Forside Anmeldelser 2021 DE SKØNNE DAGE I ARANJUEZ

DE SKØNNE DAGE I ARANJUEZ

19
0

Aalborg Teater leverede smukt ord-teater i endnu en vellykket live streamning. Men “De smukke dage i Aranjuez” er udfordrende materiale; både for skuespillere og instruktør, som for publikum.

* * * * 


Peter Handke fik Nobelprisen i litteratur i 2019. Den østrigske forfatter og dramatiker tilhører både den litterære elite og dens avantgarde, og det er bestemt ikke det lettest tilgængelige materiale at tage ind; hverken for publikum eller for det kunstneriske hold.

Det er derfor en stor mundfuld, og en stor og modig udfordring, Aalborg Teaters chef, Hans Henriksen, gaber over som instruktør, og giver til to af teatrets erfarne skuespillere Camilla Gjelstrup og Martin Ringsmose.

“De skønne dage i Aranjuez” er en halvanden time lang ordveksling mellem to mennesker – en kvinde og en mand – i en smuk sommerhave et sted i Europa. Hvordan relationen mellem dem er, svæver i det uvisse, men vi får undervejs at vide, at der er afstukket regler for samtalen. Man må ikke besvare et spørgsmål med et ja eller et nej, og de må ikke interagere. Derfor sidder han, den der spørger mest, forestillingen igennem i den samme stilling i en havestol, mens hun, der åbenbart har lidt friere tøjler i forhold til aftalens bånd, både rejser sig, står på sin stol og kravler på bordet mellem dem.

Hun fortæller om sine mænd, om elskov og begær. Han stiller spørgsmålene, tørt som forhørte han hende. Hun har aldrig hverket ‘bollet’ eller ‘kneppet’ forsikrer hun, der har altid været ømhed, nogle gange hårdhændet, voldelig ømhed i de – antager vi -talrige forhold.

Han har engang besøgt byen Aranjuez uden for Madrid, og taler mest om naturen, om fugle og blade, der svæver i vinden. Det er en intens, poetisk og  smukt skrevet tekst, men hvad vil Handke egentlig fortælle os med den?

I den i øvrigt glimrende optakt til forestillingen inden live streamingen, fortalte Hans Henriksen, at Handke med sit sprog udfordrer sproget og ansporer til et ønske om større forståelse af den smukke, men vanskelige, udfordrende tekst. Han kaldte teksten irriterende fordi den er så svær at forstå. 

Og ja, det er irriterende ikke straks at forstå hvad det hele egentlig handler om. Man sidder undervejs og forsøger at begribe den dybere mening, det egentlige sigte med de smukt skrevne og i denne opsætning heldigvis også smukt talte ord. Er det et forsvar af kvindelig promiskuitet? Sådan er teksten i hvertfald på et tidspunkt blevet tolket. Som en feministisk tekst, der placerer kvindens begær i fokus.

De to mennesker er helt forskellige. Mens hun tydeligvis har suget til sig af livets gaver, og fremstår sanselig og sensuel, så fremstår han helt modsat. Tør og nøgtern. Har han nogensinde oplevet kærlighed? Har han nogensinde dyrket kærligheden? Man bliver lidt i tvivl.

Karaktererne giver Camilla Gjelstrup de bedste muligheder. Der er mere at arbejde med, flere nuancer, mere liv, mere bevægelse. Martin Ringsmose skal, indtil til allersidst, blot sidde, nærmest ubevægelig i en stol og tale når han får ordet. Det er ikke en let opgave at gøre hans karakter interessant, men Ringsmose giver det sit bedste bud og det lykkes ganske godt.

Camilla Gjelstrup er i perioder ganske fascinerende; man fornemmer mange små, fine nuancer i hendes afdæmpede, men under overfladen boblende spil. Meget foregår i øjnene og i de små tics omkring munden, og her kommer man heldigvis tæt på i streaming-formatet.

Det glimrende spil kan dog ikke fuldt ud ændre på det ufravigelige faktum at “De skønne dage i Aranjuez” som dramatik betragtet savner noget intensitet. Det er ord på ord, smukke ord, bevares, smukt sagt, men uden at man som beskuer for alvor interesserer sig for fortællingen, fordi det er så diffust hvad fortællingen egentlig går ud på. Man vil gerne vide hvorfor de to mennesker har sat hinanden stævne i den smukke have, men det går relativt hurtigt op for en at man vel reelt aldrig får svaret. Og så taber i hvert fald jeg lidt interessen undervejs.

Et sted mellem 2.300 og 1.500 så med på streamning-premieren i aftes. Igen imponerende tal, og i mangel af den ægte vare; at sidde i salens mørke og mærke skuespillernes åndedræt og puls på scenen, er streamning et udmærket alternativ.

Respekt til Aalborg Teater og de sponsorer, der i denne vanskelige tid har gjort det muligt at vise glimrende og alt andet en mainstream teater over nettet. Det bliver i min optik aldrig som at være der selv, men det kan måske godt udvikle sig til en niche for teatrene, som på denne måde kan nå ud til et større publikum, og personligt er jeg glad for, at streamingmulighederne i den forgangne uge har gjort det muligt for mig, for første gang (i denne omgang som anmelder) at ‘besøge’ Aalborg Teater og lære dets ensemble at kende. 

“De skønne dage i Aranjuez” Af Peter Handke. Oversættelse og dramaturgi: Jens Christian Lauenstein Led.

Instruktion: Hans Henriksen. Scenografi: Ditte Marie Tygesen.

Medvirkende: Camilla Gjelstrup og Martin Ringsmose.

Anmeldt ved streamning-premieren 30. januar. (Skulle have spillet på Aalborg Teater til 20. februar, hvor alle forestillinger var udsolgt).

Tidligere artikelMOMBIE
Næste artikelORDET

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her