De i dag helt glemte danske Barrison-søstre havde i slutningen af 1800-tallet en kort, men succesfuld karriere på de europæiske og amerikanske vaudevilleteatre. Det har Line Mørkeby, Niels Søren Hansen og Thomas Bendixen lavet en musical om – og den er intet mindre end fremragende.
* * * * * *
Der er langt mellem originale, nyskrevne danske musicals. Og der er endnu længere mellem de rigtigt vellykkede. ”Feberen”, der netop nu spiller på Skuespilhusets Store Scene, tilhører så afgjort den sidste kategori, og hvor man herfra og til næste årtusindeskifte kan diskutere hvorvidt Det kgl. Teater skal spille musicals, så forekommer det helt indiskutabelt, at en musical som denne både kan og bør de spille.
”Feberen” er en original dansk musical. Skabt i et tæt samarbejde mellem dramatikeren Line Mørkeby, komponist og kapelmester Niels Søren Hansen og instruktør og koreograf Thomas Bendixen. Resultatet af dette samarbejde er blevet en intet mindre end fremragende musikdramatisk ensembleforestilling, hvor tekst, musik, koreografi og fortælleform på uforlignelig vis smelter sammen til én inciterende og intens helhed, der fænger fra allerførste minut. Det er ikke en kommerciel, importeret musical, men et originalt værk skabt til teatret. Selvfølgelig skal de spille det. Især, når resultatet er så vellykket som tilfældet er.
Udgangspunktet er den virkelige historie om fem danske søstre, som mod slutningen af 1800-tallet fik en kortvarig, men eksplosiv succes som varietéstjerner i såvel USA som på de største europæiske etablissementer. De fem unge kvinder brød med datidens stramme kønspolitiske normer, og vakte ikke alene opsigt, men decideret skandale med deres frivole optræden.
Barrison-søstrene Lona, Olga, Sophie, Inger og Gertrud blev født i den københavnske slum mellem 1871 og 1880, og emigrerede i 1886 til USA, hvor de fik statsborgerskab. Familien var fattig, og allerede som 14-årig blev storesøster Lona seksuelt misbrugt i hjemmet. Hendes vej ud af hvad der næsten kun kunne blive prostitution, var at ’gå til teatret’ og hun nåedr at debutere på Casino Teatret i København inden afrejsen til USA.
I USA begynder søstrene at optræde for børne impresarioen Mrs. Fernandez, og de bliver opdaget af en anden dansk emigrant, anarkisten William Fleron. Med Fleron som impresario bliver Sisters Barrison en kæmpemæssig succes, og fra USA går vejen til Europa og de største etablissementer fra Folies Bergère i Paris til Wintergarten i Berlin. Der skabes en begejstringsfeber omkring søstrene blandt publikum, der ser dem som eksponenter for den nye strømning i tiden omkring årtusindeskiftet, men de møder også modvilje fra parnasset, personificeret ved anmelderen Waldemar Otto, som indleder et reelt korstog mod dem.
Med Barrison-søstrenes succes følger en pris, for skandalerne hober sig op omkring de fem kvinder. Ikke alene deres optræden vækker forargelse, også deres privatliv er skandaløst efter tidens normer; de ryger cigarer, de drikker og fester, den ene søster indleder et forhold til en greve som hun stikker af med, og langsomt slår sammenholdet sprækker. Storesøster Lona går solo. En anden går til i druk. Efter få år er eventyret slut, og i mere end hundrede år var Barrison-søstrene mere eller mindre glemt, indtil historikeren Hans Henrik Appel i bogen ”Barrison-feberen” graver ned i deres dramatiske og tragiske historie. Det er hans bog, musicalen tager udgangspunkt i, uden at holde sig stringent til de historiske fakta.
