Forside Anmeldelser 2021 ROBIN HOOD

ROBIN HOOD

341
0

Eventyrteatret fejrer 30-års jubilæum med en forrygende Robin Hood-musical, der må være efterårsferiens bedste underholdningstilbud for børn og deres forældre/bedsteforældre i København.

* * * * * 

To år er længe at vente, når man er måske 13 år og drømmer om at stå på scenen og synge sin sjæl ud i et smukt kostume. Men to år har børnene og de unge fra Eventyrteatrets Dramaskole måtte vente siden de sidst kunne gå på scenen med deres stort opsatte og meget professionelle musicalforestillinger i Tivolis Glassal. 

Nu er coronaen omsider så meget på afstand, at det igen er muligt at opføre teatrets traditionsrige efterårsferie musical – den fra 2020 udsatte “Robin Hood” – og den markerer samtidig teatrets 30-års jubilæum og er i den grad ventetiden værd.

Man kunne næppe have ønsket sig hverken et bedre comeback eller et bedre jubilæum, for “Robin Hood” er noget nær den perfekte forestilling, som nok spilles af og primært for børn, men som samtidig rummer så meget kvalitet og finesse, at både forældre og bedsteforældre bestemt ikke behøver at føle sig ‘tvangsindlagt’ når de går med de mindste i teatret. 

Det er som når Disneys tegnefilm er bedst, lige så god underholdning for de voksne som for børnene.

Gunvor Reynberg har igen skrevet manuskriptet, inspireret af historien om Robin Hood og de fredløse i Sherwood-skoven. Og det er igen Christian Dahlberg, som har komponeret musikken – med alle mulige musikalske referencer, så man hele tiden sidder og føler at man kender det uden rigtigt at gøre det. Det er vanvittigt dygtigt gjort, og også musikalsk må “Robin Hood”  siges at være i fuldendt balance.

Reynberg har helt i tråd med tidens tendenser ladet pigerne overtage magten. Her er det pigerne, der er det stærke køn. Beslutsomme, handlekraftige og modige. Da Robin af Locksley kommer hjem fra korstog i Mellemøsten og opdager at den onde Prins John er ved at tilrane sig magten i England, er Robin Hood allerede igang med sin kamp for at hjælpe de fattige. 

Hvordan kan det nu hænge sammen? Jo, Robin har skam en lillesøster, Rosalinde, og det er hende, der med assistance af sine lystige – ikke svende, men piger – stjæler fra de rige og giver til de fattige, og er en torn i øjet og en pil i rumpetten på Prins John, Sheriffen og dennes stakkels væbner Basil. Broder Tuck er nonne, Scarlett er ikke ‘Will’ men langt ude i familie med ‘den berømte gøgler, Scarlett Johansson’, og Lille John er selvfølgelig Lille Johnna og lige så god til stavkamp som altid. Det er Girlpower for alle pengene og for fuld musik.

Vor Robin er til gengæld – som de andre ‘mænd’ – mestendels en umoden drengerøv, der ikke opfatter selv det mest håndfaste vink med en vognstang fra den smukke Lady Marion, som nok skal vise sig at blive en håndfuld i det ægteskab, som det naturligvis ender med til sidst.

Som altid i Eventyrteatret er der også et eventyrligt og sfærisk univers, her i form af de gode druider og de onde druider, samt de farvestrålende Sprites. Det lykkes Gunvor Reynberg at kæde tre sideløbende historier om problematiske søskende relationer ind i handlingsforløbet, uden at det bliver for meget. Både Robin og Rosalinde, Prins John og Kong Richard og druiderne Agrona og Mortiana har deres familiære kampe at kæmpe, og således har denne forestilling en hel del mere på hjerte end de mindste børn måske opfatter.

Teksten rummer tilmed også en hel del fine samfundsmæssige referencer, som når de grønklædte synger om en kønsrevolution til smægtende poptoner: Mand dig op, tøs! Det er da langt ude i skoven, som piger behandles i dag! Eller hvad med Rosalindes åbenlyse foragt for at hendes bror har ført en ligegyldig krig i et fremmed land i stedet for at hjælpe til derhjemme.

Bo Skødebjerg har instrueret en overflod af talentfulde unge, der alle som en både kan synge og spille komedie, og som gør det med en spillelyst der smitter ud i hele salen. Christine Brincker har skabt en overdådighed af smukke kostumer og Kirsten Brink har lykkedes med at få den scenografiske kabale til at gå op, når der flittigt skiftes scene fra Sherwood, til Nottingham, til hoffet og til de dunkle kældre hvor giftig gas produceres for at ødelægge naturen og dræbe alt liv. 

“Robin Hood” kan på det varmeste anbefales og er et særdeles godt bud på den bedste børne-, ungdomsoplevelse i Hovedstaden i efterårsferien, som både forældre og bedsteforældre også vil have stor glæde af.

“Robin Hood” af Gunvor Reynberg. Musik: Christian Dahlberg.

Instruktion: Bo Skødebjerg. Kostumer; Christine Brincker. Scenografi: Kirsten Brink. Koreograf: Tara Toya. Lysdesign: Peter Clausen. Lyddesign: Steven Winther-Madsen. 

Medvirkende i de bærende roller: Jacob Spang Olsen, Line Hersløv, Iris Mealor, Maimona Ndiaye, Sif Beltner, Sophia Bircow, Julia Bircow, Nanna Giversen, Samuel Traum, Salomon Stampe, Sebastian Sørensen og Noah Top Lange samt masser af skønne børn og unge fra Eventyrteatrets dramaskole.

Producent: Eventyrteatret.

Spiller i Glassalen i Tivoli fra 9. oktober til 24. oktober (efterårsferien).

Anmeldt 8. oktober (forpremiere).

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her