Forside Anmeldelser 2026 TOMMY KENTERS SIDSTE KENTEX

TOMMY KENTERS SIDSTE KENTEX

214
0

Tommy Kenter balancerer med ynde sin særegne blanding af komik, poetisk melankoli og swingende musikalitet i et show, der markerer hans afsked med Kentex-æraen.

* * * * *

Stop karussellen, der er andre der står klar. Beskeden til Tommy Kenter er glasklar i indledningen til hvad der er den 76-årige skuespiller og entertainers sidste Kentex-show. For Kenter er sagen klar; han spiller fordi The Show must go on, men hvorfor must the show go on, spørger sangerinden Ann Farholt og hendes to Intrio-kolleger, Lone Selmer og datteren Rebecca Thilo Farholt.

Ja hvorfor give al sin energi i et sidste show, når vi alligevel skal dø til sidst?

Svaret giver Tommy Kenter – godt hjulpet af de tre musikalske kvinder – i de følgende godt to en halv time. Fordi Tommy Kenter er en ener i dansk teater og showbusiness. Fordi han, selv i en høj alder, kan noget som vel nærmest ingen af de langt yngre stand-up komikere kan; levere et show, hvor humor, poesi, musikalitet og alvor følges ad, hvor grænsen mellem komikken og tragikken er papirstynd. Et show, hvor fladpandede morfar-jokes langt under selv en teenagers imaginære bæltested, kan blandes med Hamlets store monolog af Shakespeare, et digt af Bertolt Brecht og af momenter af yndefuld melankoli – og all that jazz!

Man siger at komikeren vil være tragiker, og tragikeren vil være komiker. Tommy Kenter er begge dele, og har været det igennem hele sin lange karriere, der startede da han var blot 11 år gammel og debuterede i filmen ”Cirkus Buster”. I dag 65 år senere, optræder Kenter som den poetiske klovn Grinaldo, som trods en nagende personlig depression, stadig kan fremkalde såvel smil og latter, som triste tårer. The show that must go on.

De tre figurer

Tre figurer har gået igen i den del af Tommy Kenters kunstnerliv, der har handlet om tragikomikken og Kentex-showene. Den frygtsomme, sky Alf Velling, den kiksede og hæmmede Kjeld, og braldrebassen Rudy S. Kleützner, ham med kaviar er hva’ vi har’.

Alle tre er en del af dette afskedsshow i nye og alligevel gamle roller. Som Alf Velling foredrager Kenter den gamle Oswald-vise ”Der er meget langt til Rungsted” af Arvid Müller og Aage Stentoft og forsøger med stigende febrilsk panik at fortælle en gammel vittighed, som alle til hans skræk kender. Det er meget morsomt og pinagtigt rørende på samme tid. Komikeren, der fletter fingre med tragikken.

Som Kjeld fortæller Kenter en gammel småsjofert med ’hakker i pladen’, så ikke et øje er tørt, og knudemanden løser energisk op i selskab med den swingende Intrio, så første akten slutter i et forrygende swing- og stepnummer.

Efter pausen indtager Rudy S. Kleützner flysædet ved siden af den afmålt, kølige Ann Farholt, og undrer sig midt i sin larmende ordstrøm over den røde lampe, der lyser. Monologen har Tommy Kenter selv skrevet efter en novelle af en af hans yndlingsforfattere, Finn Søeborg, og endnu engang står komikken ikke alene, men væves sammen med en foruroligende alvor, for den skal jo ikke lyse, den der røde lampe, skal den vel?

Vi får Rudy S. Kleützners helt særlige udgave af Hamlets store ”At være eller ikke at være”-monolog, der er så bizar at den ikke umiddelbart lader sig gengive, og så twister Kenter pludselig det hele og fremsiger den originale Shakespeare-monolog, som jo handler om det eneste uafvigelige i tilværelsen; udsigten til at skulle dø. Pludselig oplever man en aldrende kunstner i sit livs efterår tale om det ukendte land, der venter forude.

Nogle numre har en tendens til at blive lige lange nok, som det poetiske møde mellem en venlig ældre dame (Ann Farholt), og den brovtne alkoholiserede mand (Kenter), der begge er ensomme og tiltrækkes af hinanden, uden for alvor at kunne finde sammen. Det er igen en novelle af Finn Søeborg, der balancerer hårfint mellem komikken og tragikken, i Kenters bearbejdelse.

Hele vejen igennem ledsages Tommy Kenter af den supermusikalske Intrio, der med deres årlige juleshows i egen ret har skabt sig et navn som musikalske komedienner, og heldigvis får plads til at være mere end blot et backing-kor. Lone Selmer synger med ynde Ludvig Brandstrup-visen ”For dig var det kun småting”, Rebecca Thilo Farholt synger Kenters smukke tekst ”Men underfuldt” om den altopslugende kærlighed, og Ann Farholt giver den fuld gaspedal i ”Det forkerte nøglehul” som modsvar til Kenters bar-monolog om en mand i hastig deroute ned fra samfundets top på grund af sit alkoholmisbrug.

Martin Lyngbo har været inde over som instruktør og har fået godt styr på de unoder, der godt kan snige sig ind når Tommy Kenter optræder på slap line. At han måske skulle have strammet ti minutter af på hver side af pausen er nok lettere sagt end gjort, og uanset hvad så er man i fantastisk godt selskab med Tommy Kenter og hans tre musikalske muser.

Det er godt at karussellen stadig kører, og at the show still goes on. Man skal nyde det så længe det varer – og det er i denne omgang til 25. oktober.

——

”Tommy Kenters sidste Kentex – mere smukt end brugt”. Tekst og musik: Noël Coward/Jens Louis Petersen, Tommy Kenter, Leadbelly, Arne Forchhammer, Arvid Müller, Aage Stentoft, Finn Søeborg, Ludvig Brandstrup, Paul Gregory, ’The Great American Songbook’, Ann Farholt, Slava Polunin, Jimmy van Heusen, Eddie Green, William Shakespeare, Bertold Brecht, Intrio m.fl.

Idé & koncept: Tommy Kenter. Instruktion: Martin Lyngbo. Lysdesign: Malthe Haugaard. Lyddesign: Jesper Frendø. Vokalarrangementer: Ann Farholt. Piano & kapelmester: Lone Selmer.

Medvirkende: Tommy Kenter og Intrio (Ann Farholt, Rebecca Thilo Farholt og Lone Selmer).

Varighed: ca. 2 timer og 30 minutter (incl. pause).

Spiller på Sceneriet under Det Ny Teater, til Odense til 25. oktober.

Anmeldt 2. oktober.

Foto: Jan Hammerstad.

VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her