Forside Anmeldelser 2021 ARBEJDER – SANGE FRA HJERTET

ARBEJDER – SANGE FRA HJERTET

318
0

Team Teatret og Teatret Møllen er gået sammen om teaterkoncerten “Arbejder – sange fra hjertet”, og det er der kommet en overordentlig smuk forestilling ud af.

* * * * * 

Vi er tidligere blevet beriget med teaterkoncerter med udgangspunkt i bestemte kunstneres værk og om Højskolesangbogen, og kilden synes nærmest at være uudtømmelig indenfor denne særlige genre, der startede  med Dr. Dantes “Gasolin'” for snart mange år siden.

De to jyske egnsteatre, Team Teatret i Herning og Teatret Møllen i Haderslev, har slået plajterne sammen og forenet det bedste af deres to verdener i en stemningsfuld, energimættet og overordentlig smuk teaterkoncert baseret på sange fra Arbejdersangbogen.

Forestillingen havde urpremiere i Herning i sidste måned, er lige nu på første del af en turné, der fortsætter efter en spilleperiode i Haderslev. Således får publikum i hele landet mulighed for at opleve syv aldeles overbevisende kunstnere på scenen.

Fem skuespillere/sangere, der alle også spiller instrumenter og to multi-musikere, der også synger og spiller med. Alle gør det med gode stemmer og stærke udtryk, der gør indtryk. 

Klaus Andersen har enorm pondus allerede i åbningssangen “Hører du…” og i den rockende “Røde Wilfred”, og Marie Vestergård Jacobsen leverer en voldsom vokal energiudladning der giver Signe Svendsens “Hjemløse hjerter” en helt ny dimension, ligesom hun også skriger afmagten ud i en sansemættet udgave af “Sangen om Larsen”. De to skiller sig ud, men stor ros til hele resten af ensemblet; Connie Tronbjerg, Johannes Smed, Line Vejgaard Kjær, Nana Schwartzlose og Stig Reggelsen.

Sangene er plukket ud af et omfattende materiale og spænder fra Jeppe Aakjær og Steen Steensen Blicher til Michael Wiehe og Carsten Bo Jensen, men dramaturgerne Dorthe Bébe og Gitte Villadsen og instruktøren Nikolaj Mineka har haft en heldig hånd med både sangvalg og versioneringerne, der peger mere fremad end bagud. Det er godt set, at lade kvinderne synge Oskar Hansens “Brødre, lad våbnene lyne”, og det er en velment replik til Fagbevægelsen, når den socialistiske slagsang over dem alle “Rejs jer, fordømt her på jorden” (også kendt som Internationale) udvikler sig til en magtkamp i koret om at komme frem i forreste række, med alle midler – også #Metoo-midler. Så står man heller ikke mere sammen end som så….

Der er mange højdepunkter i den blot 75 minutter lange teaterkoncert, som fortjener et stort publikum – også langt større og gerne meget, meget yngre end den beskedne forsamling, som i aftes var mødt op i Hvidovre. 

“Arbejder – sange fra hjertet”. Baseret på sange fra Arbejdersangbogen, dramatiseret af Gitte Villadsen og Dorthe Bébe.

Sangtekster: Carl Scharnberg, Jeppe Aakjær, Oskar Hansen, Arne Würgler & Jesper Jensen, Per Dich, St. St. Blicher, Halvdan Sivertsen, Hans Lauersen, Sven Møller Kristensen, Michael Wiehe, Bente Hedegaard, Signe Svendsen og Carsten Bo Jensen.

Instruktion: Nikolaj Mineka. Scenografi & kostumer: Johanne Eggert og Allan Frausing. Lysdesign: Søren Lydersen. Koreografi: Sofie Christensen. Musikalsk arrangør & kapelmester: Johannes Smed.

Medvirkende: Connie Tronbjerg, Line Vejgaard Kjær, Marie Vestergård Jacobsen, Nana Schwartzlose, Klaus Andersen, Stig Reggelsen Skjold og Johannes Smed.

Co-produktion mellem Team Teatret, Herning og Teatret Møllen, Haderslev. Spiller på turné til 6. november, i perioden 14.-22. oktober på Møllen i Haderslev.

Anmeldt 7. oktober i Hvidovre Teaterforening.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her