Forside Anmeldelser 2022 MENS VI VENTER PÅ GODOT

MENS VI VENTER PÅ GODOT

26
0

Vidunderligt skuespil i Teatret ved Sorte Hests genopsætning af Becketts klassiker, men det er åbenbart ikke en forestilling for alle.

* * * * * 

Hvad handler Samuel Becketts skuespil “Mens vi venter på Godot” egentligt om? Tid og tålmodighed, måske? I hvert fald har denne anmelder, som var jeg en tredje vagabond på livets landevej, ventet og ventet – ikke på Godot, men på at opleve Maria Vinterbergs prisbelønnede og berettiget storroste opsætning af stykket på Teatret ved Sorte Hest.

Der var premiere tilbage i 2020. Med et sublimt skuespillerhold på scenen. Nicholas Bro og Mads Wille som de to vagabonder, Estragon og Vladimir, og Steen Stig Lommer og Kristoffer Helmuth som de to mystiske personer, Pozzo og hans slave Lucky, der dukker op og skaber lidt uventet liv i ventetiden. Forestillingen blev belønnet med både instruktørprisen Teaterkatten til Maria Vinterberg og en Reumert-statuette. Billetterne blev flået væk, som var det håndsprit på udsalg, og da Teatret ved Sorte Hest er et af byens mindst teatre, var det ikke til at opdrive en billet, efter premieren dengang. Og sådan set stadig ikke, nu hvor forestillingen genopsættes med samme skuespillerhold frem til 6. februar.

Det lykkedes dog, på mirakuløs vis, og takket være en coronaaflysning et andet sted i byen, alligevel at finde en enkelt plads i salen til mig i aftes. Og tusind tak for det. For “Mens vi venter på Godot” er præcis så pragtfuld en forestilling, som kollegerne alle sammen allerede har beskrevet det.

Det er en af det såkaldt absurde teaters absolutte klassikere. To vagabonder står under et træ ved en landevej et sted og venter på Godot. Hvem denne Godot er får vi aldrig svaret på. Ej heller hvorfor de venter på ham. Samuel Beckett har en gang sagt, at hvis han selv vidste hvem Godot var, havde han fortalt det i sit stykke.

Det er der vi er. To dages forgæves venten på  en navngiven person ingen ved hvem er, eller ved om overhovedet eksisterer. Omend en ung dreng, der er hyrde for Godots geder, dukker op mod slutningen af hver akt for at fortælle os, at Godot heller ikke kommer den dag, men i morgen – helt sikkert. Der er altså håb.

Marianne Nilsson har skabt en scenografi så enkel som overhovedet muligt. Et par striber markerer den uendelige landevej og en lille kvist, stritter op af gulvet og illuderer det træ, som Estragon og Vladimir et par gange undervejs overvejer at hænge sig i, hvis de altså havde et reb. Det har de bare ikke, og så må de jo finde på noget andet at fordrive tiden med. For eksempel at bytte hatte, hvilket der kommer et lille nummer ud af, som i poetisk komik er Gøg og Gokke værdigt.

Det næsten tre timer lange skuespil – inkl. pause, ganske vist – er en lang, lang filosofisk ventetid på noget man ikke ved er. Et still billede af livet i al dets groteske absurditet. Vi ved ikke hvad morgendagen bringer, alligevel ser vi frem til og forbereder os på den med stor entusiasme. 

Denne venten blev for meget for en gruppe unge mennesker, der nok var tvunget i teatret denne onsdag i januar. En håndfuld måtte bukke under i den lune, mørke sal og tog sig en skraber. En anden benyttede lejligheden til at være opdateret på samtlige tilgængelige sociale medier via sin mobiltelefon i anden akt, men de skal have ros for i det mindste at være stille og stå det igennem.

Vi andre fik til gengæld en opvisning i sublim skuespilkunst. Med Nicholas Bro og Mads Wille i total kontrol med de mange ord, yndefulde i deres levendegørelse af de to vagabonders tilsyneladende meningsløse dage ved landevejen. Hele tiden opstemt af håb. Hele tiden udfordret af at intet sker. De fastholdt (de fleste af os) i et jerngreb hele aftenen igennem, godt sekunderet af Steen Stig Lommer og Kristoffer Helmuth, der fik mest muligt ud af de vanskelige roller som det tidsfordriv, der holder dagen gående. 

Så gik der tid med det, siger Vladimir i første akt, da Pozzo og Lucky (sikke da et navn til en slave, der holdes i stram snor og er så udaset at han falder i søvn hver gang han ligger ned) går videre på deres færd i det udefinerede liv. Tiden går. Sådan er livet. Inden vi ved af det, er det aften og nat. I morgen er der endnu en dag – for de heldige af os – og sådan går livets cyklus i tomgang mod den intethed vi intet aner om. Blot ved, venter på os alle en dag.

Jeg var heldig i aftes. Godot kom til mig. Ikke alle er lige heldige. Der er totalt udsolgt også i denne spilleperiode, men Teatret ved Sorte Hest håber på, at de fire skuespillere igen kan finde plads i kalenderen til en omgang mere. Det er blot at krydse fingre, og når det sker, er det bare om at få købt billet. Det bliver ikke meget bedre.

“Mens vi venter på Godot” af Samuel Beckett. Oversættelse: Klaus Rifbjerg.

Instruktion: Maria Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson.

Medvirkende: Mads Wille, Nicholas Bro, Steen Stig Lommer, Kristoffer Helmuth og Olga Matthiesen (som drengen).

Spiller på Teatret ved Sorte Hest til 6. februar.

Anmeldt 19. januar.

Foto: Robin Skjoldborg.

Tidligere artikelDEN KAUKASISKE KRIDTCIRKEL
Næste artikelSTOLTHED OG FORDOM

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her