Forside Anmeldelser 2025 ODENSE SOMMERREVY 2025

ODENSE SOMMERREVY 2025

616
0

Odense Sommerrevy på Engen i Fruens Bøge kommer fint i mål med gode grin og musikalsk tyngde. Og så favner den både lokale og internationale emner.

* * * *

Det er niende år i træk, at revyteltet er blevet rejst på Engen i Fruens Bøge i Odense, og den fynske revy har vokset sig stor og flyvefærdig. For første gang har revydirektør Lars Arvad sat sig selv i spidsen som instruktør, og den opgave slipper han ganske godt fra.

For Odense Sommerrevy 2025 har lidt af det hele og er en flot bundet forårsbuket i skiftende farver, temaer og toner. Musikalsk spænder den fra Edvard Grieg til Elvis Presley, med afstikkere til både Nik og Jay, dansk grand prix-pop, svulstig musical og til en nyfortolkning af den klassiske danske revyvise.

Det er igen i år en af landets mest erfarne revykomponister og – kapelmestre, Morten Wedendahl, der er musikalsk anker i revyen, og det er han så diskret at det bliver iøjnefaldende – eller iørefaldende skulle man måske skrive.

Ligesom revyen musikalsk kommer hele paletten igennem, kommer man også vidt omkring i temaer og tid og sted, fra en festlig og herligt pjattet åbning på vikingeborgen Nonnebakken i år 980, hvor bl.a. Leif den Ulykkelige lider af mareridt, hvor han vågner ved skurrende lyde af metal mod metal. Jo, letbanen spøgte allerede for mere end 1000 år siden.

Det lokale får også muntre ord med på vejen i Vase & Fuglsangs ”En larve i Odense”, hvor det er tv’s ’Nak & æd’-folk, der er på jagt efter giftige larver de kan koge i øl, og i Sara Gadborgs monumentale musicaldrøn, hvor hun hylder det kommende kommunalvalgs tre ’drømmeprinser’, Peter Rahbæk Juel, Søren Windell og Lars Christian Lilholt. Også OB’s tidligere så hårdt prøvede fodboldfans vender tilbage og er i bedre humør nu, hvor holdet er rykket tilbage i Superligaen. Og man bliver i sportens verden, når Lars Arvad giver håndboldtræneren Nicolaj Jacobsen endnu en tur på scenen – i år giver han Troels Lund Poulsen gode råd til at sikre et stærkt forsvar.

De internationale forhold kommenteres meget vittigt i en ordløs sketch, hvor Putin, Kim Jong-Un og Trump som groteske kæmpebabyer spiller bold med jordkloden. Henrik Koefoed optræder også i denne revy som H.C. Andersen, der fortæller en rigtig historie om verdens tilstand, og om den nye kejser af Amerika, som slet ikke er en eventyrkejser, men er ganske virkelig. Dét eventyr er som flere af H.C. Andersens eventyr ikke for børn.

Samme Henrik Koefoed optræder også som statsminister Mette Frederiksen i et nummer af Leif Maibom, der kommer så meget omkring, at det næsten bliver lidt uoverskueligt. Men figuren er i gode hænder hos bundsolide Koefoed.

I Cirkusrevyen flåede man et royalt nummer ud af revyen tre dage før premieren, det burde Lars Arvad nok også have gjort i Odense, for Vicki Berlins hjælpeløse parodi på Kong Frederik i hendes egen pauvre tekst, falder helt til jorden – så meget at man ligefrem sidder og savner hendes Camilla-figur – det troede jeg aldrig jeg ville komme til at skrive. En sketch med pølsevogns lingo falder også helt uden for min smagssfære, men humor er jo en ret subjektiv størrelse, og mon ikke nummeret trods alt nok skal ’gå hjem’ i løbet af sæsonen.

Thomas Mørk skaber nogle skønne, vanvittige karakterer, der morer kosteligt. Han er både eftersnakkende medløber, og den totalt kiksede app-udvikler, Appsalon, der blandt meget andet har udviklet en app, der kan lære én at kysse. Det er så åndssvagt at det er sjovt. Og så er han ret skøn som dansk-amerikansk taler ved 4. juli i Rebild Bakker, hvor ekkoet sender lidt andre ord retur end han lige havde forventet. Teksten er af Vase & Fuglsang.

Lars Arvad er vel i bund og grund revy-traditionalist. Alligevel fremstår hans første instruktion på Engen ikke entydigt gammeldags. Det skyldes i høj grad musikken. Sara Gadborg og Vicki Berlin rapper frækt om hvor skidt det vil stå til for mændene hvis der ing’ damer var tilbage, tilsat en skarp koreografi af Peter Friis, mens Henrik Koefoed og Sara Gadborg synger duet om overgangsalder – hvem er den værst for, kvinderne eller mændene? Men som revy-traditionalist har Arvad naturligvis også sommerrevyens mest klassiske elementer med; dels synger han selv revyens stille, eftertænksomme vise, hvor mørket helt bogstaveligt talt sænker sig i teltet undervejs. Teksten er velturneret af Leif Maibom, mens den udfordrende melodi er af Morten Wedendahl, der ikke lader sin chef komme let til opgaven. Der er flere regulære sketches, blandt andet én om woke-generationens brug af pronominer, hvor det pudsigt nok er den ældste generation, mormor, der skal forklare den mellemste generation, moderen, tingenes rette sammenhæng. Selv den klassiske forvekslingssketch med et anstrøg af noget småsjofelt får vi, når Henrik Koefoeds problemer med at hejse flaget i kolonihaven giver de helt forkerte associationer når den nye svigersøn skal præsenteres. Det er dumt, men igen, det er faktisk ret sjovt.

Ikke alt sidder lige i skabet, og nogle numre kunne godt af have haft gavn af at blive beskåret en smule, enkelte andre skulle måske have været genovervejet, men som helhed kommer Odense Sommerrevy ganske fint i mål. Man griner faktisk en del undervejs, den tager sig kønt ud i Kirsten Brinks elegante og diskrete scenografi, og musikalsk fungerer den tæt på optimalt, afsluttende med et flot Elvis-medley med Sara Gadborg i den vokale front.

Stemningen i teltet er som altid imødekommende og de mange frivillige bidrager til at gøre det til en god aften. Det er en del af helhedsoplevelsen, man ikke må undervurdere. Man går fra Engen med en god revyoplevelse i bagagen, og glæder sig allerede til 10-års jubilæet til næste år.

—–

”Odense Sommerrevy 2025”. Tekst og Musik: Lars Arvad, Morten Wedendahl, Tommy Seebach, Keld Heick, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Rasmus Krogsgaard, Thomas Mørk, Jannik Schow, Christian Bonde & Henrik Eriksen, Jacob Weble, Sara Gadborg & Maria Hamilton, Leif Maibom, Vase & Fuglsang, Stefan Wibling & Niclas Vingaard, Vicki Berlin, Edvard Grieg, Jacob Jonia, Benny Andersen, Jan Svarrer, Thomas Pakula, Mikkel Tiedt og mange flere.

Instruktion: Lars Arvad. Scenografi: Kirsten Brink. Koreografi: Peter Friis. Kostumer: Vibeke Valeur. Kapelmester: Morten Wedendahl.

Medvirkende: Sara Gadborg, Vicki Berlin, Thomas Mørk, Henrik Koefoed og Lars Arvad.

Spiller i teltet på Engen til 19. juni.

Anmeldt 9. maj (premiere)

Foto: Peter Kjeldsen for Odense Sommerrevy.

VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her