Bådteatret tager livtag med politkeren og diplomaten Erik Scavenius’ eftermæle. Var han landsforræder eller helt?
* * * *
Der er skrevet flere bogværker om Erik Scavenius. Den danske udenrigsminister og i en kort periode statsminister under besættelsen. Både historiske og politiske bøger, og senest Birgithe Kosovics prisbelønnede autofiktive romanværk i to bind “Den inderste fare”. Han var en interessant person, som lidt afhængigt af synsvinklen kunne opfattes som en genial diplomat eller en reel landsforræder, der kastede Danmark i armene på Hitler.
På Bådteatret er det dramatikeren Kristian Halken, der tegner et ikke særligt sympatisk billede af denne Scavenius, mens skuespilleren Kristian Halken i sin fortolkning af karakteren forsøger – og med udmærket effekt – at skabe en form for sympati med mennesket Scavenius.
Få skuespillere herhjemme kan som Halken se så udslidt, modløs og martret ud, og samtidig kreere en imponerende vitatlitet i sit spil. Hans bud på Erik Scavenius er en mand, der først og fremmest er optaget af sin mission, men som også er svag, let at manipulere og grundlæggende konfliktsky. En konfliktsky udenrigsminister i en krigstid, kan nemt blive en logrende hundehvalp, men kan også – og det synes jeg ligger i denne teksts underlag – redde tusindevis af menneskeliv. Til sin dødsdag hævdede Erik Scavenius, at han havde gjort det eneste rigtige ved at føje tyskerne. Hans officielle eftermæle fortæller en noget anden historie.
Den lille scene under dæk på Bådteatret er indrettet som en togvogn, hvor den flyforskrækkede Scavenius bumler frem og tilbage mellem København og Berlin, men også frem og tilbage mellem den jordnære hustru Emma, og den langt yngre elskerinde Alice. Og det er her, at politikeren Scavenius presses fra alle sider af statsminister Stauning og den snu handelsminister Christmas Møller. Her fremstillet som henholdsvis en hund af snausser-typen og en ræv. For dukkespil er en vigtig del af Bådteatrets dramatiske DNA, og således også her hvor alle biroller personificeres med dyrehoveder.
Nazisterne er for eksempel æsel, svin og en ørn (von Ribbentrop), og den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, fremstilles som en rottweiler. De skiftende roller omkring Halkens Scavenius spilles af Thomas Bang, Pernille Nedergaard Haugesen og Jeanette Lindbæk Birk, både som dukkeførere, og uden dukkehoveder. Thomas Bang giver et glimrende intenst bud på Hitler. Opfarende, ilter, forsmået, og snu. Portrættet berettiger Scavenius’ åbenbare fascination af Føreren, og det er en fin pointe, at lade Hitler være den kunstmaler, der til sidst maler Scavenius’ statsministerportræt til Christiansborg.
Jeanette Lindbæk Birk giver Scavenius’ forsmåede hustru både råstyrke og en kærlig ømhed, mens Pernille Nedergaard Haugesen står lidt svagere og mere karikeret i billedet som elskerinden.
På blot en time og femten minutter kommer man vidt omkring i de fem skelsættende år i en kompliceret mands liv, og forestillingen virker til tider en smule forceret, selvom instruktøren Rolf Heim forsøger at sætte kadencen ned og give tid til eftertænksomhed. Vi får her endnu et bud på Erik Scavenius’ eftermæle, men uden at blive vanvittigt meget klogere.
“Scavenius”. Dramatiker: Kristian Halken.
Instruktion: Rolf Heim. Scenografi: Jonathan Hjort. Dukkemager: Katrine Karlsen. Lysdesign: Sonja Lea. Lyddesign: Janus Jensen. Kostumier: Julie Amalie Svensson.
Medvirkende: Kristian Halken, Thomas Bang, Jeanette Lindbæk Birk og Pernille Nedergaard Haugesen.
Spiller på Bådteatret til 4. september.
Anmeldt 25. august (premiere)
Forestillingsfoto: miklos Szabo.