”Feberen” er blevet en sublim ensembleforestilling, hvor de syv skuespillere og fem musikere næsten uafbrudt er på scenen sammen, og hvor dialog og sange smelter umærkeligt sammen til en intens helhed, der bærer historien og de enkelte personhistorier frem. Sjældent har begrebet ’helstøbt’ været mere beskrivende end her, hvor temaer i musikken, udtryksform, bevægelser, ord og stemninger skaber et eminent flow i forestillingen. Palle Steen Christensens lettere dekadente scenografi med et slidt varietébagtæppe og et virvar af kufferter får ekstra dybde når bagvæggen efter pausen bliver et kæmpe spejl, hvor vi helt bogstaveligt får ’bagsiden af medaljen’ at se. Astrid Lynge Ottosens kostumer blander fin-de-siecle-stilen med noget kabaretagtigt fra 1920’erne og 30’erne, og Niels Søren Hansens musik balancerer mellem ørehængende, moderne pop og en klassisk kabaret- og vaudevillestil i et gennemført arrangement, hvor selv de talte dialoger har en underliggende musikalitet, og hvor brugen af korarrangementer resulterer i et mættet og markant lydbillede.
Det gennemførte går igen i Thomas Bendixens instruktion og koreografi, der holder det løsslupne i tilpas stramme tøjler, og hvor det lykkes at få ensemblet til at fungere som et schweizisk urværk af bedste kvalitet. Også her slår det ’helstøbte’ igennem. Der er ingen løse ender, intet er overladt til tilfældigheder, men trods stramheden, har forestillingen en perlende lethed. Mens førsteakten mest afvikles i dur, skamløst underholdende i sin sitrende energi, skifter tonearten til mol efter pausen, hvor familiebåndene slår sprækker og afgrunden lurer. Historien om Barrison-søstrene ender tragisk, som så mange succeshistorier siden dem har gjort det. Forfatteren Hans Henrik Appel sammenligner i forestillingens trykte program Barrison-søstrene med The Beatles; Gallagher-brødrene fra Oasis eller Knopler-brødrene i Dire Straits er andre eksempler fra musikbranchen på, at søskende ikke nødvendigvis elsker hinanden fordi de har succes sammen.
På scenen funkler Andrea Øst Birkkjær (Lona), Cecilie Gerberg Nielsen (Olga), Cecilie Bogø Bach (Sophie), Fanny Leander Bornedal (Inger) og Amalie Husted Mørup (Gertrud), sammen og hver for sig som de fem søstre, hver med deres individuelle øjeblikke, men mest af alt som en velfungerende enhed. Mads Rømer Brolin-Tani giver Flerons manipulerende impresario en opportunistisk energi og slesk farlighed. Og helt virtuost flagrer Morten Brovn mellem den ene velfungerende karakterer efter den anden, som både konferencieren, der er forestillingens gennemgående fortæller, over den indædte anmelder Waldemar Otto, til forelsket greve og en helt guddommeligt morsom skeløjet Mrs. Fernandez med klokkehat og fjerboa. Han er led som bare pokker som Ronacher Varietéens chef, Herr Giesinger, og det bliver i meget høj grad Morten Brovn, der kommer til at stå som det samlende led i den ubrydelige kæde, som dette ensemble er. En gennemført fremragende præstation.
”Feberen” er vellykket ud over alle grænser, og kunne sagtens blive en eksportsucces for Line Mørkeby, Niels Søren Hansen og Thomas Bendixen og Det kgl. Teater. For nok var Barrison-søstrene af fødsel danske, men de optrådte som amerikanske statsborgere over hele Europa, og de blev en symptom på deres tid. ”Feberen” har international kvalitet, og fremstår som ét af denne teatersæsons største højdepunkter. Ærgerligt nok havde den premiere en uge for sent til at komme i betragtning til Reumert-nomineringerne, men det kan der måske rådes bod på, på anden vis.
—-
”Feberen”. Dialog & sangtekster: Line Mørkeby. Musik: Niels Søren Hansen.
Instruktion & koreografi: Thomas Bendixen. Scenografi: Palle Steen Christensen. Kostumer: Astrid Lynge Ottosen. Kapelmester: Niels Søren Hansen.
Medvirkende: Andrea Øst Birkkjær, Cecilie Gerberg Nielsen, Cecilie Bogø Bach, Fanny Leander Bornedal, Amalie Husted Mørup, Mads Rømer Brolin-Tani og Morten Brovn.
Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 3. juni.
Anmeldt 2. maj.
Foto: Camilla Winther.
VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.
