en mellemting mellem en kvindelig Dracula og selve Døden. Der røg det kommunale bidrag til næste års revy, men kudus for ikke at være håndsky.
Dan Schlosser har i denne fase af revyen også et glimrende nummer, som kommissionsadvokat, der meget behændigt finder alle fejl i statsapparatet i bunden af systemet og frikender dem øverst i hierarkiet.
Det er også Dan Schlosser, som mod slutningen af den væsentlig bedre fungerende (måske har vi nu bare vænnet os til stilen) 2. akt, leverer aftenens højdepunkt i en hysterisk tour de force rettet mod el-cyklister. Her får begrebet vejvrede en helt ny og meget, meget morsom dimension.
Revyen i Helsingør har skiftet noget ud på holdet i forhold til revyens første leveår; Simon Nøiers og Sune Svanekier er optaget af andre opgaver, og nøjes med at fungere i kulissen, og revyens oprindelige pianist er på barsel. Det lykkes aldrig for alvor for den ligeledes nye instruktør, Jacob Fauerby, at få indlemmet den nye pianist, Nicolai Majland, i forestillingen, og Revyen i Helsingør kandiderer allerede som årets tredje sommerrevy til titlen som den klart mindst musikalske. Det til trods for at én af de nye, Mette Ladekarl, har sin baggrund i musicalen, og viser at hun både kan steppe og synge i et tilpas quirky nummer om revyens sponsorer, og til trods for at William Halken – der var han igen – undervejs spiller både guitar og en sprød trompet, og går forrest i forestillingens mest musikalske nummer ”Meningsdanner”, der handler om, at man i dag ikke er noget, hvis ikke man har en mening om alt.
Både Le Münster-Swendsen og Dan Schlosser er ikke alene revy-veteraner på Helsingør-holdet, men har også 40-års jubilæum i år. Han markerer det som nævnt med bravour, mens hun må slås lidt mere med svagt materiale, og det er ikke umiddelbart vellykket at lade hende ’arve’ de satiriske ’Diktat-monologer’, som Bente Eskesen havde så stor succes med i Dragsholm. Hun slutter af med en køn lille poetisk vise om elefanten i rummet, som måske skulle have ligget et andet sted i rækkefølgen end som sidste nummer. Men på en måde passer det meget godt til Revyen i Helsingørs insisterende vilje til at lave revy på en anderledes og disruptiv facon.
Inden revyen serverer den lokale restaurant Strejf en aldeles glimrende toretters menu, hvor hovedretten er unghanebryst med rosmarin sauce, rabarber og nye kartofler, og den bør man ikke gå glip af, selvom revyen i stedets tradition også sælger ’nitterdrenge-pladser’ bagerst i salen uden tilhørende menu. Her sad borgmesteren og kulturudvalgsformanden til premieren og kunne konstatere at Revyen i Helsingør i hvert fald ikke lefler for det offentlige tilskud til den skrabede økonomi, men går sine helt egne – og ganske særegne – veje.
—-
”Revyen i Helsingør”. Tekst og musik:Jacob Fauerby, Dorte Munksgaard, Nicolai Majland, Lars Bisgaard &Rasmus Søndergaard, Søren Dürr, William Jacobsen Halken, Kirstine Hedrup Ringdal, Josefine Skjold Münster-Swendsen, Dan Schlosser, Kristian Jensen, Claus Reenberg, Lars le Dous, Leif Maibom og ChatGPT.
Instruktion: Jacob Fauerby. Kapelmester: Nicolai Majland.
Medvirkende: Le Münster-Swendsen, Mette Ladekarl, William Jacobsen Halken og Dan Schlosser.
Spiller i Industriforeningens teatersal til 1. juli.
Anmeldt 31. maj (premiere)
Foto fra premieren: Andreas Birkebæk
