Folketeatrets musikalske arbejdspladskomedie er en vittig lille forestilling med karakterer som de fleste kan genkende fra deres eget arbejdsliv.
* * * *
I sin direktørperiode på Nørrebro Teater havde Folketeatrets nuværende direktør, Mette Wolff, stor succes med dramatiseringen af Morten Münsters moderne business fagbog ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”. Derfor er det vel kun naturligt, at hun på Folketeatret fører samme stil videre, og det er i dette tilfælde med en dramatisering af en anden bestseller indenfor ’karriere/business/marketing’-litteraturen, svenske Thomas Eriksons internationale bestseller ”Omgivet af idioter”.
Dramatikeren Valdemar Pustelnik har skrevet et vittigt manuskript og Marcus Artved har komponeret en række ganske iørefaldende sange, som satiriserer over livet i en HR-afdeling med en dysfunktionel arbejdskultur. Folketeatret kalder det meget passende for ’en musikalsk arbejdspladskomedie’.
Uden helt at nå samme komiske højder, som ”Jytte fra marketing”, som virkelig var en morsom forestilling, rammer den rappe dialog og de nænsomt karikerede personlighedstyper i ”Omgivet af idioter” samme musikalsk-satiriske tone og bliver en ganske vellykket feel-good komedie som et meget bredt publikum utvivlsomt vil kunne relatere til fra deres egne erfaringer på arbejdsmarkedet.
Formålet med Thomas Eriksons bog er ifølge Saxo.com, at vise hvorfor vi nogle gange synes, at andre mennesker opfører sig som idioter, og lærer dig at tale, så andre lytter. Bogen inddeler mennesker i fire primære personlighedstyper baseret på farver. Den målbevidste, ambitiøse og direkte røde type, den optimistiske, uadvendte og impulsive gule karakter, den analytiske, forsigtige og præcise blå type og den grønne, som er tålmodig, stabil og tilbageholdende.
Så enkelt kan det gøres. Alene ud fra disse få linjer kan du jo gå i gang med at farvekode dine kolleger, sådan bare for sjov.
I ”Omgivet af idioter” møder vi den midaldrende Esther (Marie Mondrup), der er på vej til sin første arbejdsdag i HR-afdelingen i en større virksomhed. Hun drømmer om denne gang – for vi fornemmer, at hun har dårlige oplever i bagagen – at møde de perfekte kolleger, men selvfølgelig viser det sig at afdelingen er præcist lige så dysfunktionel som det hun tidligere har oplevet. Esther er udpræget grøn, men det finder hun først ud af efter pausen, hvor hele afdelingen er taget på seminar på Nyborg Strand for selv at skulle gennemgå alle de processer, som de har udsat virksomhedens andre sagesløse afdelinger for. Afdelingens chef, Karen (Sophie Marie Jeppesen), er naturligvis en kold skid af en inkompetent mellemleder – som hun selv siger det under vejs: Man kan ikke sige mellemleder uden LED… Hun bider lige så meget af folk på arbejdspladsen, som hendes datter bider de andre børne i børnehaven, og hun er en rigtig bitsch. De øvrige medarbejdere er også mellemledere, for man har jo indført fælles ledelsesansvar, og består af den flagrende dramaqueen Tristan (Tobias Shaw), den procesorienterede Ludmilla (Nadia Jasmin Nielsen) og afdelingens nestor, Johannes (Tom Jensen), der har været i afdelingen siden man brugte hulkort, og fik sin løn udbetalt i kontanter. Johannes hader naturligvis det åbne kontorlandskab, og har derfor krævet at få en dør installeret, der kan lukkes.
Esther vil så gerne bare gøre alle glade, men kommer til at tale over sig over for chefen om det dårlige arbejdsklima i afdelingen, og vupti, så trues afdelingen af nedlæggelse og fyringsrunde, og det er alt sammen Esthers skyld. For det er jo ikke afdelingens egen skyld, vel!
Vittig dialog og stram koreografi
Dialogen er vittig, med masser af kvikke oneliners baseret på slidte klichéer, og Susanne Bonde har skabt en sjov, stram koreografi til Artveds up-tempo, technoprægede musik og de medfortællende sange. Lene Skytts instruktion tegner karaktererne skarpt op med passende karikatur, og der er fine præstationer over hele linjen, med de mest rutinerede kræfter i front. Tom Jensen boltrer sig lystigt som knudemanden Johannes, ligesom Marie Mondrup er lige i sit es, som den forsigtige Esther, der viser sig mere handlekraftig end man lige troede. Tobias Shaws Tristan er grusomt irriterende, det tænker jeg er meningen, Nadia Jasmin Nielsens Ludmilla er så overfladisk som hun skal være med sin farverige post-it-seddel shitshow. Sophie Marie Jeppesen agerer mellemlederen Karen, præcis som jeg husker den slags HR-typer fra mine år i Aller-huset. Med iskold kynisme bag det åh så imødekommende rævesmil.
”Omgivet af idioter” får en til at sidde og klukle, og tænke på alle dem man kender og har kendt, som passer ind i karakteristikkerne. Det er en forestilling, der nok skal falde i god jord hos et stort bredt publikum. Det største problem er vel reelt set, at det er de store virksomheders HR-afdelinger der booker teateraftener til medarbejderforeningen, og her kan teatret godt risikere at møde en udfordring.
Thomas Erikson har også skrevet en bog, der hedder ”Omgivet af psykopater”. Det kan være vi også skal opleve den dramatiseret hvis idioterne her bliver en succes.
PS/ forestillingens titel ramte én meget præcist denne lørdag eftermiddag, hvor både en sidedame og en kvinde på rækken lige bagved fandt det passende at sidde og spise chips under forestillingen. Men hvad pokker ligner det også at sælge den slags i teaterbaren!
——
”Omgivet af idioter”. Dramatiker: Valdemar Pustelnik baseret på Thomas Eriksons bestseller. Komponist: Markus Artved.
Instruktion: Lene Skytt. Scenografi: Allan Frausing. Koreograf: Susanne Bonde. Lysdesign: Anna Westh.
Medvirkende: Marie Mondrup, Sophie Marie Jeppesen, Nadia Jasmin Nielsen, Tobias Shaw og Tom Jensen.
Varighed: 2 timer (incl. pause).
Spiller på Folketeater, Hippodromen, til 22. december, med turné i perioden 13. oktober til 20. november.
Anmeldt 3. oktober.
Foto: Büro Jantzen.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.





