Teaterparret Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller leverer med deres sidste projekt en hyldest til skuespilleren og til det talte ord på scenen. På én og samme tid er det en virtuos beherskelse af teatret som medie og en omgang indadvendt nørderi.
* * * *
Der er aldrig grus i maskinen, men undervejs i forløbet kommer der lidt grus i øjnene. For trods sublimt skuespil lukker ”Teatermaskinen” sig for meget omkring sig selv. Forestillingen er en omgang indforstået nørderi, der ikke for alvor fænger over tid. Periodisk, jo, men ikke over 2 timer og godt 30 minutter.
”Teatermaskinen” er det berømmede teaterpar Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møllers afsked med scenen. Han som dramatiker og instruktør, hun som scenograf. Siden de blev færdige på Scenekunstskolen i 1988 har de sat et signifikant aftryk på dansk, svensk og europæisk teater og scenekunst, med en stribe markante opsætninger af ikke mindst Strindberg, Shakespeare og Staffan Valdemar Holm selv. De har fulgtes ad i tykt og tyndt igennem alle årene, som et af de mest fasttømrede og uopslidelige makkerskaber i moderne dansk scenekunst. Nu stopper de angiveligt, om end han i det meget lange, grundige interview i det trykte program åbner en lille dør for at han fortsat vil skrive. Måske også til scenen.
Med ”Teatermaskinen” har de skabt en hyldest til de ord, der har præget deres lange arbejdsliv. For ”Teatermaskinen” er den gamle svenske instruktørs afskedshyldest til ordet i kunsten, og til skuespilleren, der giver ordene liv. På den måde er ”Teatermaskinen” sådan en rigtig teater-teater forestilling, lavet af og henvendt til den ultimative teaterelsker, teaternørden, om man vil.
Forestillingen har på den ene side alt det man som livslang teatergænger så ofte i dag sidder og savner; skuespillere, der kan tale fra en scene, så hvert eneste ord står krystalklart, med finsleben replik og millimeter præcis intonation. Det er en fornøjelse at opleve de seks, nøje udvalgte skuespillere, Stina Ekblad, Tina Gylling Mortensen, Karen-Lise Mynster, Nicolas Bro, Jens Albinus og Olaf Johannesen udøve deres kunst så aldeles sublimt, som det er tilfældet her.
I Staffan Valdemar Holms og dramaturgen Benedikte Hammershøy Nielsens tekst kommer vi som publikum med ind i maskinrummet, og bliver vidner til skuespillerens arbejde med tekst og krop, personificeret gennem Olaf Johannesens gamle svenske instruktør (læs: Staffan Valdemar Holm selv) og Tina Gylling Mortensens voldsomt selvfede dramapædagog, der laver åndedrætsøvelser med holdet, så det er lige ved at tage livet af dem. I den ramme bliver ”Teatermaskinen” en meta forestilling i forestillingen, og undervejs lærer vi udtryk, som vi muligvis ikke kendte. En ’italiener’ er således et skuespillerudtryk for at spille en scene igennem i så højt et tempo som overhovedet muligt. En øvelse man benytter for så efterfølgende at skrue ned og skrue ned indtil scenen finder sit rigtige leje.
Her er det et uddrag af Molières ”Scapins rævestreger”, der bliver udsat for ’en italiener’. Forestillingen igennem citeres fra teatrets mest berømte dramatikere, fra de gamle grækere, Aischylos og Euripides, over Shakespeare, Moliére, Tjekhov og Schiller til svenskerne Lars Norén, Selma Lagerlöf og August Strindberg, som Staffan Valdemar Holm har en helt særlig, og livslang forbindelse til.
Det er fornemme tekster, og de bliver fornemt formidlet. Men det bliver desværre også en omgang indadskuende nørderi. En indforstået seance, som utvivlsomt vil stå som en oplevelse for livet – for de medvirkende – men som alt for mange gange undervejs efterlader publikum forladt på perronen.
Det store nøgne rum
Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Lykke Møller mener det alvorligt, når de med ”Teatermaskinen” vil sætte ’ordet’ og ’skuespilleren’ i centrum. For der er nærmest intet andet på Skuespilhusets enorme scene end seks skuespillere, alle klædt i smålurvet sort tøj. Lysdesigner Egil Barcley Høgenni Hansen får undervejs lov at lege lidt med, ligesom lyddesigner Rasmus Kreiner tilføjer periodiske musikalske noter. At det er ’ordet’, der får den fulde opmærksomhed, understreges af, at der intet sted i det trykte program krediteres for musikken.
Det må have været den nemmeste scenografopgave Bente Lykke Møller nogensinde har haft, for der er ingen scenografi, og ingen kostumer. Jeg skrev ikke de lettest tjente penge, men det er jo nok det jeg mener. Med mindre naturligvis, der også inden for scenografien findes ’en italiener’, og det hele er begyndt som et voluminøst udstyrsstykke, der langsomt er skraldet ned til intet inden premieren. Eneste brudfelter er nogle korte videointerviews med europæiske teaterfolk, der er medlemmer af Staffan Valdemar Holm teaternetværk, Mitos 21 (stiftet i 2008), som taler om emnet: Why Teatre?
Når der ikke er noget at se på, samles al fokus om skuespillerne i det nøgne scenerum og ordene de siger, bevægelserne de foretager. Udtrykkene; de små, pikante bevægelser i en skulder, en hånd eller det regulære slapstick, når Olaf Johannesen – med Stina Ekblad som Miss Sophie og Karen-Lise Mynster som rædselsslagent isbjørneskind – gennemspiller hele den ikoniske ”90 års fødselsdagen”. Det er meget morsomt, men det er også meget langt.
Og netop tiden er måske den ubekendte faktor, der virkelig bliver en udfordring her. For jeg er ret sikker på, at jeg ikke var den eneste i salen denne tirsdag aften, der undervejs, lidt for ofte, mistede fokus og nå ja, regulært kedede mig. Nogle valgte at have set nok i pausen.
”Teatermaskinen” er en collage-forestilling, hvor dele af collagen er helt oppe og ramme de øverste seksstjernede tinder, med skuespillernes virtuose beherskelse af sproget og deres metier, men som også bliver så indadvendt nørdet at den taber for mange, for ofte. Nogle vil elske det, andre vil stå helt af på navlepilleriet. Jeg er et sted midt i mellem. Men tak for at håndplukke disse seks vidunderlige spillere.
——
”Teatermaskinen”. Manuskript: Staffan Valdemar Holm og Benedikte Hammershøy Nielsen. Tekster af: Aischylos, Euripides, Shakespeare, Norén, Strindberg, Molière, Brook, Schiller, Artaud, Wylie, Lagerlöf, Tjekhov og Diderot. Oversættelse: Niels Brunse og en del andre.
Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Scenografi & kostumekoncept: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Egil Barcley Høgenni Hansen. Lyddesign: Rasmus Kreiner.
Medvirkende: Stina Ekblad, Karen-Lise Mynster, Tina Gylling Mortensen, Jens Albinus, Nicolas Bro og Olaf Johannesen.
Varighed: 2 timer og 35 minutter (incl. pause).
Spiller på Skuespilhuset, Store Scene til 4. november.
Anmeldt 29. september.
Foto: Emilia Therese.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
