Forside Anmeldelser 2022 MENSTRUP REVYEN 2022 – DET GLADE VANVID

MENSTRUP REVYEN 2022 – DET GLADE VANVID

474
0

Det er de gode, solide revyveteraner der holder årets Menstrup Revy nogenlunde oven vande.

* * * 

Revytraditionen i Menstrup uden for Næstved er efterhånden lang, og kvaliteten har for nu at skrive tingene som de er, været temmeligt broget. Sidste år fik revyen under Jesper Søgaards kunstneriske ledelse er vellykket pift opad i form af mere fokus på musikaliteten og man glæder sig over at det igen i år er Christian Dahlberg og hans trio, der er garant for den del af underholdningen.

Revyen har tre gengangere fra sidste år; Jester Søgaard selv, Thomas Mørk, som indiskutabelt er én af landets bedste revyskuespillere og den musicaluddannede Cecilie Thiim. Derudover er holdet blevet tilført Le Münster-Swendsen, som de senere år har haft fin succes i Helsingør Revyerne og et ganske ubeskrevet blad – som det er tradition – Rasmus Mansachs. Han er dog ikke helt uprøvet. I adskillige år har han været primus motor for Musicalteatret i København, hvor han både har stået på scenen, instrueret og skrevet nyskrevne musicals. Det lover altså ganske interessant, og aftenen i Menstrup starter da også på den høje klinge med en aldeles glimrende tre-retters menu med fiskeforret, velstegt kød og en glimrende dessertkage.

Ligesom sidste år bliver vi budt velkommen til revyen af Thomas Mørks groteske karakter Jørgen, en slags moderne hulemand, som har fået tungen skåret af og bor i en gylletank bag hotellet, fordi han benyttede sin mobiltelefon under revyen året før. Bum! Tag den og læg mobilen væk. Det virker faktisk. Selv et opstemt lørdags-publikum fattede budskabet.

Thomas Mørk er en vanvidskomiker, der med sin unikke kropslige komik og sit gummiansigt kan få meget ud af det mindste, og det skal som aftenen skrider frem vise sig, at det er mere nødvendigt end det burde være i år. Også den bundsolide revymand Jesper Søgaard, som nu for ottende gang er revyens kunstneriske leder, trækker i dybt i erfaringskassen og skaber undervejs nogle pudsige karakterer, blandt andet som tordnende umusikalsk blokfløjtevirtuos i et ordløst crazykomisk nummer inden pausen.

De to rutinerede herrer er dem, der med deres karakterkomik holder årets Menstrup Revy sådan nogenlunde flydende, for materialet er sandt at sige ikke værd at skrive hjem om. Jeg noterede på min lille anmelderblok to originale og vellykkede numre; det første afslutter første akt og er et politisk parodipotpourri med ABBA-sange, det andet er et fællesnummer om balladen på Herlufsholm, med ensemblet i ondskabsfuld mobbe-lancier tilsat Thomas Mørks groteske konstituerede vice-rektor Fritz Carskenbælg som omdrejningspunkt.

Resten af revyen bærer desværre præg af, at instruktøren Nikolaj Tarp og holdet slet ikke har fundet tekster af validt niveau. Thomas Mørk og Rasmus Mansachs har selv skrevet en stor del af dem, så pilen peger indad. Samtidig fylder det musikalske alt for lidt, og det er mærkeligt at man ikke har haft mere øje for hvad der fungerede så udmærket sidste år. Men – og den faktor skal naturligvis ind i ligningen – det er selvfølgelig ikke sikkert at publikum var lige så glade for sidste års revy, som sådan nogle som mig.

Det er en kikser af dimensioner at et totalt umorsomt sketchnummer om Menstrup Nærradio kommer til at gå igen ikke færre end fem gange i løbet af forestillingen – tre gange på video og to gange live – det starter slemt, og bliver næsten kun værre. 

Stakkels Cecilie Thiim, som laver en fin Inger Støjberg i politiker-potpourriet, bliver totalt kastet for løverne og udstillet i et solo-nummer som terapeuten Sussanne Thrane, mens hun og Le Münster-Swendsen synger en duet med titlen “Den tredje arm” som jeg ærligt skal indrømme at jeg ikke fattede hverken hoved eller hale af. Det er hård kost at skulle stå med den slags materiale på en revyscene, og her bør instruktøren have mere gefühl.

Rasmus Mansachs er ikke ueffen som skuespiller – som tekstforfatter er det en anden sag – og han skaber en af revysæsonens mest bizarre karakterer som transvestitten Rosa. Han har noget vanvittigt i sit spil, som trækker nogle pointer hjem, og mon ikke han kan lære meget af at tilbringe efteråret i mesterlære hos Thomas Mørk?

Le Münster-Swendsen kan ganske enkelt mere end hun får lov at vise her, hvor hun er sjovest i en ganske pudsig sketch om en fjernbetjeningsapp, der lever sit eget liv.

Christian Dahlbergs trio får mulighed for at spille både ABBA og AC/DC, men musikken fylder mindre end sidste år og generelt for lidt i årets revy, som blandt andet derfor ikke lever op til forventningerne. 

—–

“Menstrup Revyen 2022 – Det glade vanvid”. Tekst & musik: Thomas Mørk, Christian Dahlberg, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen, Rasmus Mansachs, Jesper Søgaard, Leif Maibom, Nikolaj Tarp, AC/DC, ABBA m.fl.

Instruktion: Nikolaj Tarp. Scenografi: Michael Larsen. Koreografi: Peter Friis. Video-breakers: Nikolaj Tarp og Josef Aarskov. Kapelmester: Christian Dahlberg.

Medvirkende: Le Münster-Swendsen, Cecilie Thiim, Thomas Mørk, Rasmus Mansachs og Jesper Søgaard. Musikere: Christian Dahlberg, Josef Aarskov og Peter Ravn.

Spiller på Hotel Menstrup Kro til 12. november.

Anmeldt 17. september

Foto: Henning Kildegaard.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her