Forside Anmeldelser 2025 SÅ SLAP DOG AF

SÅ SLAP DOG AF

894
0

Har Jacob Morild nogensinde været bedre end i sit aktuelle one-man show på Café Liva i Nyhavn? Det er halvanden times satirisk tour de force, tilsat små poetiske tænkepauser.

* * * * *

Jacob Morild er en flittig mand. Flere gange om året leverer han materiale til egne og andres satiriske kabareter på Café Liva, og heldigvis også til flere af landets revyer. Den flittige satiriker er begunstiget af at leve i en tid, hvor det ikke er svært at finde inspiration, men man må alligevel imponeres over hvor godt han følger med, og hvor godt han formidler såvel den hjemlige andedams små og store politiske bølgeskvulp, og den store, vide verdens stadig accelererende vanvid.

At Morild arbejder ud fra og flittigt benytter en ’skabelon’, som han har bevist virker, skal han ikke lastes for, for det han putter ind i skabelonen, er så friskt og sprudlende veloplagt som aldrig før.

Dette forår hedder Morilds one-man show ”Så slap dog af”, og som det næsten altid er tilfældet med Jacob Morild, prikker den spidse pegefinger både til højre og venstre – om end mest til højre. Når han opfordrer til at slappe af så gælder det både de vrede internettrolde, den klassisk utilfredse småborgerlige gennemsnitsdansker og den hastigt voksende woke-bevægelse.

Han undres over hvorfor den kvindelige brystvorte er ’farlig’ og skal tildækkes, når den mandlige ikke er, og han piller Unesco’s danske kulturarvsliste med 20 begreber, der beskriver det danskeste danske, fuldkommen fra hinanden, så der til sidst kun er én ting tilbage – jeg nævner ikke hvilken, I kan jo selv gætte med. Og så optræder han som den mest elskelige gamling, der mindes et langt liv på Godthåbsvej til tonerne af The Beatles’ ”Yesterday”.

Han synger – til eget guitar- og el bas akkompagnement – om både en meget uheldig dag i en rasende mands liv, og om en flirt, det ligger lidt tungt med, samt på smukkeste og mest poetiske vis om tabet af en ven, der er gået bort. For midt i al Jacob Morilds vredt indignerede, satiriske hudfletning af vores egocentrerede tunnelsyn, giver han også plads til en lille, rørende poetisk tænkepause.

Ingen herhjemme kan som Jacob Morild skrive sylespidst om såvel den gennemsnitlige danskers kvababbelser og om det politiske establishments kynisme. Han er som forfatter en ekvilibrist, der forstår at fange og twiste selv de mindste detaljer, så de gennem hans ord fremstår fuldkommen indlysende. Og bizart komiske.

Særligt to af de 14 numre i ”Så slap dog af” stikker ud som sande perler. I ”Elefanten i rummet” udvikler Morilds stand-up rutine om ulven i Vestjylland sig til en rasende tour de force over Inger Støjbergs politiske mission. Det bliver vildere og vildere, i et mere og mere eskalerende crescendo af raseri. Aldeles formidabelt.

Men det skal blive endnu bedre, og endnu vildere, når Morild lige inden finalesangen i endnu en ordekvilibristisk tour de force jonglerer med begreberne om alt det der ikke får verden til at gå under og i endnu højere grad om alt det, der netop gør, at verden vil gå under. Her når Jacob Morild, både som satirisk tekstforfatter, og som satirisk performer, et nyt højdepunkt i sin efterhånden lange karriere, der udsprang fra Studenterrevyen for omkring 40 år siden.

Showet varer knapt halvanden time plus en lille pause på 20 minutter, og det er en ren fornøjelse fra start til slut. Jacob Morild optræder med en ilter energi, men også med en tilbagelænet distance, der oser langt væk af intellektuel, kulturradikal overlegenhed. For at det ikke skal være løgn, så lykkes det ham også at få et tætpakket Café Liva til i fællessang at hylde fascismens genkomst. Det vover man vist kun, hvis man har 100 procent styr på sine virkemidler og det har Jacob Morild. I dette show måske mere end nogensinde tidligere.

Spoiler alert! På forestillingens plakatfoto optræder Jacob Morild nøgen, kun iført pingvin. Pingvinen er med på scenen!

—–

”Så slap dog af”. Tekst og musik af Jacob Morild samt musik af Morten Wedendahl, Lasse Schmidt og Lennon/McCartney.

Medvirkende: Jacob Morild. Tracks: Thomas Pakula. På video: Mette Marckmann.

Spiller på Café Liva til 31. maj.

Anmeldt 7. maj.

Plakatfoto: Hein Photo

VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her