Alt går galt, men det meste gør det på en fed måde i Mungo Parks ultra-intense, amerikanske low life komedie om mennesker på kanten, der drømmer om et bedre liv, men har så fucking svært ved at finde ud af det.
* * * *
Alt går galt for karaktererne i den amerikanske komedie med den vilde titel – ”Motherfucker med hat” – som lige nu er på repertoiret på Mungo Park i Lillerød. For selv de bedste intentioner er sjældent nok når drømmen om et bedre liv hele tiden bliver slået tilbage til start på grund af dårlige beslutninger. Beslutninger, der er uundgåeligt hægtet op på arv og miljø.
Allerede i åbningsscenen lægges stilen og tonen an. Veronica – overdådigt portrætteret af en speed- og trashsnakkende Marie-Lydie Nokouda – taler i telefon med sin mor, og må undervejs lige have en bane kokain for at holde humøret oppe. Moderen er misbruger, datteren er misbruger, og selvom datteren forsøger at hjælpe moderen ud af misbruget, så hænger hun selv i dyndet.
Ind kommer Jackie. Han har lige afsonet 26 måneder i spjældet og vender hjem til ungdomskæresten, Veronica, med store forhåbninger og drømme for fremtiden. Han er clean, ædru og har tilmed fået lovning på et job, og nu er han parat til at starte forfra på en frisk med sin store kærlighed. Lykken varer lige nøjagtigt fem minutter, så finder Jackie en herrehat i lejligheden, og det er ikke hans hat. Det er en anden motherfuckers hat, og derfra går alt galt.
For Sebastian Henry Aagaard-Williams’ Jackie er der ikke langt fra lykken til sammenbruddet, og han spiller rollen med hyper intensitet både verbalt og fysisk. Det er Aagaard-Williams fortjeneste at vi på en eller anden mærkelig, udefinerbar måde får en form for sympati for denne retarderede ex-kriminelle – det er ikke mine ord, men Veronicas – der så gerne vil, men slet, slet ikke formår at få sit liv ind på rette spor.
Mungo Park ensemblets to nye medlemmer får lov at shine som henholdsvis forsømt hustru – Marie Louise Wille i skøn og tåkrummende sårbar karakterkomik – og som Jackies voldsparate, svansede fætter Julio. Ernesto Carbone funkler med brusende latino temperament tilsat en femininitet, som man godt ved skal holdes nede i The Projects’ kriminelle macho-miljø. Endelig er Mungo Park-veteranen, Henrik Prip, et aldeles herligt og gennemført dumt svin som Jackies skinhellige sponsor, en slags mentor fra anonyme alkoholikere, der går i Jesus-sandaler, drikker helse smoothies, og som derudover knalder alt, der har puls – undtagen sin kone, Victoria – og er en rigtig motherfucker med hat!
Instruktøren Martin Lyngbo fandt stykket, Mungo Parks direktør, Anne Malzer, har oversat, og det er lykkedes dem ret godt at overføre den reflekshurtige New Yorker ghetto slang, hvor replikkerne med flittig brug af ordene ’fuck’ og ’fucking’ flyver over scenen i samtlige scener. Forestillingen kører i et ultra-intenst tempo, og hvor usle karaktererne end er og hvor sløjt det står til for dem, så er det utrolig morsomt. Det er næsten pinligt at le af noget, der grundlæggende er så sørgeligt, men det gør man. Takket være en strålende personinstruktion og fem knivskarpe præstationer.
Rikke Juellunds scenografi er særdeles beskrivende i forhold til at alting ramler sammen omkring karaktererne; et minutiøst kaotisk puslespil i beige-brune nuancer, der meget præcist indrammer Lyngbos intention om at skabe et autentisk, socialrealistisk udtryk.
Desværre mister forestillingen en del af sin livgivende intensitet mod slutningen, hvor det er lige før vi skal begynde at tro på en form for happy ending. De sidste 10-15 minutter synes forestillingen at løbe tør for energi, og begynder at føles lidt lang i spyttet. Og det er synd. For indtil da leveres der på den store klinge.
Alt går galt i ”Motherfucker med hat”, men på den absolut fede måde, og det kan godt gå hen og blive en forestilling, der kan få et langt liv på det modige og forfriskende, københavnske forstadsteater.
——-
”Motherfucker med hat”. Manuskript: Stephen Adly Guirgis. Oversættelse: Anna Malzer.
Instruktion: Martin Lyngbo. Scenografi og kostumer: Rikke Juellund. Lysdesigner: Øyvind Løype. Lyddesign: Rune Abel.
Medvirkende: Sebastian Henry Aagaard-Williams, Marie-Lydie Nokouda, Marie Louise Wille, Henrik Prip og Ernesto Carbone.
Spiller på Mungo Park på udvalgte dage frem til 30. september.
Anmeldt 3. april.
Foto: Emilia Therese.
VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.
