Cirkusrevyen på Bakken har sagt farvel til Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl, men holder fast i den gode gamle skabelon, som man ved virker. Anmeldelsen bringes i samarbejde med Ekstra Bladet.
* * * * *
Sidste år sagde Cirkusrevyen farvel til Ulf Pilgaard, i år har Lisbet Dahl ufrivilligt måttet trække sig i sin afskedssæson. Det skulle man tro ville være et gevaldigt slag over nallerne for revyens niveau, men det viser sig ikke at være tilfældet.
Cirkusrevyen 2022 er præcis som Cirkusrevyen har været nærmest hvert eneste år de seneste årtier. God, gedigen underholdning – og lidt til. Ødsel i lys, lyd og kostumepragt. Fem af landets bedste revyskuespillere på scenen, seks lækre og vanvittigt dygtige dansere. Et orkester, der kan spille op til en fest. Træfsikre parodier, morsomme og let genkendelige hverdagssituationer, sat på spidsen og twistet, så vi ikke bare griner af dem på scenen, men i høj grad også lidt af os selv.
Det er tankevækkende, grænsende til det lettere chokerende, at man ikke ét øjeblik sidder og savner Ulf og Lisbet på scenen. Først til allersidst, da et planlagt hyldestnummer til Lisbet Dahl med revy-highlights på storskærm ruller over fortæppet, kommer følelsen frem; at der da har manglet noget. Men ikke før.
Pernille Schrøder sprang ind med en uges varsel og erstattede revydronningen. Sikke en præstation. Stenhamrende sikker i hver en entré, fra de klassiske sketches til en ’lige-i-skabet-parodi på Pia Kjærsgaard, der sammen med Henrik Lykkegaards Morten Messerschmidt er de to sidste DF’ere. Messerschmidt viser sig i øvrigt at være svær at parodiere, selv for en sand mester. Måske fordi han er en parodi i sig selv.
Lykkegaard optræder også som Kandis-Johnny; vellignende og med en sjov dansktop-parodi-tekst, men uden overordnet idé. Cirkusrevyen klassik på den mindre gode måde.
Til gengæld leverer Niels Olsen og Pernille Schrøder sammen med Merete Mærkedahl og Carsten Svendsen fuldtonet revykomik i en klassisk forvekslingssketch om godt naboskab. Og Mærkedahl og Lykkegaard dissekerer venstrefløjens ændrede politiske kurs overfor Nato, EU og atomkraft i et af få numre med lidt politisk snert. Merete Mærkedahl er igen fremragende som vor magtbegærlige statsminister i et gedigent shownummer med Ellemann og Pape som medløbende mandskor, og Henrik Lykkegaard spidder den aktuelle Herlufsholm-sag med en fin tekst om en far til en bortvist møgunge.
Revyens tre herrer som motionscyklist-terrorister, og Pernille Schrøder som løbemotionist, en ordlegs-sketch om MitID og en ret skøn sketch med Merete Mærkedahl som sindig, nordjysk lottovinder bidrager til at tegne et genkendeligt billede af hverdags-Danmark anno 2022, og det internationale rundes med Niels Olsen som fuld Boris Johnson, Carsten Svendsen som Putins lakaj og de tre herrer som russiske oligarker.
At man ikke savner Ulf og Lisbet er både godt og skidt. Skidt fordi Cirkusrevyen på den måde understreger hvor stram en konceptrevy, den egentlig er. Godt fordi man bestemt ikke går skuffet fra teltet. Godt underholdt bliver man. Joy-Maria Frederiksen overtog instruktørposten i sidste uge, og er ny instruktør i 2023. Arvefølgen synes sikret. Så selvom Cirkusrevyen står ved en skillevej, synes kursen klar.
Cirkusrevyen 2022.
Tekst og musik: Carl-Erik Sørensen, James Price, Jacob Morild, Vase & Fuglsang, Niels Olsen, Leif Maibom, Peter Düring, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen, Henrik Lykkegaard og Adam Price. Instruktion: Lisbet Dahl/Joy-Maria Frederiksen. Scenografi: Niels Secher. Koreograf: René Vinther. Kapelmester: James Price. Medvirkende: Merete Mærkedahl, Pernille Schrøder, Henrik Lykkegaard, Niels Olsen, Carsten Svendsen og danserne Helene Duch Kjaer, Matthew Bailey, Kathrine Klindt, Vivian Pöldoja, Andrea Antunes og Frederik Levin.
Spiller i Cirkusrevyens telt på Bakken til langt ind i august.
Anmeldt 23. maj (premiere)
Foto: Henrik Petit